Intro
Vejledning
01
Sav delene ud
2
Trin
Bordpladeplankerne (A og B), benene (D) og de to sargdele (C) saves ud af en 26 mm bordplade af limtræ. Bordpladeplankerne er regulære med rette vinkler. De kan derfor saves direkte efter målene i materialelisten, mens sargdelenes runde former og benenes skæve vinkler med fordel kan tegnes op på en papskabelon først.
Når delene er savet ud, skal de slibes helt glatte. Det kan gøres i hånden eller med fx en båndpudser.
Tegn alle delene op på limtræspladen. Benene (D) og sargdelene (C) tegnes nemmest ved først at lave en skabelon af pap.
02
Fisk pladen sammen
4
Trin
Bordpladeplankerne (A og B) samles ved hjælp af såkaldte fisk. Med en lamelfræser laves en lille rille, hvor træet skal samles. Heri limes de små fisk, som på den måde holder rammen sammen. Vi bruger to fisk i hver samling.
Læg de fire bordpladeplanker (A og B) op. Læg to fisk i hver samling, så de er jævnt fordelt. Her holdes cirka 2 cm’s afstand til kant og 1,6 cm’s afstand mellem fiskene. Markér fiskenes placering, og navngiv samlingerne, så du ved, hvordan plankerne passer sammen.
Saml bordpladeplankerne (A og B) med fisk og lim. Forinden er det en god idé at kontrollere, at udfræsningerne passer sammen.
03
Saml bordet
4
Trin
Bordet holdes sammen af en sarg, som laves ved, at bundpladen (J) monteres på de to sargdele (C). Det giver samtidig et hulrum under bordpladen. Det er det, vi senere udnytter til opbevaring. Skruerne til benene (D) skjules ved, at de skrues i indefra.
Bundpladen (J) monteres på sargdelenes (C) buede side med lim og 1,2 x 20 mm dykkere. Du kan efterfølgende runde bundpladens hjørner med slibepapir.
Bor for med et 4 mm bor, hvor benene (D) skal monteres på sargen (C). Benenes placering er forinden markeret med blyant.
04
Lav låsen
5
Trin
Det skjulte rum åbnes ved hjælp af en simpel mekanisme. En pal, der er lavet af en liste, skubber den aftagelige bordplade i birkekrydsfiner nogle centimeter op, så du kan få dine fingre ind under og løfte pladen af.
Falslisterne (H) monteres med lim og 1,2 x 20 mm dykkere. Afstanden til bordets overkant skal være 9 mm. Midt på den ene side efterlades en åbning på 1,8 cm til låsepalen.
En lille liste (F) monteres hen over åbningen med lim og dykkere. Låsepalen (E) placeres i hullet, så den er helt i lod, og dens placering på bundpladen (J) markeres.
Stem ud i bundpladen (J), hvor låsepalens (E) placering er markeret. Vær forsigtig, så pladen ikke knækker.
Lim stopklodsen (G) på bagsiden af låsepalen (E), så den ikke falder nedenud. Klodsen skal sidde, så låsepalens overkant flugter med falslisterne (H).
Materialer
26 mm tyk limtræsplade:
- 2 bordpladeplanker (A) a 17 x 70 cm
- 2 bordpladeplanker (B) a 17 x 46 cm
- 2 sargdele (C), se mål på tegning
- 4 ben (D), se mål på tegning
5 x 17 mm liste:
- Låsepal (E), 15 cm
- Liste (F), 5 cm Stopklods (G), 2 cm
- Falslister til bordplade (H), i alt 1,6 m
4 mm krydsfiner:
- Bundplade (J), 62 x 72 cm
9 mm birkekrydsfiner:
- Aftagelig bordplade (K), 36 x 46 cm
Desuden:
- 8 fisk, str. 20
- 1,2 x 20 mm dykkere
- 4,0 x 40 mm og 5,0 x 60 mm skruer
- Trælim
- Grunder
- Interiørlak
- Træolie
Tidsforbrug
En dags tid plus tørretid.
Pris
Fra 500 kr. Det afhænger af træsorten.
Sværhedsgrad
Et rimeligt simpelt projekt, men vær omhyggelig med optegning og udsavning. Der er en del dele, der skal passe sammen.