Nem reol i multiplader

Multiplader er supernemme at bygge med, også for begynderen. Her bygger vi en reol til brænde, som er både pæn og praktisk – og giver dig lidt fif til at bygge med de smarte plader.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
4 timer
Pris
600 kroner

Multipladerne er nemme at bygge med, og de kan tåle både fugt og varme.

Intro

De er ikke nye, men de er stadig smarte. Letbetonpladerne, eller multiplader, som de oftest kaldes, da det er en producents navn for dem.

Pladerne er superstærke og alligevel lette at tilpasse med en gammel fukssvans eller en multipladesav. Og så kan pladerne tåle både vand og varme, så du kan bruge dem i badeværelset eller som her direkte op ad en ovn.

Det eneste svage ved pladerne er deres kanter, der ikke kan tåle ret mange stød, så dem skal du beskytte med stålprofiler, som efterfølgende kan spartles og males over.

Vejledning

01
Mål op og tilpas 5 Trin

Start med at lave en arbejdstegning. Det kan være en simpel skitse eller en computertegnet model, alt efter lyst og evner. Det væsentlige er, at du får et overblik over opgaven.

Kontroller, om gulvet er nogenlunde jævnt der, hvor du skal have de første plader stående. Tre-fire millimeter kan du rette op i limen senere, men er gulvet meget skævt, må du skære pladernes underkant til, så overkanten står i vater. Det klarer du med en gammel fukssvans eller en multipladesav.

Her gør vi pladerne fast i væggen med almindelige byggevinkler. Du kan også købe specielle fjederbeslag.

1

Kontroller placeringen. Er underlaget plant eller ujævnt? Skal pladen passes til ved væggene på grund af rørføring eller andet? Skab dig et overblik.

2

Mærk de steder op, der skal skæres væk. Her er det varmerør, der skal gøres plads til.

TIPS: Lidt ujævnheder på gulvet behøver du ikke at tage dig af. Det retter du op senere, når pladen skal limes fast.

3

Lav udskæringen rigeligt stor. Her bag reolen er der god plads, og det kan ikke ses, og så kan du lige så godt skabe godt med plads til rørene. Så bliver det lettere at bygge videre.

4

Tjek, at pladerne står i vater på begge ledder. Er underlaget en smule ujævnt, er de næppe 100 procent i niveau. Forskelle på få millimeter kan du rette op senere. Er det værre end det, må du skære pladerne til med saven.

5

Skru en vinkel på hver plade. Sæt pladerne i lod, og mærk op på væggen, så du kan bore og sætte plugs i.

VIGTIGT! Når du kommer lim under pladerne, ender vinklen lidt højere oppe.

02
Lim reolen fast 3 Trin

1

Rør limen op. Følg anvisningen på pakken. Sørg for at blande grundigt og længe, helst med et piskeris på en kraftig boremaskine. Konsistensen skal være som en tynd grød.

2

Kom lim på gulvet under pladen. Her lægger vi et ret tykt lag for at udligne ujævnhederne i gulvet, så vi bruger ikke den specielle limske.

TIPS: Jo mindre lim du får ud på gulvet, jo lettere bliver rengøringen bagefter.

3

Tjek, at pladerne er i vater. Kontroller dem både hver for sig og endnu en gang på tværs, så du er sikker på, at de har samme højde. Lad limen tørre til næste dag, inden du fortsætter.

03
Byg reolen op 5 Trin

At bygge med multiplader er næsten som at bygge i Lego. Du skal blot selv designe klodserne, du skal bygge med, og fra starten vælge tykkelsen. Pladerne fås i tykkelserne 50, 75 og 100 mm.

Derfor har du også frit valg, når det handler om størrelse og form. Der er fx intet, der forhindrer dig i at skære en multiplade til i en bue, hvis det er det, du vil.

Her har vi brug for, at vores hylde (C og D) skal være 60 cm bred. Da pladerne, vi bygger af, måler 40 x 60 cm, må vi bygge hylden af to stykker: et på 40 cm (C) og et på 20 cm (D). Så simpelt kan det gøres.

