Hvor vokser mistelten?
Misteltenfamilien er alle halvsnylteplanter. Det betyder at de laver deres egen fotosyntese, men optager næringsstoffer og vand fra et værtstræ.
Misteltenen har grønne skud og små gulgrønne bær, som i december bliver hvide og glasklare.
I Danmark findes kun én art af mistelten, viscum album, som kan blive op til en meter i diameter.
Dog findes der tre underarter af planten, som adskiller sig ved, at de vokser på forskellige typer værtstræer.
- Ædelgran-mistelten - vokser på ædelgranarter.
- Fyr-mistelten - vokser på fyrretræer, og kan i enkelte tilfælde godt vokse på lærketræer og grantræer.
- Løvtræ-mistelten - er den mest almindelige mistelten, som vokser på løvtræer såsom æble, pære, eg og birk.
Alle har det tilfælles, at deres frø gror bedst på samme art, som de først voksede på.
Hvornår sætter man mistelten?
Misteltenen er særlig flot i december ved juletid, når dens bær er blevet helt hvide og glasklare, men det er faktisk ikke det bedste tidspunkt at så misteltenen på, da bærrenes frø ikke er modnet endnu.
Det mest optimale tidsrum for at så mistelten er fra marts til maj.
Sådan poder du bærerne til din egen mistelten
Det er enkelt at få misteltenen til at gro i din egen have. Du skal blot bruge nogle friske bær, og følge disse 5 trin:
- Pres frøene fra det hvide bær ud. Bærret skal være friskt, ikke gult.
- Find en ung gren.
- Placer forsigtigt bærrets indhold i en grenvinkel, hvor grenen møder stammen. Her ligger bærret godt beskyttet.
- Nu begynder ventetiden, indtil frøet begynder at spire.
- Husk at vaske hænder grundigt efter håndtering, da misteltenen er giftig.
For at øge dine chancer for succes, anbefales det, at du bruger flere frø fra flere bær, da kun en mindre procentdel af de plantede frø vil spire.
Læs også: Podning af frugttræer
Køb af mistelten
- For at pode misteltenen er det afgørende, at du bruger friske bær. De skal helst være plukket fra planten indenfor de seneste 3 dage. Det kan dog være en udfordring at finde friske bær om foråret, da planten ikke er i så mange butikker i foråret. Det er lettere at finde mistelten i december.
- Du kan købe mistelten med friske bær i nogle planteskoler. Hvis du ikke har heldet med dig i din lokale planteskole, kan du alliere dig med nogen, der allerede har en mistelten i deres have.
Det er også muligt at købe sig til en færdig mistelten. Nogle planteskoler og havecentre sælger fx æbletræer med mistelten.
LÆS OGSÅ: Stiklinger af sommerfuglebusk
Hvordan kan du afgøre, om bærrene er friske?
Du kan let vurdere bærernes friskhed ved at tjekke deres farve. Hvis bærrene er gullige, er de ikke brugbare. Hvis de derimod er klare og hvide, er bærrene friske og egnede til at pode mistelten.
Kan en mistelten dræbe sit træ?
I sjældne tilfælde kan en mistelten godt dræbe sit værtstræ.
Det kræver dog, at der er flere store mistelten i samme værtstræ.
Det sker ved, at misteltenene suger så meget væske og næringsstof ud af træet, at det til sidst svækker og dræber træet.
Misteltenen kan også få træets grene til at knække, hvis grenen er for svag og misteltenen for stor.
Hvordan kan du undgå at din mistelten dræber værtstræet?
Der er to simple løsninger til at redde dit træ:
- Du kan redde dit træ ved at skære den knækkede gren af
- Du kan sørge for at holde din mistelten nede, ved at beskære den så den ikke vejer så meget, og vil ikke optage for meget vand og næringsstof fra værtstræet.
Læs også: Sådan beskærer du træer og buske