Vend den ‘glade’ side udad
Når du monterer træbeklædning på en facade, er det ikke ligegyldigt, hvordan du vender brædderne. Hvis du vender brædderne med den stærkeste side udad, gør det din træfacade mere holdbar, da den stærke side er mere modstandsdygtig overfor vand og fugt.
Den stærkeste side på et beklædningsbræt finder du ved at kigge på endetræet. Her vil du kunne se, at træets årer danner nogle buer – som en sur eller glad mund. Det er den "glade" side, der er den stærkeste og den, som skal vende udad, da det er den side, der har siddet tættest på træets kerne, som er den stærkeste del af træet.
Monter ny træbeklædning oven på den gamle
Hvis du ikke orker tanken om at udskifte en udtjent og kedelig træbeklædning, har vi en god nyhed: I mange tilfælde kan du blot sætte nye brædder oven på de gamle og spare en masse kræfter.
At springe over, hvor gærdet er lavest, er ikke altid ensbetydende med et dårligt resultat. Der kan også blot være tale om en smart, men holdbar, genvej. Ofte kan du sætte fine nye brædder direkte oven på de gamle. Forudsætningen er naturligvis, at den gamle beklædning ikke er rådden eller angrebet af svamp. I så fald er der ingen genveje, og du må fjerne det hele inde du sætter nyt op.
LÆS MERE: I denne gør det selv-vejledning lykkes det os at lave en lodret en på to-beklædning oven på den gamle klinkbeklædning: Læs gør det selv-vejledningen.