Så nemt monterer du en loftstige

I mange ældre huse foregår adgangen til loftet via en lem. Og hvordan du kommer derop, er dit problem! Se her, hvordan du monterer en ny og sikker trappe.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
1.500 kroner

Intro

Et hus har bedst af et rent og ryddeligt loft fri for trætte flyttekasser og de gamle langrendsski. Så fungerer loftet bedst, og du minimerer risikoen for fugtskader og råd. Men du behøver stadig væk ubesværet adgang til loftet, så du fx kan kontrollere, om taget og ekspansionsbeholderen holder tæt.

Opsætning af en ny loftstrappe er heldigvis gør det selv-arbejde, og folde ud-trapperne kan fås fra 1000 kroner. Men tænk dig om, inden du griber saven. Tjek, om du kan gå op ad trappen uden at slå hovedet på undersiden af taget og at stigen kan foldes ud uden at ramme noget i rummet nedenunder.

Vejledning

01
Mål op 2 Trin

Hvis du er heldig at have en loftslem i forvejen, er det oplagt at montere den nye trappe samme sted. Du skal være opmærksom på afstanden mellem bjælkerne på loftet. Det er helt klart at foretrække, hvis din nye loftstrappe kan monteres mellem bjælkerne, så du slipper for at save i loftets konstruktion. Du skal også være opmærksom på, at den trappe, du finder i byggemarkedet, har det rigtige indbygningsmål - samt naturligvis at den kan “nå jorden”. Det er nemlig en vigtig forudsætning for trappens stabilitet. I vores tilfælde bygger vi en ramme af reglar, som fastgøres mellem loftsbjælkerne. I rammen monterer vi den nye trappe.

1

Tjek brugsanvisningen. Loftstrappen er indkøbt i det nærmeste byggemarked. Det er en type trappe, moderne huse er udstyret med, men det hindrer ikke, at vi monterer trappen i vores gamle hus. Læs monteringsvejledningen!

2

I vejledningen kan du læse indbygningsmålene. Ellers må du selv måle den nye loftslem op. Dernæst overføres målet til loftet. Tjek, at trappen kan åbnes og lukkes uden at ramme spær - og at der er fri bane, når trappen foldes ud.

02
Sav ud 5 Trin

1

Tjek, at der ikke er elkabler, vandrør osv. i vejen. Sørg for at montere lemmen mellem spærene. Hvis det er umuligt, må du sørge for, at spærene bliver forstærket. Fjern isoleringsmaterialet fra det sted, hvor du skal save.

2

Fjern de gamle lister fra loftet. Sørg for at tjekke, at der ikke sidder søm eller skruer i vejen, hvor du skal save ud til den nye loftslem.

3

Afmærk loftslemmens mål - plus nogle millimeter. I vores tilfælde placeres den nye loftslem midt i det gamle hul. Så slipper vi for at sætte helt ny loftsbeklædning op.

4

Sav ud efter markeringen med en fukssvans eller stiksav. Sav forsigtigt, så træet ikke flænser mere end højst nødvendigt. Hvis du kan save oppefra, får du det pæneste resultat.

5

Tag alle de løse brædder væk - og hullet er klart til den næste etape i projektet. Vi skal bygge en ramme, der passer ind mellem loftsbjælkerne.

03
Byg rammen 3 Trin

1

Mål loftslemmen og afstanden mellem bjælkerne på loftet. Sav de reglar til, der skal sidde rundt om lem men. Hvis loftet er fyldt med løs isolering, må du bygge en “kasse” af fx krydsfiner, så isoleringsmaterialet ikke drysser ned.

2

Slå reglarne sammen, så loftslemmen lige kan være der. Hvis du er i tvivl, så tag loftslemmen op, og prøv efter, inden du slår alle sømmene i. Reglarne klodses op mellem loftsbjælkerne og slås fast med kraftige søm.

3

Alle reglar er på plads, og målet er kontrolleret, så vi er sikre på, at loftslemmen nu også kan være der.

04
Monter beklædning 2 Trin

Loftslemmen leveres med en gipsplade beklædt med laminat. Lemmen skal beklædes med loftspaneler. Det er en tynd mdf-plade med udfræsede spor. Vi begynder med at trække lim ud i passende lange baner.

