Gør den stejle trappe sikker

En meget stejl trappe med smalle trin byder let på farlige gåture. Men med vendetrin bliver der god plads til selv store fødder – og så er denne løsning oven i købet både let og billig at bygge.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 dage
Pris
2000 kroner

Intro

Trappen ned til kælderen var alt for stejl. Trinene var så smalle, at selv ikke små fødder kunne finde sikkert fæste på vej ned i kælderen. Men ned skulle man – og helst også op igen med de ting, der kan gemmes i et kælderrum. Så noget måtte der gøres.

En længere og dermed fladere trappe ville fylde for meget, fordi den eksisterende trappe endte lige ved en dør nede i kælderen. Desuden ville en fladere trappe kræve, at man skar ud i gulvet ovenpå for at lave et større trappehul, og det var ikke hensigtsmæssigt.

Heldigvis var der en løsning: de såkaldte vendetrin eller kotelettrin.

Trappe med vendetrin

Løsningen blev at lave en ny trappe, der fylder det samme som den gamle. Forskellen er, at den nye trappe blev udført med vendetrin, populært kaldet kotelettrin. Trappen kaldes også for en hemsetrappe, da den også er velegnet her. Det betyder, at trinene er skiftevis brede i den ene og den anden side. Selv om trappen stadig er lige stejl, er den behagelig og sikker at gå på. Det eneste, man skal huske, er at starte med den rigtige fod oppefra og nedefra. Men det lærer man hurtigt.

Den gamle trappe var stejl med smalle trin. Den var ubehagelig og farlig at gå på.

Den nye trappe har vendetrin, der er brede i den ene side. Foden står sikkert.

Vejledning

01
Fremstilling af trin 6 Trin

Trappen bygges helt enkelt ved at vælge vanger af to lag høvlede standardbrædder, der er smallere end trinene. Med en kap/geringssav er det en smal sag at skære præcise afstandsklodser, der bærer trinene, der laves af en 40 mm tyk bordplade på tilbud, fx i træsorten nyatoh. Ud af én plade bliver der tolv trin til den nye trappe.

1

Ud af en bordplade på 60 x 300 cm kan du fremstille tolv trin. Det rækker til en trappe med tretten stigninger og en totallængde på 273 cm.

Trinene skæres nemt ud med rundsav og stiksav, med minimalt spild.

2

Skær bordpladen op i seks lige store trinplader a 100 x 30 cm. Med en rundsav og en føringsskinne eller et lige bræt går det hurtigt.

3

På hver trinplade tegnes to trin, der griber ind i hinanden - se tegning til venstre. Kom bred afdækningstape på, så er stregerne tydeligere.

4

Læg trinpladen på nogle klodser, så stiksavens klinge ikke hakker ned i bordet. Skær trinene ud.

5

Lav en kantslibemaskine med boremaskine, borestander, sliberondel og et stykke plade. Slib trinenes kanter. Alternativt må du slibe i hånden.

6

Afrund alle forkanter på trinene med et rundingsjern i overfræseren. Slut afrundingen cirka 10 cm fra bagkanten.

02
Trappen samles 4 Trin

Normalt ville samlingen af en trappe indebære, at der skulle fræses i vangerne. Men det kan gøres langt mere simpelt med afstandsklodser.

Klodserne, der i det viste tilfælde er 17 centimeter høje, sættes på begge vanger imellem hvert trin. Klodserne limes og skrues fast til vangerne. Husk, at du skal bruge klodser til begge vanger, og at de er spejlvendte i forhold til hinanden.

1

Skær afstandsklodser i gering, der svarer til trappens hældning. Skær to sæt, der er spejlvendt af hinanden, så du har til begge vanger. Afrund kanterne på klodser og vanger med slibepapir.

2

Kom lim på vangerne, og pres et trin ned mod afstandsklodsen. Gør trinet fast med to 60 mm skruer til vangen.

3

Bor fire huller i afstandsklodsen, kom lim på, og fikser klodsen med to tvinger. Pres den ned mod trinet, mens den gøres fast med fire 4 x 40 mm skruer.

4

Slib hele trappen, og grund vangerne en gang. Spartl samlinger og skruehoveder, og slib igen. Slut af med to gange maling. Når den er godt tør, behandles trinene med olie.

Materialer

40 mm stavlimet plade (her nyatoh):

  • 1 bordplade, 60 x 300 cm

30 x 92 mm høvlet fyr:

  • 2 vanger a 265 cm

15 x 92 mm høvlet fyr:

  • 2 brædder a 230 cm til afstandsklodser

Desuden:

  • Snedkerlim
  • 4 x 40 mm skruer
  • 5 x 60 mm skruer
  • 10 x 115 mm karmdyvel
  • Maling og spartel

Specialværktøj

  • Rundsav m. føringsskinne
  • Kap/geringssav
  • Evt. sliberondel
  • Evt. overfræser
  • Evt. borestander

Tidsforbrug

Regn med 2-3 dage, hvis trappen også skal males.

Pris

Cirka 2000 kroner.

Sværhedsgrad

Samlemetoden gør denne trappe til en overkommelig opgave for den letøvede gør det selv-mand m/k.

Tegning

Multimedia

Effektiv forstærkning

Vælg minimum en 40 mm tyk plade til trin. Læg trinet med en lægte under for- og bagkant. Tramp midt på trinet, vend det om, og tramp fra den anden side. Er du i tvivl om træpladens styrke, skal du lave den viste forstærkning af trinene: I hvert trin bores to 22 mm huller. Kom lim i hullet og på en 22 mm rundstok. Bank rundstokken i hullet.

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du stiksaven

I videoen her lærer du alt om om stiksavens muligheder, klinger og funktioner. Med den rigtige indstilling kan saven klare næsten alle opgaver: kurvede snit, lige snit, vinklede snit og hurtige, grove snit. Og med den rigtige klinge kan du save i både træ, plast, metal og sarte overflader.

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

Video

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...