Slip af med muldvarpe og mosegrise

Foråret er højsæson for bekæmpelse af muldvarpe og mosegrise. Og jo før du kommer i gang, jo bedre og nemmere vil det være at slippe af med de små gnavere.

Kommer muldvarpen først ind i din have, kan den hurtigt få din græsplæne til at ligne en slagmark.

Hvilke skader laver muldvarpe og mosegrise?

Muldvarpe og mosegrise er ikke det samme, men skaden, de laver, ligner meget hinanden. Deres mange jordbunker er en kilde til irritation for alle med have og græsplæne. Mens muldvarpene lever af regnorme og biller, er mosegrisene en tand værre, da de æder rødderne på buske, træer og det, du dyrker i køkkenhaven.

Hvordan bekæmper du muldvarpe og mosegrise?

Der findes mange husråd fra rå fisk til elektriske apparater, som lægges ned i gangene, men det mest effektive er fælder (muldvarpesakse), der slår dyrene ihjel.

Grav nogle af muldvarpeskuddene op, og stil sakse ned i gangene. Kig til saksene dagligt, og fjern de døde dyr. Efter nogen tid ryger der ikke flere i, og du kan flade jordbunkerne ud.

Redaktionen anbefaler: Træer og buske - plant med succes

Sådan undgår du muldvarpe og mosegrise

Mosegrise kan du holde ude af køkkenhaven ved at plante hyld rundt om, da de ikke kan lide smagen af hylderødder. Bortset fra det kan du kun holde mosegrise og muldvarpe væk ved at udrydde dem alle sammen. Så fra du ser det første skud i plænen og til langt hen på efteråret, må du sætte dine fælder ned i gangene og håbe, du får ram på dem alle.

De mange små jordbunker er dødirriterende i græsplænen.

Andre læser lige nu ...