Bliv fuldbefaren skabsbygger

Når du har bygget det røde skab her, kan du bygge stort set alle de skabe og reoler, du i al fremtid får brug for. Det er nemlig med møbler som med mad: Når man først behersker den enkle grundopskrift, kan man selv variere den i det uendelige.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 dage
Pris
700 kroner

Det røde skab er i sig selv herligt – og tilføjer du din egen fantasi og lyst, kan du bygge et utal af forskellige reoler og skabe med det som forbillede.

Intro

Bag de røde låger i skabet her finder du en teknik, som gør det lettere end nogensinde at bygge et skab – ligesom snedkeren. Den ene del af teknikken er viden. Råd og regler, som snedkeren støtter sig til, når han bygger et skab. Den anden er værktøj. Mere præcist en fiskemaskine. Et herligt værktøj, der gør det til en leg at bygge skabet. For få år siden var den forbeholdt de professionelle inventarsnedkere, men i dag kan du for 400-500 kroner købe maskinen, der fræser riller til flade dyvler. Og med en smule rutine laver du de otte samlinger i kassen i skabet her på en halv time – mere præcist og meget lettere end med runde dyvler eller de rigtig svære tapsamlinger.

Vejledning

01
Delene til kabinettet 5 Trin

1

Mærk alle dele omhyggeligt på forkanten med navn og en pil, der viser, hvad der er op. Præcise mål og rette vinkler er altafgørende. Har du ikke selv en god bordrundsav eller dyksav med skinne, får du delene skåret op i trælasten.

2

Marker på top og bund (A), hvor de lodrette stykker skal sidde. Læg toppen på bunden, og sæt en streg på forkanten ved 1,9, 46 og 47,9 cm - først fra venstre, så fra højre. Før derefter markeringerne tværs over pladerne på det, der bliver indersiden.

3

Nu fræses til fisk ved siderne (C). Læg siden (C) på bunden (A) præcis ved den streg, den skal “vippes” op over. Lås den fast med en skruetvinge. Sæt maskinens sål på bunden, og fræs tre spor i kanten af siden, et i hver side og et midtpå.

4

De modsvarende huller i bunden (A) fræses uden at fjytte pladerne. Maskinen vendes lodret, sålen presses ind mod sidestykket, og fræseskiven trykkes ned ud for hullerne i side stykket. Hullerne sidder nu nøjagtig lige langt fra stregen.

5

Til bagklædningen (D) fræses en fals på 5 x 10 mm i bunden (A), toppen (A) og gavlene (B). Det klares lynhurtigt med et notfræsejern i en overfræser - en maskine til 200 kroner klarer opgaven. I top og bund stopper du 5 mm fra endekanten.

02
Fyldingslågerne 3 Trin

1

Fyldingslågerne samler du også med fjskemaskinen. For både at kunne fræse til fisk og til fyldingspladerne må du forskyde de to spor, og derfor bruger du nu vinkellandet. Det vipper du ned og stiller til 13 mm. Fræs til fisk i str. 10.

2

Efter at have fræset til fjskene i rammestykkerne vendes træet, og uden at ændre indstillingen fræser du de gennemgående noter til fyldingerne i rammestykkerne (J, K). I de lange stykker (J) stopper du 5 mm fra enden.

3

Tjek, at alt passer, og saml så med lim om fiskene, og hvor ramme delene mødes. Fyldingerne limes ikke fast. Spænd lågerne sammen, og tjek, at vinklerne er rette. Når limen er tør, sættes lågerne på gavlene med hængsler - og tages af igen.

03
Samling og ophæng 5 Trin

1

Saml skabet uden lim. Sæt gavle og sider på bunden med fisk, og læg toppen på. Læg bagklædningen ind i falsen. Tjek, at alle vinkler er helt rette og alle samlinger er tætte, og skru bagklædningen fast (bor for med 3 mm forsænkerbor). Skil det ad igen.

2

Kom snedkerlim og fisk i hullerne i bunden, og kom derefter lim i de modsvarende huller i sider og gavle én efter én, efterhånden som du sætter dem på plads. Lim toppen tilsvarende på med lim om alle fisk og på alle kanter.

3

Tjek, at alt er på plads, og skru så bagklædningen fast. Arbejdet med lim skal helst være overstået på 10 minutter, for fiskene udvider sig i fugten, så det er godt, at du har boret for. Fiskene binder nu ofte så godt, at tvinger ikke er nødvendige.

4

I de to rum med låger sættes lister til ophæng (E). Også her bruger du fisk. Maskinen sættes helt ind i hjørnet, og der fræses til fisk str. 10 i siderne. Fræs gennem gående spor i støttelistens ender, og skyd listen op om fiskene med lim.

5

Alle dele grundes, slibes og males, og skabet hænges op.

Materialer

19 mm mdf-plade:
• 2 bund/top (A) a 38 x 147 cm
• 2 gavle (B) a 38 x 51 cm
• 2 sider (C) a 37,5 x 51 cm
• 2 sidehylder (G) a 44 x 35 cm
• 1 hylde (H), 51,1 x 37 cm
• 4 lange rammestykker (J) a 7 x 50,6 cm
• 4 korte rammestykker (K) a 7 x 29,7 cm
• 2 lister til ophæng (E)

4 mm birkekrydsfiner:
• 1 bagklædn. (D), 53 x 145,2 cm
• 2 fyldinger (L) a 31,7 x 38,6 cm

Desuden:
• 24 fi sk, str. 20
• 12 fi sk, str. 10
• 3,5 x 15 mm skruer til bagklædning og hængsler
• 4 skjulte hængsler til indlagte låger
• 12 hyldebærere, 4 mm
• Hvid snedkerlim
• Grunder og maling. Vi har brugt “Deep red” fra Flügger, der er klar som emalje og fortyndes med vand.

Tidsforbrug

1-2 dage plus tørretider

Pris

Cirka 700 kroner, blandt andet afhængigt af malingen

Sværhedsgrad

Det gode værktøj er det halve arbejde her. Får du pladerne skåret på mål, gør teknikken her skabet nemt at bygge.

Tegning

Væghængt skab med tre rum

Fiskene er markeret med rødt. I kabinettet bruges str. 20, i låger og ophæng bruges str. 10.

Væghængt skab med tre rum

Tips & Tricks

5 gyldne tips

Mærk alle dele grundigt
Skriv omhyggeligt på hver af de tilskårne plader og lister, hvor de skal bruges, og hvordan de skal vende.

Giv samlingerne en fisk
Køb en fiskemaskine. Det er vildt meget lettere og mere præcist at samle med fisk end med runde dyvler eller tapper.

Fræs en fals til bagpladen
Selv den billigste overfræser skaber hurtigt plads til en bagplade, så den elegant forsvinder ud af syne.

Stik skabet en bagplade
Når skabets sider, top, bund og vægge er samlet med fisk, vil bagpladen holde dem urokkeligt i de rette vinkler.

Lav et stærkt ophæng
Skal skabet op at hænge, så lad ikke bagpladen klare det alene. Fordel belastningen med en liste.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...