Snedker-reol til spotpris

Byg en reol med fotte detaljer af kun et par krydsfinerplader. Du skal være skarp med dyksaven og ferm med overfræseren. For det kræver nemlig præcision at få samlingerne til at sidde perfekt. Til gengæld får du et unikt møbel, som du kan tilpasse 100 % til din bolig.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
En weekend
Pris
1.500 kroner

Intro

Har du svært ved at finde en reol, der passer til stuen, køkkenet eller børneværelset, så er der kun én ting at gøre: Byg din egen! Køber du en 18 mm og en 8 mm krydsfinerplade, lidt trælim og en pakke skruer, så har du alt, hvad du skal bruge.

Vi skærer spor til hylderne med en dyksav og fræser resten væk. Det giver knivskarpe kanter og gør, at alle samlinger bliver helt tætte.

Du skal være omhyggelig med din opmåling og præcis med dyksaven. Er du det, så kan du til gengæld bygge en skræddersyet reol til en brøkdel af snedkermesterens pris.

I denne byggevejledning får du:

  • Trin for trin-vejledning
  • Arbejdstegning
  • Komplet materialeliste
  • Video

Vejledning

01
Knivskarpe snit 4 Trin

Når krydsfinerpladerne skal skæres, så skal tungen holdes lige i munden, men føringsskinnen hjælper dig heldigvis godt på vej.

Der kan af og til være en forskydning på et par millimeter mellem skinnens kant og punktet, hvor savens klinge rent faktisk rammer pladen. Det er ikke meget, men det er nok til, at samlingerne i en reol som denne ikke bliver helt præcise.

Prøvekør dyksaven og skinnen på et andet emne, før du går i gang.

1

Mærk grundigt op, og skær siderne (A og B), toppen (C) og hylderne (D, E og F) til med en dyksav på en føringsskinne. Skinnen er altafgørende for, at du kan lave tilstrækkeligt præcise snit.

2

Mærk op til hylderne på siden (A). Indstil dyksaven til en skæredybde på 9 mm, og lav to snit, som udgør siderne af hyldesporet. Du må dog ikke skære hele vejen igennem, da de sidste 3 cm ud mod det, der bliver reolens front, skal forblive intakte.

3

Gentag processen, og skær for til de næste to hyldespor. Dobbelttjek altid, at føringsskinnen ligger korrekt.

4

Brug en klinge med minimum 48 tænder. Jo flere tænder der er på dyksavsklingen, jo finere bliver snittet. Er klingen for grov, så flosser snittet. Er den derimod for fin, så pakker savsmuldet sig mellem tænderne, og klingen bliver for varm og “brænder” snittet.

02
Brug fræseren korrekt 13 Trin

En kantfræser på batteri er perfekt til et projekt som dette, hvis du bruger den korrekt.

Uanset om der bruges en kantfræser eller en overfræser, så er det nemt at komme på afveje. For at undgå at den lille fræser smutter og ødelægger det hele, kan der bruges en ret genstand som anlæg (et bræt eller et vaterpas), som fræseren kan køre langs, når hyldesporet fræses rent. Anlægget spændes fast med et par skruetvinger og placeres, så det passer med hyldesporets kant.

1

Spænd et lige bræt eller et vaterpas fast på sidestykket (A), og brug det som anlæg til kantfræserens land. Kantfræseren skal indstilles i samme dybde som dyksaven - i dette tilfælde 9 mm.

2

Det er vigtigt, at hele sporet er knivskarpt, så hylden ikke støder på nogen ujævnheder.

3

Fjern det sidste materiale i hjørnerne af hyldesporet med et skarpt stemmejern.

4

Tryk et stykke overskudstræ ned i hyldesporet, og kontrollér, at det passer. Gå sporet efter med et stemmejern for splinter og andre ujævnheder.

5

Nu er den ene side (A) færdig. Det ser simpelt ud, men det skal være superpræcist. Nu skal modsatte side laves, som skal være lige så præcis.

6

Læg den færdige side (A) oven på den anden side (B), og markér, hvor hyldesporene skal være. På denne måde sikrer du, at sporene kommer til at være lige over for hinanden.

7

Skær et lille hak i to af hyldernes hjørner, så forsiden af hylderne (D, E og F) kommer til at flugte med forsiden af siderne (A og B). Her er en båndsav genial. Men du kan også klare dig med en stiksav eller en fintandet håndsav.

8

Læg en stribe trælim i hyldesporene, og tryk hylderne fast. Nu skal forkanten af hylderne (D, E og F) og siderne (A og B) gerne flugte.

9

Saml resten af reolen efter samme princip, og sæt den i spænd med et par lange skruetvinger, så træet ikke vrider sig.

10

Fræs ud til bagbeklædningen. For at få plads til bagbeklædningen har vi fræset et 8 mm dybt spor i bagsiden af reolen.

11

Skru bagbeklædningen (H) fast med 3,5 x 30 mm spånskruer. Husk at måle grundigt op, så alle skruer rammer bagsiden af en hylde.

12

I toppladen (C) er der skåret en fals, der giver en flot og stærk samling. Falsen er 9 x 18 mm. Skær det langsgående snit på undersiden af toppladen med en dyksav, og fræs så resten væk - ligesom med sporene til hylderne.

13

Her ses det færdige resultat, der blot skal males.

Materialer

  • Sider, hylder og topplade: 18 mm krydsfiner, 122 x 244 cm
  • Bagbeklædning: 8 mm krydsfiner, 122 x 244 cm
  • 3,5 x 30 mm spånskruer
  • Trælim

Specialværktøj

  • Dyksav med føringsskinne
  • Kantfræser eller overfræser

Tidsforbrug

En weekend.

Pris

1.500 kr.

Sværhedsgrad

Konstruktionen er simpel, men du skal være millimeterpræcis i din opmåling og i dine snit med dyksaven.

Tegning

Video

Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

Fordel limen med en pensel

Rigtig længde på søm og skruer

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Reoler