Pladerne skal flugte nøjagtigt.

1

Skær pladerne til. Sav forsigtigt, så de ikke knækker. Her bruger vi en rigtig multipladesav med grove tænder.

2

Kom lim på pladens kant. Den specielle limske er forsynet med takker, der fordeler limen. Husk at fugte
begge flader først.

TIPS: Hold en spand under - du spilder en del af limen undervejs.

3

Sæt siderne (B) oven på siderne (A). Sørg for, at de står i lod, flugter nøjagtigt med de nederste pladers kant, og at de står stabilt. Tag en lille pause, mens limen tørrer lidt.

Hvis det virker ustabilt, kan du også forsyne de øverste plader med vinkelbeslag.

4

Byg resten af reolen. Hylden (C og D) oven på de lodrette plader og de to små pladestykker (E) øverst. Fyld fugerne efter med lim, så de bliver stærke.

5

Med en rasp til multiplader kan du pudse efter, inden du spartler og maler. Raspen tager godt ved og er ideel til at slette lim, der er trykket ud mellem to plader, en samling, der ikke blev helt præcis, og andre unøjagtigheder. Husk at ferne støvet, inden du maler.

04
Den sidste finish 4 Trin

Kanterne på multipladerne er forholdsvis sårbare. Lader du dem stå, som de er, vil du med tiden komme til at slå stykker af kanterne af, og det er ærgerligt, men heldigvis også til at undgå.

Hjørneprofiler, der oprindeligt er lavet til gipsplader, kan skrues direkte ind i pladerne og beskytte mod slag.

Når profilerne er gjort fast, spartler du dem over med sandspartel, der samtidig sletter sporene af samlingerne.

Til sidst kan du male det hele med almindelig vægmaling eller med silikatmaling, der giver et lidt mat og mere pudset udseende.

1

Sæt hjørneprofiler på. Skru dem fast med små skruer, fx 3 x 30 mm spunskruer med flade hoveder og gevind på hele skruen. Skru langsomt, så bider skruen sig bedst fast i letbetonen.

2

Slib efter. For at få et perfekt resultat, når du maler, er det en god idé at slibe samlingerne let med en rasp eller med groft slibepapir. Støvsug bagefter.

3

Nu kan du spartle. Brug almindelig sandspartel, og slet alle spor fra fuger, ujævnheder og hjørneprofiler. Lad det tørre, og spartl en gang mere, hvis du vil have lidt struktur som her.

4

Mal hele reolen. Du kan bruge almindelig vægmaling eller den lidt dyrere silikatmaling, der giver et mat udseende, lidt mere “pudsagtigt”.

Materialer

50 mm multiplader:

  • 2 sider (A) a 40 x 60 cm
  • 2 sider (B) a 33 x 60 cm
  • 1 hylde (C), 40 x 45 cm
  • 1 hylde (D), 20 x 45 cm
  • 2 sider (E) a 20 x 60 cm

Desuden:

  • Multipladelim
  • Hjørneprofiler 3 x 30 mm spunskruer
  • Byggevinkler
  • Sandspartel
  • Maling
  • Limtræsplade

Specialværktøj

  • Piskeris til boremaskine Limske
  • Murske
  • Rasp

Tidsforbrug

3-4 timers egentligt arbejde, men afsæt et par dage, så limen kan hærde undervejs.

Pris

Cirka 600 kroner uden bordplade af limtræ.

Sværhedsgrad

Et godt begynderprojekt, der er overkommeligt for de fleste gør det selv-folk.

Tegning

Pladerne bærer

Hylden (C) hviler på de næstnederste plader (B). Det giver en stabil konstruktion, men betyder, at vi må save pladerne (B) over og passe hylden (C og D) ind imellem pladestykkerne. Hylden består af to stykker for at kunne blive tilstrækkelig dyb (40 + 20 cm).

Pladerne bærer

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Reoler