Puds huset med tyndpuds

Tyndpuds, filtsning, vandskuring eller – endda sækkeskuring.... Kært barn har mange navne. Fælles for arbejdet er, at resultatet giver din facade et gevaldigt løft. Forarbejdet er der ingen ben i. Selve pudsearbejdet kræver lidt håndelag.

GØR KLAR TIL TYNDPUDS

FJERN SØM OG SKRUER
Murværket skal være helt fri for søm og skruer. De fleste kan fjernes med en knibtang, de mest genstridige kan du skære over med en vinkelsliber.

RENS MUREN
Har der vokset planter op ad muren, så skal muren slibes, så du fjerner alle rester. Med groft slibepapir på et pudsebræt kan du fjerne alle “fremspring” på muren.

REPARER LØSE FUGER
Er der løs puds mellem murstenene, er du nødt til at skifte fugerne først. Krads det løse materiale ud og læg ny mørtel i.

DÆK VINDUER OG DØRE
Mørtlen indeholder ætsende kalk, så du er nødt til at dække vinduer og døre af med plastik, inden du starter med at pudse.

FUGT MURVÆRKET
Pudsemørtel kan ikke hæfte på en tør overflade, så murværket skal fugtes. Det skal ikke være drivende vådt, kun fugtigt, når du starter pudsearbejdet.

TIPS: BLANDE MØRTEL

Du skal blande meget kalkmørtel, når du skal tyndpudse et helt hus, og kalkmørtel skal blande længe, før det er klar til brug (normalt mellem 20 og 30 minutter).

Så det er en fordel med en tvangsblander, som kan stå og passe sig selv, når du har hældt materialerne i. Eneste reelle alternativ er et røreværk med stativ.

PUDS HUSET MED TYNDPUDS

TRÆK PUDSEN PÅ
Pudsen trækkes på i et tyndt lag med et stålbræt. Læg en stor aflang klat på brættet, og start nedefra.

TRÆK PUDSEN AF
Pudslaget skal være halvtørt, inden du begynder at filtse. Brug store, roterende bevægelser med et filtsebræt, og hold hele tiden brættet fugtigt.

TRÆK PUDS PÅ OVER VINDUER
Mellem tag og vinduer samt andre steder, hvor pladsen er lidt trang, kan det være nødvendigt at trække pudsen på med et mindre stålbræt (pudsebræt).

PUDS I VINDUETS FALS
Når du pudser omkring vinduer og døre, må du bruge to værktøjer. Du trækker pudsen på med en murerske og holder et pudsebræt langs kanten.

TRÆK PUDSEN AF MED EN SKE
På steder, hvor der ikke er plads til store bevægelser med brættet, kan du opnå næsten samme efffekt ved at trække pudsen af med en spandeske “i buer”.

TIPS: BRUG KALKVAND

Når du har arbejdet med kalkmørtel, er det altid godt at slutte med at give muren et lag kalkvand. Det kan sprøjtes på eller smøres på med en kalkkost.

Kalkvandet danner en usynlig hinde, som beskytter mursten, fuger og i dette tilfælde det nye lag tyndpuds.

TRE METODER: FILTSE, VANDSKURE OG SÆKKESKURE

1: FILTSE:
Puds trækkes af igen med filtsebræt i cirklende bevægelser.

2: VANDSKURING:
Puds trækkes af igen med en våd mursten i cirklende bevægelser

3: SÆKKESKURING:
Pudsen trækkes af igen med et sækkelærred i cirklende bevægelser.

    Andre læser lige nu ...