Flagermus er både det eneste flyvende pattedyr i Danmark, men flagermusen er også det pattedyr, som vi har flest forskellige arter af i Danmark. Der findes 17 forskellige flagermusarter, hvoraf tre af dem er truet, og tre andre arter er “næsten truet”.
Fordi flagermusen er en fredet dyreart, skal du ikke bekæmpe dem ligesom andre skadedyr, hvis de bor i din have eller er flyttet ind på dit loft.
I artiklen her kan du læse meget mere om flagermus, og hvad du skal gøre, hvis du har fået flagermus i huset, på taget eller på loftet.
Klik på overskrifterne for at komme direkte til afsnittet i artiklen.
Hvad er en flagermus?
En flagermus er et flyvende pattedyr, som de fleste kender til, selvom vi sjældent får lov at se dem. De ses nemlig ofte i de sene aftentimer og om natten.
På verdensplan findes der cirka 1200 arter af flagermus, hvoraf vi har de 17 af dem i Danmark. De fleste af arterne findes i troperne, hvor de i modsætning til flagermusene i Norden ikke nødvendigvis kun lever af insekter.
Er flagermus farlige?
Flagermus er som udgangspunkt ikke farlige, da de meget sjældent angriber mennesker.
Du skal dog undgå at røre direkte ved flagermus, og du skal især undgå at blive bidt. Flagermus vil kun bide dig, hvis du tager fat i dem og de føler sig truet.
Flagermus er bærere af mange bakterier, som kan være farlige for mennesker, og i værste tilfælde kan flagermus smitte med rabies.
Hvis du oplever at flagermus flyver meget tæt på dig om sommeren, er det ikke for at angribe, selvom det kan føles ubehageligt. Det skyldes, at flagermusen bruger sin ekkolokalisering til at finde rundt og jage, og den kan derfor mærke, at der er noget nyt, som bevæger sig rundt.
Det er ikke en let opgave at flytte flagermus, og du skal derfor altid få hjælp af en professionel skadedyrsbekæmper eller en vildtkonsultent fra Naturstyrelsen.
Flagermus er en fredet dyreart
Flagermus er totalt fredet i Danmark.
Det betyder, at du hverken må fjerne, bekæmpe eller ødelægge deres ynglepladser og bosteder.
Du er altså som udgangspunkt nødt til at acceptere det, hvis du har flagemus på loftet eller i huset.
Hvorfor er flagermus fredet?
Alle flagermus er fredede i hele EU for at bevare arterne. Det skyldes, at flagermusenes levevilkår er blevet dårligere, mens deres opholdssteder er blevet færre med tiden.
Er det godt eller skidt at have flagermus?
Det kan både være en god og en dårlig ting at have flagermus hos dig eller i området, hvor du bor.
Flagermus er gode for din have, fordi de spiser insekter som fx myg. Derudover fungerer flagermusenes efterladenskaber som en god og naturlig gødning i haven. Det er især godt for dine rosenbede.
Det er dog lidt en anden snak, hvis flagermusene har lavet deres kolonier i dit hus.
Flagermus kan godt finde på at bosætte sig hos dig fx på loftet, hvis de kan finde føde i området, og hvis de kan bo isoleret og beskyttet i dagtimerne. Hvis du har fået flagermus i huset, vil du oftest opdage det ved at høre deres høje skrig og ved at finde deres ekskrementer.
Efterladenskaberne fra flagermus ligner lidt muselort, men er løsere og mere glinsende. Heldigvis gnaver flagermus ikke i træværk eller æder husets isolation som fx mus og rotter kan gøre. Flagermuse kan dog godt finde på at lægge sig ind i isolationen eller i andre “hulrum” i huset.
Det sker dog heldigvis ikke så tit, at flagermus flytter ind i huset. Ifølge Naturstyrelsen giver flagermus i ca. 90% af tiden ikke problemer. Det eneste problem kan være lidt svineri ned af ydermurene og vinduerne samt lugt- og støjgener.
5 tegn på flagermus i nærheden
Flagermus er nataktive og kan være svære at spotte.
Hvis du er i tvivl, om der bor flagermus i huset eller i haven, kan du holde øje med disse 5 tegn:
- Høje skrig
- Puslen fra mure og lofter - især når mørket falder på
- Ekskrementer, der ligner muselort, men blot er løsere og mere glinsende
- Ubestemmelige lugtgener
- Hurtige bevægelser på himlen uden for huset om natten
Hvordan fjerner man flagermus?
Du må ikke fjerne eller skræmme flagermus væk, selvom de er til gene.
Du må heller ikke sabotere eller ødelægge deres ynglesteder og hvileområder, selvom du er generet af flagermusene.
Hvis du har store problemer med flagermus i huset, haven, på loftet eller andre steder, skal du derimod kontakte en professionel skadedyrsbekæmper eller en vildtkonsulent fra Naturstyrelsen.
Vildtkonsulenten kan guide dig til den mest forsvarlige måde at fjerne eller flytte flagermusene på. Du får altså ikke hjælp til at bekæmpe flagermusene, men du kan få hjælp til at “udsluse” dem.
Det er vigtigt at vide, at flagermus kun må “udsluses” på to tidspunkter af året, nemlig fra den 15. april til den 15. maj og igen fra den 15. august til den 15. september.
Grunden til det er, at flagermus yngler i sommerperioden, og de må heller ikke under deres vinterhi i vinterperioden.