Seng med opbevaring

Under sengen er et genialt sted til opbevaring. Her bygger vi en smart, hævet seng til børneværelset og indtænker masser af plads til opbevaring af sengetøj, legetøj og andet. Det er nemt og billigt, og der er mange muligheder for at lave projektet helt unikt.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 dage
Pris
6.000 kroner

Intro

Der manglede opbevaringsplads på børneværelset. Derfor besluttede vi os for at bygge en ny seng og lave plads under den. Sengen består af skabe og hylder fra Ikea, som udgør selve sengens base. Oven på monterer vi to krydsfinerplader. Siden ud mod rummet får en blød bue og fastgøres til bunden af skabsmøblerne, mens siden ind mod væggen består af en krydsfinerplade, der kan fjernes. På den måde kan du få adgang til opbevaringspladsen under sengen.

Du kan selv styre, hvor meget plads der skal være til madrassen. Her er den 90 x 200 cm. Det er placeringen af Ikea-elementerne, der afgør sengens størrelse. Op ad væggen monterer vi fyrretræslister, som krydsfinerpladerne skal hvile på, og tværlister mellem væg og skabsmøbler sikrer en superstærk konstruktion.

Vejledning

01
Skabene placeres og skrues sammen 4 Trin

Det er selvfølgelig vigtigt, at du har målt op og ved, hvor meget plads der er til sengen. Det skal du være klar over, inden du kører i Ikea og køber skabsmoduler. Vi skal have plads til en madras på 90 x 200 cm på vores seng. Modulerne placeres, så der er 120 cm i bredden ved hovedenden, så der er plads til en læselampe, vækkeur og lignende.

Når skabene er på plads, streger vi deres placering op langs væggen, så vi ved, hvor vi skal montere listerne.

1

Vi måler op langs væggen. Vi markerer højden på skabsmodulerne (70 cm) på væggen. Ud fra det mål skal vi montere listerne langs væggen.

2

Skabene skal stå i vater. Vi overfører højden fra overkanten til væggen, så vi ved, hvor bærelisterne skal monteres.

3

Overkanten tegnes op hele vejen rundt. Listerne på væggen og overkanten på møblerne skal flugte. Vi tegner op efter vaterpasset.

4

Møblerne skrues sammen. Nu står skabsmøblerne, som de skal, og så kan vi godt skrue dem sammen, så vi har styr på dem. Det gøres med 4,5 x 25-mm-skruer på bagsiden, hvor det ikke kan ses.

02
Listerne monteres på vægge og skabe 6 Trin

Vi skal montere en ramme af lister hele vejen rundt på skabsmøbler og væg. På den måde bliver skabsplatformen og væggen sat sammen, og vi har en solid og stærk ramme, der sagtens kan bære både krydsfinerplade, madras og sovende barn.

Vi monterer yderligere lister på langs af rammen og på tværs, så listerne nærmest danner et dannebrogsvindue.

1

Listerne skæres til. En skærekasse er et billigt og smart værktøj, når du skal skære mindre lister til.

2

De tynde lister forbores. Vi kommer til at montere listerne med 4,5 x 60-mm-skruer med cirka 10 cm’s afstand. Vi forborer listerne, så skruerne ikke flækker træet.

3

Rammelister skrues på skabsmøblerne. De skal fastgøres langs overkanten af skabene hele vejen rundt, også langs væggen. Så har du en stærk ramme.

4

Tværlisterne placeres. Rammen forstærkes med tværgående lister med cirka 50 cm’s mellemrum. Markér det stykke, hvor listen skal monteres, og fjern det med en multicutter eller et stemmejern.

5

Støttelister skrues fast på væggen. Under slidserne monteres listestumper på cirka 10 cm. Vi kan nu lægge de tværgående lister ned i slidsen, hvor de kommer til at ligge helt stabilt.

6

Samlingerne forstærkes med møbelvinkler. I hjørnerne monteres der vinkelbeslag, som forstærker samlingerne.

03
Bunden tilskæres og monteres 7 Trin

Når alle rammelisterne er gjort fast og forstærket med møbelvinkler, kan vi tage fat på arbejdet med at tilskære de to krydsfinerplader, der skal ligge oven på rammen. Kanten på den plade, der skal vende ud mod rummet, skal have en blød bue, som vi tegner i hånden. Til slut skrues pladen fast til skabsmøblerne og rammen.

Den anden krydsfinerplade er mere simpel og består af en rektangulær plade, hvor vi borer to huller som håndtag, så der er nem adgang til opbevaringen.

1

Pladen tilskæres. Det gøres lettest med en dyksav med en føringsskinne/et land. Vi skærer i målene 120 x 200 cm.

2

Tegn op på sengepladen. På pladen markerer vi, hvor skabsmøblerne i hovedenden står, så vi kan skære uden om det, når vi skal tegne og skære den bløde bue.

3

Buen tegnes og skæres. I fri hånd tegner vi buen cirka 2 cm ud over de markerede punkter. Bagefter skæres buen med en stiksav.

4

Rammen forsynes med møbelvinkler. På de langsgående lister monterer vi møbelvinkler, som vi kan skrue sengepladen fast i. Den anden del, ind mod væggen, kommer til at bestå af en smallere plade, der bliver låget til opbevaringsdelen.

5

De lodrette rumdelere tegnes op. Dette er en stregtegning af den rumdeler, der går op mod hovedenden. De eksakte mål afhænger naturligvis af længden på sengen, højden på fodpanel og så videre.

6

Rumdelerne skrues fast. Rumdelerne skrues ind i rammelisterne med 4,5 x 60-mm-skruer.

7

Låget saves til. Låget skæres af krydsfiner og lægges løst på. Vi laver to huller som håndtag med et 54-mm-kopbor.

Materialer

  • 27 x 40-mm-fyrretræslister
  • 12-mm-krydsfiner til sengeplade, låg og rumdelere
  • 3 EKET-skabsmøbler fra Ikea
  • Møbelvinkler, 15 x 15 mm
  • 4,5 x 60-mm-skruer
  • 4,5 x 25-mm-skruer

Tidsforbrug

En weekends arbejde.

Pris

Små 6.000 kr. for det viste.

Sværhedsgrad

Du skal være præcis med opmålingen, men ellers er der ikke mange ben i det.

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

TIPS: Præcis opmåling med tre kontrolpunkter

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...