Scenarie 1: Hvis du IKKE har sikringsglas
Klir! Ruden i terrassedøren splintrer, og sekundet efter er dørens indvendige greb vippet op, og tyven er inde i huset. Få minutter efter er han ude igen med en stor sportstaske fyldt med dine værdier.
Den situation er langtfra fri fantasi. Det sker adskillige gange hver eneste dag i danske villakvarterer. Men det kunne have set anderledes ud:
Scenarie 2: Hvis du har sikringsglas
Knas! Ruden i terrassedøren revner, og stenen falder til jorden. Men tyven kan ikke få hånden ind igennem døren, for rudens glas hænger stadig fast i en sej film, som han forgæves forsøger at bryde. Det lykkes ikke, og han må gå tomhændet derfra.
Forskellen på de to scenarier skal findes i terrassedørens glas. Eller helt præcist i en plastfolie imellem flere lag glas. Folien forhindrer ikke, at glasset smadrer, hvis tyven slår hårdt nok. Men det knuste glas bliver hængende i den utrolig seje folie, som det koster mange kræfter og meget tid at komme igennem. Og netop tid er indbrudstyvens værste fjende. Internationale undersøgelser viser, at en indbrudstyv typisk opgiver et indbrud, hvis du kan forsinke ham i mere end tre minutter.
Her skal du bruge sikringsglas
Det laminerede glas kaldes ofte sikringsglas. Det koster omkring et par hundrede kroner ekstra pr. kvadratmeter i forhold til termoruder med almindeligt glas. Derfor skal du heller ikke nødvendigvis vælge den løsning på alle ruder i hele huset. Vælg først og fremmest tyvens foretrukne vinduer og døre:
- Ruder i terrassedøre
- Ruder i vinduer, der ligger skjult, så tyven har arbejdsro, fx på husets bagside, i kælderhalse o.l.
- Ruder i kældervinduer
Ekstra fordele ved lamineret sikringsglas
Ud over at reducere risikoen for indbrud har lamineret sikringsglas også andre fordele:
- Der er mindre risiko for at skære sig, hvis du kommer til at knuse ruden.
- Folien gør ruderne støjdæmpende, fordi den bremser svingningerne i glasset.
- Folien bremser en del af solens uv-stråler.
Glasset gør det ikke alene
Indbrudshæmmende glas i et vindue er kun effektivt, hvis selve vinduet også er indbrudssikret. I en tynd, gammel træramme, der kun er låst med simple hasper, hjælper lamineret glas ikke meget. Tyven kan brække vinduet op med en skruetrækker. Sørg derfor for solide vinduesrammer, og supplér gerne med indbrudshæmmende beslag, evt. låse i karmen på de vinduer, der er særligt udsatte. En lås (evt. med kode i stedet for nøgle) i terrassedørens indvendige greb er også en rigtig god idé.