Problem:
Jeg har sat reoler op efter et smart princip, jeg har set i Gør Det Selv. Men reolerne hænger slet ikke lige. Hvad er der gået galt?
Løsning:
Problemet er sandsynligvis, at dine vægge er skæve.
Hvis de buler, vil den liste, du skruer på væggen bue ind og ud. Og så kan den modsvarende liste; den på bagsiden af reolen, ikke komme ned på plads. Så vil reolen hænge og hoppe og danse og se skæv ud.
Et smart princip
To skrå lister, der griber ind i hinanden, er en nem og effektiv måde at hænge skabe og reoler op på.Faktisk kan listerne med fordel bestå af en bred liste, som du flækker diagonalt med en rundsav, der er vinklet. Så passer de to dele perfekt sammen.
Du skal have væglisten til at sidde lige. Det gør du ved at holde den ind mod væggen uden at presse og uden at skrue den fast. Så kan du se, hvor væggen buer indad, og her skal du så have klodset listen op. Du skal altså udligne det hulrum, der er bag listen.
Små afstandsbrikker af plast eller stumper af krydsfinér er velegnede til formålet.