Intro
Vejledning
01
Tegning
5
Trin
Forberedelsen er vigtig. Tømreren kalder det “opsnøring”, men egentlig er det bare en tegning i 1:1, som du skal bruge til at save ud efter og til at placere trinnene efter.
Du skal bruge en stor plan flade, fx et bord eller en krydsfinerplade, og en masse papir, som du taper sammen.
Selve opsnøringen består i, at du tegner trappens hældning ind og den nøjagtige placering og størrelse af trin og vanger (sider).
Når du overfører tegningens mål og vinkler til trappens vanger, er det let at save delene til, så de passer og er ens i begge sider.
Start med et stort ark papir eller flere mindre, som du sætter sammen med tape og lægger på en plade, der er stor nok, og som er plan og kan tåle, at du skærer ned i den.
Tegn væggen og bunden op på papiret. Her skal toppen være 80 cm oppe. Sæt stigninger af for hver 20 cm, som er den trinafstand, der passer her. Det går let, hvis du har en hovedlineal som her.
Tegn trappetrinnene ind. Hvert trin laves af tre planker på 45 x 95 mm med 6 mm’s afstand (i alt 30 cm). Tegn øverste trin ind mod væggen, det næste trin 25 cm ude og det nederste 50 cm fra væggen.
Streg trappens sider (vanger) op. Vangerne måler 30 cm, da de er lavet på samme måde som trinnene. Hold 2 cm’s afstand til trinnenes forkant. Det har ingen praktisk betydning, men det ser pænt ud.
02
Trin og vanger
6
Trin
Både trin og vanger samles af tre reglar, der har en indbyrdes afstand svarende til en 8 mm møtriks tykkelse. Sprækkerne gør, at der ikke samler sig vand imellem reglarne.
De holdes sammen af 6 x 150 mm rustfri skruer, der skrues ind fra bagsiden af trinnene og fra undersiden af vangerne. Tre skruer i hver reglar. Afstanden holdes af 8 mm møtrikker, som skruerne går igennem (de skal sidde løst, da de kun skal holde afstand).
Forskyd skruerne, så de ikke rammer ind i hinanden, når du samler delene.
Bor huller til skruerne med et 6 mm træbor i de to bagerste reglar. Det vil sige tre huller i den bagerste reglar og tre i den midterste. På den måde undgår vi synlige skruer på forsiden af trinnene.
Skru trinnene sammen. De lange skruer går igennem de yderste reglar og halvt ind i den midterste. Bemærk afstandsmøtrikken, der sidder på skruerne.
Vangerne samles på samme måde som trinnene. Forskyd skruerne, så de ikke rammer hinanden, og sørg for at placere dem så langt inde, at du ikke kommer til at save i dem om lidt.
Læg din tegning på vangen, så den flugter nøjagtigt i siderne. Nu kan du strege op, nøjagtig hvor og i hvilken vinkel du skal save top og bund af. Overfør opstregningen til den anden vange.
Mærk trinnenes placering af på vangerne vha. små søm, som du slår i hjørnerne af trinnenes underside. Fjern papiret, og gentag på den anden vange. Husk at vende papiret, så placeringen bliver spejlvendt.
03
Samlinger og montering
4
Trin
Før du kan samle vanger og trin, skal du skrue kraftige lister (revler) på vangerne, som trinnene kan ligge på. Du kan enten købe 45 x 45 mm trykimprægneret træ, eller du kan lave dem selv af reglar på 45 x 95 mm, som du flækker på langs.
Når revlerne sidder, hvor de skal, skruer du trinnene fast efter opstregningen på vangerne. Og så er du klar til at bære trappen ud og gøre den fast.
Skru revler på vangerne. Trappetrinnene skal hvile på tykke lister (revler), som du evt. laver selv. Skær revlerne af i 45° fortil, før du skruer dem på vangerne der, hvor du har streget op.
Skru trinnene fast nedefra med 5 x 80 mm skruer. Først skal du dog bore for med et 5 mm bor, ellers risikerer du, at revlerne flækker, når du skruer i dem.
Bunden af vangerne hviler på betonfliser, som står i 10 cm grus. Smør klæbemasse (Sikaflex) på den flade af vangerne, som skal vende nedad, før du placerer trappen på fliserne.
Materialer
45 x 95 mm reglar (trykimp.):
- 9 trin a 120 cm
- 6 vanger a 120 cm
45 x 45 mm reglar (trykimp.):
- 6 revler a 30 cm
Desuden:
- 5 x 80 og 6 x 150 mm skruer (A4)
- 8 mm rustfri møtrikker
- 2 stk. karmdyvler, 10 x 135 mm
- Klæbemasse (Sikaflex 11 FC)
- 2 betonfliser
Tidsforbrug
En dag.
Pris
Cirka 400 kroner.
Sværhedsgrad
Du skal være omhyggelig, når du tegner op. Resten af arbejdet er både nemt og hyggeligt at give sig i kast med.