1

Monter de færdigsavede paneler på loftslemmen. Det er nemt og enkelt i forhold til rigtige loftspaneler.

2

Læg to reglar oven på panelerne, og spænd konstruktionen sammen med et par tvinger. Her skal du sikkert justere lidt, før det hele glider pænt på plads.

05
Lugen monteres 6 Trin

1

Skru to reglar fast på tværs af hullet. Så kan du arbejde med loftslemmen oppefra, og du slipper for at skulle have nogen til at holde lemmen nedefra. Husk at forbore, så du ikke ødelægger loftspanelerne.

2

Nu skal loftslemmen justeres til den rigtige plads. Det burde ikke være svært, eftersom rammen passer nøjagtig til.

3

Nu havner panelerne i samme position som det gamle loft, hvilket hele tiden har været planen. Desuden kan du stille og roligt arbejde med lemmen, uden at du risikerer, at den falder ned. Det sørger reglarne for.

4

Skru loftslemmen fast til rammen med 6-8 skruer. Skruerne følger ikke nødvendigvis med i æsken - så husk at købe dem med. Vi anvender i dette tilfælde træskruer i størrelsen 6 x 70 mm.

5

Sørg for at kontrollere diagonal­ målet, inden du skruer den sidste skrue i. Nøjagtig som når du monterer et vindue eller en dør. Hvis de to diagonalmål stemmer, sidder lemmen, som den skal.

6

Det er en dårlig idé at være alene hjemme, når du laver denne opgave. For nu skal reglarne fjernes, så du kan komme ned fra loftet. Så sørg for at have hjælp i etagen nedenunder!

06
Stigen justeres 4 Trin

1

Sæt selve stigen fast på lugen. Ved vores model af loftstrappe kræver det bare fire skruer, men der kan være forskel fra trappe til trappe, så husk at konsultere monteringsanvisningen.

2

Slå stigen ud. Med en reglar eller et bræt kan du finde vinklen, som stigen rammer gulvet med. Sav af i den rigtige vinkel. Tag reglaren, og afmærk, hvor lang den sidste del af stigen skal være, for at den kan nå gulvet.

3

Fold stigen op på en skammel eller lignende, og afkort stigen efter de markeringer, du netop har lavet. Stigen kan altså tilpasses til mange højder.

4

Efter grundig opmåling og afkortning ser stigen sådan ud. Alle de steder, hvor stigen kan foldes, skal den være foldet fuldstændig ud - det giver den bedste holdbarhed, og du risikerer ikke at få noget i klemme, når du bruger stigen.

07
Listerne afslutter 3 Trin

1

For at skjule sprækkerne anvender vi 95 mm lister. Det er bedre end at skifte en stor del af loftsbeklædningen. Mål og sav alle delene i 45 grader smig. Listerne, vi anvender, sælges under navnet almuelister. De monteres med dykkere.

2

Nu mangler vi bare at fuge og male. Skal det være rigtig elegant, sørger du for, at panelerne er nøjagtig ens, og at sporene løber i samme linje som loftspanelerne. Til sidst smelter loftslemmen fint ind med resten af loftet.

3

Loftstrappen indvies og kontrolleres en sidste gang. Nu er det betydeligt lettere at komme op på loftet. Held og lykke med din installation.

Materialer

  • Loftstrappe, fx MidMade eller Timberman fra 1000 kroner
  • Reglar, i en dimension, der passer til bjælkelaget. Pris fra 15 kroner pr. meter, afhængigt af dimension
  • Panelplader, cirka 160 kroner pr. m2
  • Almuelister, cirka 20 kroner pr. meter

Desuden:

  • Monteringslim: cirka 70 kroner pr. tube
  • Træskruer: 6 x 70 mm
  • Søm: 3,4 x 100 mm, galvaniserede

Tidsforbrug

1 dag

Pris

1200-1500 kroner

Sværhedsgrad

Hvis du slipper for at lave udveksling i spærkonstruktionen, er jobbet ikke så vanskeligt.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Indendørs trapper