Indholdsoversigt
1. Ventilationsvinduer forbedrer indeklimaet
2. Installér ventilatorer
Automatiserede ventilatorer er billige og lette at installere på fx badeværelset, så du ikke behøver åbne vinduerne. Køber du en ventilator med fugtsensor, så behøver du ikke engang tænde den selv.
Bor et 4 mm hul gennem facaden. Hullet skal være vandret og viser, hvor du skal lave hul til rørgennemføring.
Lav hul i facaden. Brug en hulsav, der passer til ventilatorrøret. Hullet skal være centreret omkring 4 mm hullet. Bor halvvejs igennem, og gentag indefra.
Før ventilatorrøret gennem væggen. Isolér omkring røret, hvis det sidder løst, så du undgår, at vanddamp kondenserer i røret.
Montér motor og blæser. Hvis du monterer ventilatoren i et vådrum, er det smart, hvis du bruger en model med fugtsensor, så den selv tænder, når det er nødvendigt.
3. Eftermontér ventiler i gamle vinduer
Hvis dine vinduer ikke er født med indbyggede spalteventiler, så kan de eftermonteres. På den måde får du hele tiden en smule frisk luft ind i huset. Du skal stadig lufte ud, men ventilerne hjælper i mellemtiden.
Markér, hvor ventilen skal sidde. Der følger en skabelon med, når du køber en spalteventil. Hold den ind imod vinduet, og brug et søm til at markere midten af de huller, der skal bores.
Bor hullerne ud. Du skal bruge et spadebor, der passer til hullerne på skabelonen. Bor forsigtigt igennem vinduet, og stop, når spidsen af boret bliver synligt på bagsiden. Bor resten af hullet fra bagsiden.
4. Beskyt dig mod fugt fra krybekælderen
Krybekældre med direkte adgang til jorden kan ofte ikke luftes nok ud. Det samme gælder meget fugtige kældre. Her gælder det om at begrænse mængden af opstigende fugt. Den opgave kræver en affugter.
Der skal være åbne ventiler i soklen. Hvis de er lukket af eller stoppet med papir, så skal de åbnes eller erstattes.
Rul en fugtspærre ud. Hvis der er eksponeret jord, skal det dækkes med en fugtspærre og evt. en radonmembran.
Isolér under etageadskillelsen. Et lag mineraluld hjælper med at holde gulvet varmt, tørt og beskyttet mod svampe.
5. Byg ventilation ind i taget
Hvis du ikke kan få plads til ventilatorer i facaden, så kan du installere dem i taget. Det er mindre kompliceret, end du tror.
Start oppefra. Fjern tagdækningen, og lav et hul i undertaget på ca. 20 x 20 cm. Montér den indre del af taghætten direkte på undertaget, og genetablér så undertaget, så det slutter tæt.
Sæt den ydre del af taghætten på. Genetablér derefter taget, så det er vandtæt og slutter tæt omkring taghætten.
Lav huller til rørgennemføring indefra. Brug et kopbor til at lave hul i loftet først og derefter undersiden af taget.
Sæt aftræksrøret op. Skub et spirorør, her Ø 100 mm, op gennem loftet og ud gennem taget, så det ender under taghætten. Husk at isolere omkring røret på loftet.
6. Garantér luftcirkulationen indenfor med ventilationsriste
Noget af det nemmeste og mest effektfulde, du kan gøre, er at installere ventilationsriste, der tillader luften at bevæge sig rundt i huset, uden at du skal åbne dørene først. Ventilationsriste er særligt vigtige, når du har automatiske ventilatorer installeret. De taber nemlig effekt, hvis der ikke strømmer frisk luft til. Her installerer vi en rist i en toiletdør, men de kan også sidde i væggene.
Tegn op, og skær ud til ventilationsristen. Du kan sagtens lave hullet med en stiksav, da en flosset kant skjules af selve risten.
Når du sætter risten i en dør til et vådrum, skal den sidde i bunden, så du suger kold tør luft ind, mens den varme våde luft presses ud.