Solidt udekøkken af mursten og betonelementer

Med et muret udekøkken er det nemt at lave mad udenfor, når vejret er til det. Det er også nemt at bygge, når du bruger “halvfabrikata” som fx lange betonsten, så du hurtigt kan få bygget fundament. Og bordpladen kan laves af overliggere i gasbeton, der klæbes fast til fundamentet.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
3 dage
Pris
1.300 kroner
Det er nemmere at lave lækker mad i udekøkkenet, når grillristens afstand til kullene kan varieres.

Det er nemmere at lave lækker mad i udekøkkenet, når grillristens afstand til kullene kan varieres.

Intro

Drømmer du om et udekøkken, der kan være med til at forlænge udelivet i haven, har du her et rigtig godt bud på, hvordan du kan bygge et. Vores udekøkken består af et fundament med en bordplade, hvorpå der er en todelt halvmur i mursten. Den ene halvdel er grillplads, og på den anden halvdel er der afsætnings- og arbejdsplads.

Materialer bruges som “halvfabrikata”

Flere af materialerne, der benyttes, er egentlig beregnet til noget andet, men her er de en slags “halvfabrikata”. De aflange betonsten bruges normalt til belægning, fx trappetrin, men er her brugt til fundament. Med en længde på 90 cm kommer de til at passe godt i højden, når de stilles på højkant i en rende i jorden med beton. Og det går hurtigt at bygge fundamentet, da der kun skal bruges få sten, som blot klæbes sammen med fliseklæber.

Bordpladen oven på fundamentet består af aflange overliggere i gasbeton, der egentlig er beregnet til at blive muret ind i vægge over vinduer og døre. Men de egner sig også glimrende som bordplade, der er hurtigt lavet ved at fastgøre tre overliggere med mørtel ved siden af hinanden oven på fundamentet.

Når du bruger “halvfabrikata” til fundamentet, har du tid til at kræse lidt mere om halvmuren, som bygges op i mursten med plads til en grillrist i flere niveauer.

Udekøkkenets vigtige rist

For at få glæde af dit udekøkken skal du have en ordentlig rist, der kan flyttes op og ned over kullene. Så det er vigtigt, at du tænker grillristen ind helt fra starten.

Hvis du har en grillrist, du gerne vil bruge til dit udekøkken, kan det sagtens lade sig gøre. Du kan faktisk med fordel vælge at tilpasse dit udekøkken, så det passer til grillristen, dvs. bygge den midterste “skillevæg” i halvmuren, så det passer med bredden på din grillrist.

REDAKTIONEN ANBEFALER: Verdens nemmeste pizzaovn - sådan bygger du selv pizzaovn

Ønsker du en grillrist på et bestemt mål, kan du bestille en rist på nettet i præcis de mål. Det kan du fx gøre på www.grillrost.com. Her kan du evt. også bestille en ekstra grillrist, så du har mulighed for at lave flere ting på grillen på én gang.

Lav riller til risten i murstenene, halvmuren bygges af. Mål, hvor høj risten er, og skær så det ene hjørne af nogle af stenene, så der bliver plads til grillristen, når stenene mures op, så de danner en rille i muren. Murstenene kan skæres til med en vinkelsliber.

Vejledning

01
Fundamentet 8 Trin

Inden du går i gang med udgravning af renden til fundamentet, er det en god idé at lave en prøveopstilling, så du er helt sikker på, hvor det skal stå. Læg fx mærke til, hvordan vindforholdene er, og om der er plads nok omkring køkkenet.

Fundamentet bygges af aflange betonsten, der typisk bruges til belægning. Stenene sættes i beton i en rende og samles med fliseklæber, så det bliver solidt. Brug vaterpasset flittigt, så de står helt lige.

1

Grav ud, så de lange betonsten kan placeres lodret i jorden. Stenene skal stikke ca. 34 cm ned i jorden, så renden skal være lidt dybere end det, omkring 40 cm.

2

Hæld beton i bunden af renden, så stenene bliver støbt fast forneden. Tjek, at renden har den rette dybde, inden du hælder betonen i. En tørbeton, der blot skal blandes med vand, er fin til formålet.

3

Sæt nu stenene ned i betonen. De sættes på højkant og samles med fliseklæber, så de udgør et solidt fundament. Fliseklæberen røres op med vand og smøres på siderne med en murske.

4

Vær omhyggelig med placeringen af de lodrette sten. De skal presses lidt ned i betonen og stå helt lige, både i lod og vage. Så vær flittig med vaterpasset, så du har et ordentligt fundament at bygge videre på.

5

Bank evt. stenene på plads med en gummihammer, så de står i præcis samme højde med en vandret kant foroven. Det er vigtigt med præcision her, da der skal bygges videre ovenpå.

