Intro
Vejledning
01
Trappe og skelet
5
Trin
Når du bygger en terrasse med en stor trappe, så er det vigtigt at starte med en solid bundramme.
Først skal du bestemme terrassehøjden og placeringen af de bærende punkter, der fx kan bestå af stolpesko eller fliser.
Terrassens bundramme laves af 45 x 145 mm spærtræ, og oven på bjælkelaget lægges der 45 x 120 mm strøer ud, som brædderne skal fæstnes til.
Til trappen bygges der et repos med vanger, hvor trinstørrelsen tilpasses, så de får den korrekte størrelse.
Ved at lægge en fiberdug ud forhindrer du ukrudt i at vokse op. Oven på dugen kan du klodse konstruktionens bund op på stolpesko eller fliser. Selve rammen består af bærende bjælker i bunden, som der efterfølgende fordeles strøer ovenpå. Afstanden mellem de øverste strøer må ikke overstige 60 cm.
Soklen på dette hus er høj. Det kan enten imødekommes med en hævet terrasse eller et repos med trappe, som her. Det er ikke muligt/tilladt alle steder at hæve hele terrassen til husets gulvniveau, og så er et repos en god måde at forbinde inde og ude på.
Reposet er simpelt at bygge. Der monteres først en rem til husets sokkel samt en rem, hvor trappen skal starte. Den forreste rem understøttes med lodrette reglar og senere også af trappevangerne.
Alle vangerne til den store trappe er magen til hinanden. De fastgøres til trappen med et par skrå skruer. Det er rigeligt, fordi der er lavet saddelhak i vangerne, så vangerne hviler på remmen.
Vangerne, der står vinkelret på hver sin side af reposet, forbindes med vandrette reglar, så der dannes en spids vinkel med trin af samme størrelse som på resten af trappen. De vandrette reglar understøttes med lodrette reglar, der gøres fast til strøerne på terrassen. De lodrette reglar placeres i øvrigt, så de også kan danne underlag for dækbrættet.
02
Beklædning
8
Trin
Kompositbrædderne monteres med skjulte klips, som passer ind i en not, der er på bræddernes kant. Klipsene skrues fast til underlaget og ikke selve brættet. På den måde kan materialet give sig, uden at det sprækker.
Klipsene sikrer samtidig ens afstand mellem brædderne, og en anden fordel ved dem er, at de ikke er synlige bagefter.
Det er vigtigt, at brædderne “akklimatiseres”, før de monteres, så indholdet af fugt i brædderne svarer til det miljø, de lægges i. Det gøres for at undgå, at brædderne arbejder for meget efter monteringen.
Trinnene har en længde og dybde, så de passer med hele brædder. Start med at lave de skrå snit på hjørnet, og ret til, så samlingerne er helt tætte. Skær først brættet af på længden bagefter.
Bagefter monteres de lodrette dækbrædder på trappen. Dem er du nødt til at montere med synlige skruer. Skær brættet af på længden, mærk op til skruen, og bor for, før du skruer.
Brættet er hult indeni, men ved at save både de lodrette og vandrette hjørner i smig undgår du synligt “endetræ” i hjørnesamlingerne.
Første og sidste bræt skal fastgøres med synlige skruer, fordi det ikke holdes på plads af de andre brædder. Du kan gøre det mindre synligt, hvis du fastgør brættet med en skrå skrue i falsen på brættet.
De lodrette kantbrædder skal også monteres med synlige skruer. Her er du nødt til at placere skruen på brættets flade. Mærk op til skruerne, og bor for med et 5 mm bor først.
Når du monterer brædderne, er det en god idé at mærke op til hvert 3. bræt på strøerne, inden du går i gang. På den måde sikrer du, at brædderne ender med at ligge helt lige og med samme afstand.
Monteringsklipsene fastgøres med 4 x 40 mm rustfri A4-beslagskruer. Skruerne skal ikke skrues helt i bund til at starte med. Først når næste bræt er skubbet ind under klipsens kant, spændes de til.
03
Detaljer og afslutninger
3
Trin
Flotte afslutninger og gennemtænkte detaljer er ofte forskellen på et funktionelt og et imponerende projekt.
Renskårne kanter, skjulte skruer og præcise samlinger giver et stilrent udtryk, og præcist tilskårne afslutningslister og kantbrædder skaber en elegant overgang mellem forskellige niveauer eller mod terræn.
Små detaljer som smigskårne hjørner og ensartet fugeafstand er flotte, men de sikrer også længere holdbarhed. Derfor går kvalitet og æstetik næsten altid hånd i hånd.
Kantbrættet (borten), der løber hele vejen rundt langs terrassedækket, er i dette tilfælde dobbelt. Det, sammen med de smigskårne hjørner, giver rigtig flotte afslutninger.
Dobbeltborten og de præcist smigskårne hjørner laves også på selve terrassedækket. Det er detaljer som dette, der får det hele til at hænge sammen.
Materialer
- 45 x 145 mm spærtræ (trykimprægneret) til bjælkelag og trappevanger
- 45 x 120 mm reglar (trykimprægneret) til strøer og trapperepos
- 45 x 95 mm reglar (trykimprægneret) til trappe og trapperepos
- Skruer, 4 x 40 (A4 rustfri), 5 x 70, 5 x 90 og 5 x 120 mm
- 28 x 120 mm kompositbrædder inkl. tilhørende monteringsklips
Tidsforbrug
Ca. 2 uger
Pris
Ca. 50.000 kr.
Sværhedsgrad
Kompositbrædderne er nemme at montere. Den udfordrende del er den underliggende konstruktion og skelettet til trappen.