Pletter og ridser på fineret bordplade

Selv en meget hærget bordplade, der har et fineret lag af ædeltræ øverst, kan blive så flot som ny. Opgaven er nem, og det tager kun et par timers arbejde.

Det skal du bruge

Værktøj

  • Pensel
  • Slibemaskine (excentersliber eller rystepudser)
  • Evt. polermaskine

Materialer

  • Affedningsmiddel (fx. cellulosefortynder, grundrens eller trærens)
  • Klude
  • Svamp
  • Køkkenbordsolie, lak eller voks

Trin for trin

Ældre spiseborde/sofaborde er ofte fineret, så kun den yderste millimeter er af ædelt træ. Så har bordpladen dybe ridser og brændemærker, skal du ikke regne med, at de kan slibes væk.

Her viser vi metoden på en oliebehandlet overflade. Er bordet lakeret, skal det blot slibes og genbehandles.

Vi affedter bordet med cellulosefortynder. Du kan også bruge grundrens eller trærens, men så får du en længere tørretid, inden du kan slibe.

Ridser i bordplade 1

Fedt og olie vaskes væk med cellulosefortynder. Arbejdet bør kun udføres udendørs, da cellulosefortynder er sundhedsskadeligt! Smør rigelig fortynder på med en pensel, og tør efter med en klud.

Ridser i bordplade 2

Når pladen er tør, slibes den med rystepudser eller excentersliber. Først slibes bordpladen med korn 100. Derefter skal der slibes med korn 200. Fjern alt slibestøvet med en tør klud.

Reparation af lakeret bordplade 3

Nu kan bordpladen olieres. Hæld en sjat olie ud, og fordel den med en klud - eller som her med en grydesvamp. Sørg for, at der er godt med olie overalt på bordpladen i 20-30 minutter.

Reparation af lakeret bordplade 4

Al olie tørres af med bomuldsklude efter 20-30 minutter. Vær opmærksom på, at klude og svampe, der er vædet med olie, kan selvantænde. Så sørg for at lægge dem i en lufttæt beholder (fx et gammelt syltetøjsglas), inden du kasserer dem.

Reparation af lakeret bordplade 5

Nu skal bordpladen blot poleres. Det kan gøres med en tør bomuldsklud, men pladen bliver ekstra flot, hvis den maskinpoleres. Her bruger vi en polermaskine. Dagen efter er bordet klar til brug.