6

Fyld beton ned omkring stenene, når de står rigtigt placeret i renden. Sørg for at komprimere betonen med fx en stump lægte, så du er sikker på, at den kommer godt ned i renden, og du undgår evt. lufthuller.

7

Vask stenene løbende, når du har fjernet den overskydende fliseklæber, så du får en pæn og jævn flade. Du sparer dig selv for meget bøvl, når du gør det, inden klæberen er tørret helt op.

8

Fjern evt. grater og ujævnheder på stenenes øverste kant, så du har en helt jævn flade. Det gøres med en hammer og evt. mejsel.

02
Overbygningen 9 Trin

Udekøkkenets overbygning består af en “bordplade”, der laves af solide overliggere af gasbeton. De fastgøres med mørtel til fundamentet.

Rundt langs kanten bygges en halvmur af mursten med fire rækker sten oven på hinanden. Stenene lægges i forbandt, så samlingerne er lidt forskudt i forhold til hinanden - det giver en stærk konstruktion.

Hjørnerne af nogle af stenene skæres af med en vinkelsliber, så der bliver en rille til grillristen, når muren er færdig.

1

Overliggerne fastgøres oven på fundamentet. Bland en cementmørtel efter forskrifterne på pakken, og smør den på den øverste kant. Tryk overliggerne fast i mørtlen, og tjek, at de er i vater.

2

Lav en prøveoplægning med murstenene, inden du går i gang med at mure op. Så får du et godt overblik over, hvordan det bedst går op, og hvilke sten der skal skæres til.

3

Skær hjørnet af de mursten, der skal bruges til grillristen. Når hjørnet skæres af stenene med et vinkelret snit, kan du lave en rille, der passer til grillristen. Brug en vinkelsliber og sikkerhedsudstyr.

4

Byg murstensmuren op rundt i kanten. Tjek efter med vaterpasset for hver sten, du lægger, at den er rigtigt placeret. Den første række sten lægges 3 cm fra kanten.

5

Sæt murervinkler på de yderste sten, og spænd en murersnor ud derimellem. Så har du noget at rette ind efter, så stenene danner en lige linje foroven og en lodret kant fortil.

6

Mørtlen lægges på lidt ad gangen, så det passer til en, maks. to sten. Det giver dig god tid til at lægge stenen på plads, inden mørtlen tørrer for meget op.

7

Stenen trykkes på plads i mørtlen. Tjek, hvordan den ligger i forhold til murersnoren. Skaftet af murskeen egner sig godt til finjustering af stenen.

8

Tjek med en retskinne, når du er færdig med en række sten, at de ligger lige. Retskinnen lægges på både foroven og langs siden af stenene. Ret evt. lidt ind med skaftet af murskeen.

9

Brug en smal fugeske til at glatte fugerne med, når du er færdig med en række. Fugerne fyldes først groft med mørtel og glattes bagefter så jævnt som muligt, så du får en flot finish.

Materialer

  • 11 betonsten, 8 x 30 x 90 cm
  • 3 overliggere i gasbeton, 10 x 26 x 171 cm
  • Mursten
  • Vandfast krydsfiner til hylder
  • Tørbeton (til fundamentet)
  • Fliseklæber
  • Cementmørtel
  • Grillrist

Tidsforbrug

2-3 dage.

Pris

Ca. 1.300 kr.

Sværhedsgrad

Projektet er ikke svært, men du skal være omhyggelig med at støbe fundamentet, så de lodrette betonsten står helt lige.

Tegning

Sådan bygges udekøkkenet

Udekøkkenet består af et fundament af aflange betonsten, der stilles på højkant, en bordplade af aflange overliggere og en halvmur af mursten, hvor der er lavet spor til grillristen. Under bordet er der sat hylder op.

Sådan bygges udekøkkenet

3D-model

3D-model

Udekøkken i betonsten

De store betonsten klistres sammen med fliseklæb.

Åbn 3D-model

3D-model

Grillristen passer ind

Der er fræset et spor i to af murstensrækkerne, så der er plads til at flytte grillristen rundt.

Åbn 3D-model

3D-model

Hylder til afsætning

Du kan i princippet bygge ligeså mange hylder, du vil. Her er bygget fire.

Åbn 3D-model

Video

TIPS: Red den tynde mørtel

TIPS: Smart værktøj til lodrette fuger

TIPS: Spar på mørtlen

VÆRKTØJ: Sådan bruger du vinkelsliberen

I videoen her kan du se, hvad vinkelsliberen kan, og hvordan du bruger den. Sliberen giver dig masser af power, når du skal skære i jern, beton og sten. Og med den rigtige skæreskive kan du skære præcise snit i alt fra aluminium og plast til mursten og hårdtbrændte klinker. Du lærer også alt om indstillinger og beskyttelsesudstyr, så du kan arbejde sikkert.

SE BYGGEVEJLEDNINGEN: Bygge shelter

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Udekøkken