Tilbygning del 10: Facadebeklædning

Prikken over i'et er tilbygningens facadebeklædning. Det kan gøres på flere måder. Vi har valgt en elegant og samtidig økonomisk løsning til vores projekt.

Intro

Så er vi ved sidste punktum eller prikken over i’et: den endelige facadebeklædning.

Vi går efter noget helt specielt, som samtidig ikke får prisen til at stikke af. Vi får et savværk til at skære en masse brædder af douglasgran op i forskellige bredder og placerer dem i et mønster, så bredderne hele tiden skifter.

Inden vi starter, maler vi listerne med grundmaling, mellemmaling og heldækkende træbeskyttelse.

Vejledning

01
Beklæd facaden med lister 10 Trin

1

Vi starter beklædningen på et udvendigt hjørne og måler fra bunden af krydsfinerpladen op til underkanten af sternbrættet. Listerne skæres til på dette mål med et lige snit i toppen og 15-graders snit i bunden.

2

Vi mærker op til den nederste række søm. Så ender alle søm i præcis samme højde på snorlige rækker. Det er lettere at mærke op nu, end når listerne står op.

3

Bunden af listerne er sårbar ift. vind og vind og skal lukkes med maling, efter at de er skåret. Dyp dem i grunderen, i mellemmalingen og til sidst i heldækkende træbeskyttelse. Lad dem tørre mellem hvert dyp.

4

Nu sætter vi listerne op i det mønster, vi har bestemt os for. Det er blot at prøve sig frem, til man finder det, man bedst kan lide.

5

Vi streger op langs et vaterpas, så alle sømrækker bliver helt lige, ligesom den nederste, som vi mærkede op inden opsætningen. Rækkerne skal have ens afstand, fx 40 cm. Så bliver det pænest at se på.

6

Hver liste får to søm i hver samling, den smalleste liste dog kun ét. En afstandsbrik sikrer ens afstand mellem listerne. 1 cm er passende, men kan det ikke overholdes 100 procent, ses et par millimeter ikke.

7

Fortsæt med at strege op, og placér sømmene så ensartet som muligt i hver række. Når alle søm er lige, og alle sømrækker matcher, løfter det hele facadens udseende.

8

Under vindskederne saver vi listerne i smig, så de følger tagets hældning. Vi lader dem rage for langt ned i bunden og saver dem til sidst til med en dyksav, der hældes lidt, så den saver i det rette smig.

9

Find dit helt eget unikke mønster til facaden
Listerne er skåret ud af douglasgran-brædder i bredderne 2,5, 3,5, 4,5, 5,5, 6,5 og 7,5 cm. Når de er malet, kan man prøve at lægge dem op i forskellige rækkefølger, indtil man finder det mønster, man synes bedst om.

Når de skal skæres til i længden, skal de have et let skråt snit forneden, som peger væk fra facaden. På den måde kan vand dryppe af, så enden af listen ikke er konstant fugtig, og så vandet ikke løber ind og rammer facaden.

10

Det skrå snit i bunden sikrer, at vandet drypper af.

Materialer

FACADE (YDERBEKLÆDNING)

Listebeklædning i douglasgran:
• Lister, i alt 75 m2

Desuden:
• Søm
• Træbeskyttelse

Pris

Ca. 9.000 kr.

Se alle del-projekterne i temaet '60 m2 tilbygning for 200.000 kroner':

Herunder kan du klikke dig videre til de enkelte delprojekter og se, hvordan vi har båret os ad med at bygge den færdige tilbygning.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Tilbygning