Intro
Vejledning
01
Grov formgivning
4
Trin
Det er gavlens indlejrede 3D-relief, der er stjernen, der gør projektet ekstraordinært. Relieffet er lavet i kirsebærtræ, som er savet ud i 47 nøjagtigt lige store stykker og klargjort til samling med dominofisk.
Når det er overstået, skal stavene nummereres og sættes i spænd med stykker af overskudstræ imellem dem.
Og så er det tid til at give gavlrelieffet en grov form med en vinkelsliber.
Du skal bruge 47 stykker kirsebærtræ og 48 afstandsstykker. Alle stykkerne skal have samme dimensioner. Når de er skåret ud, skal de samles i en lang række, der starter og slutter med et stykke overskudstræ. De resterende stykker kirsebær- og overskudstræ skal fordeles skiftevis en efter en. Materialemængden afhænger naturligvis af gavlens bredde. Her bygger vi en gavl på 1.892 cm.
Inden du begynder at formgive, skal træstykkerne forberedes til samling. Derfor får de 47 stykker kirsebærtræ fræset et aflangt hul 2 cm fra bagkanten i begge ender. Afstandsstykkerne behøver ikke fræses ud.
Du får brug for lidt specialværktøj. Den grove formgivning af relieffet udføres med en vinkelsliber og en stiv, afrundet træslibeskive. Til dette projekt er en vinkelsliber med ledning et udmærket valg, da motoren risikerer at komme på overarbejde.
Læg en løs plan, og tag resten, som det kommer. Det er svært at planlægge, præcis hvordan træstykkerne skal formgives. Her har vi valgt at lade os inspirere af en ørkentopografi, som er tegnet let op. Dvs. at vi kun har forholdt os til store linjer. Bagefter har vinkelsliberen haft en del indflydelse på den præcise form. Det har givet et ret organisk udtryk, som du selvfølgelig ikke kan kopiere 1 til 1, men det er heller ikke meningen. Denne proces skal være håndholdt. Træstykkerne ligger i spænd i en ramme af brædder, så de ikke flytter sig, imens de bliver slebet.
02
Raffinering
4
Trin
Det er tid til at få det grove, håndholdte arbejde til at fremstå elegant. Træet skal høvles, slibes og olieres, så overfladen bliver helt glat og blank, og det topografiske udtryk bliver helt tydeligt.
Bagefter skal de stykker overskudstræ, der udgør halvdelen af relieffet, fjernes, så der bliver luft imellem de resterende træstykker, og 3D-effekten intensiveres.
Den grove form glattes ud med en profilhøvl. Det resultat, profilhøvlen har efterladt, er groft og skal raffineres, før det passer i soveværelset. Det første skridt er at glatte overfladen ud med en høvl, der kan klare indadvendte kurver.
Fortsæt med slibepapir. Arbejdet med høvlen følges op med slibepapir, først K80, derefter K120 og til sidst K240. Her anvender vi en aflang og kurvet slibeklods, som gør det muligt at lave store, bløde, afrundede former på træet uden at bruge alt for lang tid på det. Du kan dog også lave arbejdet med en almindelig slibeklods af kork eller med fx en excentersliber.
Beskyt med olie, slib efter, og giv mere olie. Relieffet skal indlejres i en sengegavl. Det betyder, at træet kommer i kontakt med fugt, fedtfingre og tekstil på daglig basis. Derfor behandles det med olie i to omgange.
03
Samling
4
Trin
Det er tid til den endelige montage af 3D-relieffet i sengegavlen. Det er i princippet en ganske simpel proces, men den skal ske langsomt og systematisk, så alt står snorlige, og intet går i stykker undervejs.
Først skal de 47 stykker kirsebærtræ udstyres med dominofisk, som monteres i de forfræsede huller i top og bund. Derefter skal der laves en ramme, som relieffet kan monteres i, og så starter en lang prøvesamling af gavlen. Formålet er at sikre, at alle træstykkerne står lodret med helt samme afstand.
Først når det er overstået, kan gavlen samles endeligt med lim.
Sæt dominofisk i alle træstykkerne. Den samlede gavl består af en ramme i birketræ og 3D-relieffet. De to dele samles med dominofisk. Det første skridt i den proces er at sætte fisk i toppen og bunden af de 47 stykker kirsebærtræ. Vent dog med at lime dem fast.
Foretag en grundig prøvesamling, når du er klar. Fremstil først den ramme, der udgør resten af gavlen og skal holde 3D-relieffet. Derefter kan du et efter et montere de 47 stykker kirsebærtræ i gavlen og sikre, at de står snorlige med helt samme afstand. Det er med til at sikre, at der er balance mellem det kaotiske og stringente i udtrykket.
Brug lim til den endelige montage. Hvis det hele spiller efter prøvesamlingen, så er det tid til at lime hele herligheden permanent sammen. Her er tålmodighed igen nøglen, og det er værd at investere de sidste timer i et perfekt resultat. Husk, at sengegavlen bliver ganske tung, og derfor er det en fordel, hvis den udstyres med et sæt støtteben.
Materialer
- 47 stykker høvlet kirsebærtræ a 2 x 61 x 10 cm
- 48 afstandsstykker i overskudstræ a 2 x 61 x 10 cm
Specialværktøj
- 125 mm træslibeskive
- Profilhøvl
- Kurvet slibeklods
Tidsforbrug
5 dage plus tørretid.
Pris
Ca. 4.500 kr.
Sværhedsgrad
Arbejdet kræver tålmodighed og en del gåpåmod, men det er ikke teknisk svært.