Byg en supernem udetrappe

Glem alt om besværlig udsavning af trappevanger og komplicerede konstruktioner. Se her, hvordan du bygger en trappe kun med brug af en sav og en bore/skruemaskine.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
2.000 kroner

Vi lægger tre terrassebrædder (her af bambus) på hvert trappetrin. I sidste bræt skal der saves et hak, så det passer ved døren.

Intro

Det er tit lidt af en udfordring at bygge en trappe. Der skal saves vanger ud og males en masse. Det er derfor midlertidige trapper af paller og andre hurtige løsninger får lov til at leve så længe.

Men det behøver slet ikke at være så besværligt. For du kan bygge vangerne ved blot at lægge to stykker spærtræ oven på hinanden og forbinde vangerne med terrassebrædder. Det er nemt, det går hurtigt, og faktisk kan resultatet blive ganske pænt.

Spærtræ er kraftigt og har den fordel, at det fås i størrelser, der springer med 2,5 cm i bredden, så det er nemt at finde en størrelse, der passer nogenlunde med den højde, din trappe skal have.

Til trappetrin har vi valgt terrassebrædder af bambus. De er hårdføre og kan klare udelivet. Hvert forår skal de have en tur med sliberen og lidt olie, så ser de ud som nye hele sommeren.

Vi undersænker skruerne på brædderne, så du kan løbe barfodet på trappen uden at komme til skade. Sørg for kun netop at undersænke skruerne. Undersænker du dem for meget, samler hullerne nemlig vand, og det får træet til at rådne på lang sigt.

Vejledning

01
Trappen måles op 3 Trin

Når du skal måle op til trappen, skal du være opmærksom på, at du kan købe spærtræ i spring a 2,5 cm, så du kan rimeligt nemt finde en højde, der passer.

Her har vi brug for to trin og lægger derfor en kort vange af spærtræ oven på en lang vange og danner således to trin. Mens du måler op, er vangerne 5-10 cm længere, end de ender med at være. Så har du lidt at give af.

1

Mål trappens bredde og højde op. Trappens overkant skal her flugte med underkanten af dørens bundstykke.

2

Tjek underlagets fald. Læg to stykker vanger af spærtræ op, et i hver side, læg et vaterpas på, og mål, om der er et fald. Ret terrassens fald op med små afstandsbrikker, til vaterpasset/retskinnen er lige.

3

Læg de øvrige vanger op, og ret igen op med afstandsbrikker. Når alle vanger er rettet til, filyttes brikkerne ned under vangerne.

02
Vangerne bygges 10 Trin

Vangerne bygges af to stykker spærtræ, der stilles oven på hinanden - et langt nederst og et kort øverst - og samles med sømbeslag. Hvis du sætter en lodret streg på tværs af samlingen, kan du let se, hvor vangerne skal samles, og hvilke der hører sammen.

Vangerne er 5-10 cm længere, end vi forventer, at de skal ende med at være, så der er lidt at give af. De skæres endeligt til, når vi har målt op, hvordan det passer med terrassebrædderne.

1

Mål op til vangernes længde. Her skal der være plads til tre terrassebrædder med 5 mm imellem og 5 mm til soklen, altså 46,5 cm. Vangerne er 1 cm kortere, da yderste bræt stikker 1 cm ud.

2

Skru et vinkelbeslag på hver af de to yderste vanger, og gør dem fast i soklen, så du har styr på dem.

TIPS: En afstandsbrik (3 mm) bag beslaget giver plads til bevægelse, hvis træet er skævt.

3

Juster de mellemliggende vanger, så de ligger på linje. Læg en retskinne op, mål afstanden fra muren, og streg op, hvor vangerne skal saves af. Den indbyrdes afstand imellem dem er her 57 cm.

4

Sav både de øverste og de nederste vanger af på længden. På forkanten skæres de en lille smule skråt, så de er 1 cm længere foroven end forneden. Så er kanterne ikke så udsatte for fugt.

5

Skru vangedelene parvis sammen med sømbeslag, som skal sidde på ydervangernes indersider, så de er skjult. På de midterste placeres de på begge sider, da belastningen er størst her.

6

Sæt en skrue i enderne på de yderste vanger, så de to dele skrues sammen. Det kompenserer for, at der kun er et sømbeslag på ydervangerne.

VIGTIGT! Brug selvskærende skruer, så træet ikke flækker.

7

Stift afstandsbrikkerne fast under vangerne. Start med at sætte et kryds der, hvor de ligger, inden du vender vangen om og stifter dem fast.

8

Sæt murpap oven på vangerne. Det går nemt med en hæftepistol. Murpappet skal hindre, at der kan stå vand direkte på de vandrette stykker træ. Skær murpappet til med hobbykniv.

9

Skru en lang lægte fast midlertidigt på enden af vangerne. Så flytter de sig ikke, når du skal skrue terrassebrædderne på.

10

Når vangerne er placeret korrekt, skrues en lægte fast for enden, indtil terrassebrædderne er på plads.

03
Trinene lægges på 4 Trin

1

Bor for til skruer i terrassebrædderne. Marker forinden, hvor vangerne er placeret. Brug en undersænker med stop, så du kan undersænke skruerne uden at lave for dybe huller.

2

Ret det første bræt ind med en vinkel. Når brættet ligger, som det skal, og rager lidt ud over vangen, skal der være samme afstand fra vinklen ind til andet trin på trappen på begge ydervanger.

3

Læg de øvrige brædder på. Ret de midterste vanger ind efter yderste bræt, og skru så alle skruer i. Hold 5 mm’s afstand mellem brædderne. Her er det en god idé at bruge afstandsbrikker.

4

Den enkle trappe er næsten færdig - den mangler kun at blive malet på vangerne.

Materialer

• Spærtræ, 5 stk. a 46,5 cm
• Spærtræ, 5 stk. a 93 cm
• 20 mm terrassebrædder, 6 stk. a 238 cm
• Lægte til midlertidig afstivning
• 2 vinkelbeslag
• 8 sømbeslag
• Afstandsbrikker
• Murpap
• Syrefaste A4-skruer, 4,5 x 60 mm

Specialværktøj
• Undersænker med dybdestop
• Evt. hæftepistol

Tidsforbrug

1 dag

Pris

Cirka 2000 kroner

Sværhedsgrad

Trappen er et fint projekt for den mindre erfarne. Vær omhyggelig med at rette trappen op i forhold til terrassens fald. Ellers bliver den ustabil.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Udendørs trapper