Skift løse skabshængsler

Sidder skabshængslerne løst? Det skyldes nok underlaget. Med stemmejern og slibepapir og lidt kemisk træ kan du let løse problemet. Du behøver blot pille hængslerne af, forstærke underlaget med kemisk træ og sætte hængslerne på igen.

Intro

Egentlig er det ikke hængslerne, den er gal med. De sidder løst, fordi spånpladen, skabet er lavet af, er blevet mør, og skruerne, der holder hængslerne, har ikke længere ordentligt fat.

Løsningen er let. Først skal skruerne ud, og hængslerne skal lægges til side. Når du har fået adgang til skrueunderlaget, skal du fjerne alt det løse melaminbelægning og spånplade, der sidder omkring de gamle skruehuller. Fjern gerne en smule mere end det løse, ellers risikerer du, at reparationen bliver for svag.

Hullet skal spartles med kemisk træ, som danner et nyt, solidt skrueunderlag, som du kan skrue hængslet fast i igen.

Før du sætter hængslet på plads igen, skal kemisk træ-fyldningen slibes og evt. males, og så skal der bores for til skruerne.

Det skal du bruge

Opgaven kræver ikke en hel masse specialudstyr foruden en smule kemisk træ.

Du skal bruge:

  • Stemmejern
  • Skruemaskine
  • Kemisk træ
  • Spartel
  • Slibepapir K120

Vejledning

Sådan gør du

1

Rens hullet grundigt. Brug et stemmejern eller måske en fil til at fjerne alle de løse spåner og melaminstykker. Målet er en fordybning med kompakte overflader, der ikke flager.

2

Fyld hullet med kemisk træ. Bland en smule kemisk træ, og fyld hullet op. Tryk massen grundigt ind med en spartel. Du har ca. 20 minutter til arbejdet, når du har blandet filler og hærder til kemisk træ.

3

Slib efter fem minutter. Allerede fem minutter efter at du har fyldt hullet, er kemisk træ-massen hærdet nok til at kunne slibes. Brug K120-slibepapir til at lave en glat overflade, som er plan med skabet.

4

Mærk op til nye huller. Overfør hulmål fra naboskabet, og tegn nøjagtigt op, hvor de nye skruehuller skal sidde. Det er vigtigt at være præcis og tålmodig her. Brug en skarp blyant, og tegn et tydeligt kryds, der gør det let at sigte med boremaskinen.

5

Bor ud til nye huller. Du skal bruge et bor, der er ca. 0,5 mm mindre end de skruer, du skal sætte i. Sørg for at bore dybt uden at bore igennem skabets yderside.

6

Sæt hængslerne på plads igen. Nu er du færdig og kan sætte hængslerne pænt på plads igen.

Video

REPARATION: LØSE SKABSHÆNGSLER

Video

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Skabe