Er der godt lys i dit hus?

Har du ordentligt lys ved spejlet i badeværelset, når du barberer dig? Og i køkkenet, når du snitter grøntsager? Vi giver dig gode råd til, hvordan du bedst placerer lys og lamper, så du har optimale lysforhold, der passer til dit behov.

Lys: Få godt lys i hele huset

Få vores bedste råd, så du undgår de typiske fejl og får godt lys i hele huset.

Et rum med godt lys er et rum, hvor du føler dig godt tilpas og har lyst til at opholde dig. Sådan skulle du jo gerne have det i alle hjemmets rum, men mange oplever, at der er steder i hjemmet, der er mere populære end andre, og steder, som næsten ikke bliver brugt. Årsagen kan meget vel være, at lyset lige præcis her ikke er særlig godt og ikke passer til det, du gerne vil bruge stedet til. Med den rigtige belysning over det hele får du altså større glæde af hele dit hus.

Når du skal indrette dit hus med lys, skal du først finde ud af, hvad dit lysbehov er i de forskellige rum. Nogle steder har du brug for arbejdslys, fx i køkkenet og i badeværelset. Andre steder giver det mening at have lys, der er rettet mod noget bestemt, fx en læselampe ved sengen. Lys, der kan dæmpes, eller lamper, der kun bruges til at skabe hyggelys, skal der også være, så du er godt dækket ind med forskelligt lys, der passer til dine behov.

LÆS OGSÅ: Vores bedste tips til at skjule ledninger og kabler i hjemmet

Vælg en lampe, der lyser godt

Der findes et hav af lamper, spots og lyspaneler at vælge imellem. Det er en rigtig dårlig idé udelukkende at vælge en lampe ud fra dens udseende. Du skal først og fremmest vælge ud fra, hvordan den lyser, og finde ud af, om den passer til den plads, du har tænkt, og det behov, den skal dække.

Forskellige typer lyskilder

Når du vælger lyskilder til dit hjem, bør du vælge efter funktion - og ikke kun efter udseende, som mange er tilbøjelige til. Her viser vi dig typiske eksempler på lyskilder - hvilken slags lys de giver, og hvordan de egner sig til at blive brugt.

LAMPER MED LYSDÆMPER er fleksible og kan både give godt grundlys og hyggelys, fx over spisebordet.

SPOTS I LOFTET giver et godt grundlys, fx i køkken og bad. Tilvælg gerne fleksibilitet - at de kan tippes, og lyset kan dæmpes.

LAMPER MED HVIDE GLASSKÆRME giver diffust lys, fx ved et spejl, så du undgår skygger i ansigtet, eller som hyggelys med dæmper.

LAMPER MED LUKKET SKÆRM giver lys rettet mod noget bestemt, fx som læselampe eller arbejdslys over en køkkenø.