Intro
Vejledning
01
En solid bordplade
5
Trin
Arbejdsbordet skal have en solid bordplade. Ví havde en kraftig spånplade liggende, så den brugte vi, og supplerede med en 16 mm mdf-plade, som er let at fræse i. Du kan også blot bruge en 22 mm mdf-plade som eneste plade.
Bordpladen skal forsynes med en plansænket metalplade, så du virkelig kan gå til den, uden at dit arbejdsbord lider unødig overlast.
Vi bruger en overfræser til at forsænke metalpladen, men det trin kan du naturligvis springe over. Så ligger din metalplade bare oven på mdf-pladen. Ulempen er, at du får en kant, der samler skidt, og som kan skrabe dine emner.
Vælg din bordplades (A) størrelse. Vi købte en 16 mm mdf-plade på 120 x 70 cm. På et metalværksted bestilte vi en 2 mm rustfri stålplade (B) på 50 x 60 cm med en bukket forkant på 3 cm.
Læg pladen (B), hvor du vil have den. Tegn langs kanten med en blyant. Hvis du vil sætte en skruetvinge på bordet, er det en god idé at gøre plads ved siden af pladen.
Sæt et notfræsejern i overfræseren. Indstil dybden til 2 mm. Nu kan du fræse plads til metalpladen. Har du ingen overfræser, kan du lægge pladen oven på bordpladen.
Fræs langs en retskinne eller et lige bræt, der ligger op ad din blyantsstreg. Når du har fjernet materialet langs stregerne, kan du fjerne alt inden for stregerne på “frihånd”.
02
Et kraftigt stel
7
Trin
Nu skal dine bordplader have noget at ligge på. Stellet skal naturligvis være lige så kraftigt som bordpladerne, så vi har valgt 45 x 95 mm reglar, som er en standardstørrelse i byggemarkedet og tømmerhandelen.
Du skal bygge en kraftig ramme, som bordpladerne kan ligge på. Og så skal du sætte kraftige ben på. Højden af benene bør du regulere, så det passer med din egen højde. Det er vigtigt, at du står behageligt og ikke skal bukke dig ned, når du arbejder ved bordet.
Vi bygger vores bord, så det kan stå med den ene langside op ad en væg. Her kan det også boltes fast.
Skær alle reglar til efter tegningen. Ret målene til ud fra størrelsen på din bordplade og den højde, du ønsker, at bordet skal have. VI har brugt kraftige 45 x 95 mm reglar.
Alt er savet ud. Hvis du synes, at det føles risikabelt at save det hele ud på én gang, kan du gøre det, efterhånden som arbejdet skrider frem. Her er ramme, ben og tværstiver skåret ud og klar til samling.
Lav en forsænkning til skruerne, når du har forboret hullerne med et 6,5 mm bor. Forsænkningen skal modsvare skruehovedets størrelse. Forsænkningen gør bordet lidt pænere, og du undgår at rive dig på skruerne.
Skru rammen sammen. Husk reglaren i midten, der udgør tværstiveren (E). Brug 6,0 x 120 mm skruer. Sørg for at tjekke diagonalmålet, så du sikrer, at rammen er i vinkel.
Klargør resten af delene til den nederste ramme. Forbor to huller i hver ende af de længste stykker (F). Placer hullerne cirka 2 cm fra enden og cirka 2,5 cm fra kanten.
Skru benene (K) på rammen. Bor for, og brug samme skruer som til rammen, men sæt en ekstra skrue (6,0 x 120 mm) i fra rammens korte side (D) ind i benene (K) for at stabilisere bordet.
03
En praktisk hylde
3
Trin
Læg hylden (H) på plads, inden du monterer bordpladen. Hyldens mål ser du på tegningen, men den skal naturligvis tilpasses dit bord, hvis du ændrer på de øvrige mål på tegningen.
Skru hylden (H) fast med selvskærende skruer (3,9 x 55 mm). Sæt 3-4 stykker i på hver langside og 2-3 på de korte sider, så det holder.
04
De solide samlinger
4
Trin
For at gøre bordpladen tilstrækkelig stærk bruger vi to plader, en pånplade (M) og en 16 mm mdf-plade (A). Du kan også blot bruge en enkelt 22 mm mdf-plade. For at få den bedst mulige bordplade skal alt ligge plant. Stålpladen er fræset i plan med mdf-pladen (A), og skruerne, der holder metalpladen, er forsænket, så metalpladen ligger plant med mdf-pladen uden generende kanter.
Det samme gælder de skruer, der holder den øverste bordplade af mdf fast.
Der er selvfølgelig tale om små detaljer, som du kan vælge fra, alt efter hvad du skal bruge arbejdsbordet til.
Læg den nederste bordplade (M) oven på stellet, og sæt en række blyantsmarkeringer ca. 2 cm inde fra kanten. Det svarer til halvdelen af bredden på reglaren nedenunder. Skru pladen fast på samme måde som hylden nedenunder.
Skru mdf-pladen (A) fast. Marker først, hvor skruerne i den underste bordplade er placeret, så du ikke skruer ned i dem. Bor for, forsænk, og skru så pladen fast med 6,0 x 80 mm skruer.
Nu skal metalpladen (B) skrues fast. Marker borehullerne med en kørner. Bor først med et lille bor, så med et større. Til vores 6,0 x 45 mm skruer borer vi for med et 6 mm bor.
05
Den sidste finish
3
Trin
En liste (L) beskytter kanterne. En 5 x 50 mm kantliste passer til bordpladernes sårbare kanter. Skru den fast på de tre frie sider, så de ikke bliver ødelagt. Sav listerne i smig på hjørnerne.
Metalpladens bøjede kant beskytter bordpladen og er særlig praktisk, når du skal bakse store emner op på bordet og ned igen.
Materialer
45 x 95 mm fyrretræsreglar:
• 2 rammestykker (C) a 120 cm
• 2 rammestykker (D) a 61 cm
• 1 tværstiver (E), 111 cm
• 2 rammestykker (F) a 102 cm
• 2 rammestykker (G) a 51 cm
• 4 ben (K) a 87 cm
Spånpånplade, fx 22 mm:
• 1 bordplade (M), 120 x 70 cm
16 mm mdf-plade
• Hylde (H), 60 x 102 cm
• Bordplade (A), 120 x 70 cm
• Bagklædning (J), 30 x 111 cm
5 x 50 mm kantliste:
• Kantlister (L) tilpasses efter de aktuelle mål på bordet
2 mm rustfri stålplade:
• Plade (B), 50 x 60 cm, med bukket forkant
Skruer:
• Til ben/ramme: spunskruer, 6,0 x 120 mm
• Til bagplade og hylde: selvskærende skruer, 3,9 x 55 mm
• Til bordplade: spunskruer, 6,0 x 80 mm
• Til metalpladen: A2-skruer, 6,0 x 45 mm
Desuden:
• Gulvmaling
• Byggevinkler
Tidsforbrug
Bordet kan saves og samles på en dags tid.
Pris
Under 1000 kroner, afhængigt af hvad du skal give for metalpladen.
Sværhedsgrad
Et enkelt og godt begynderprojekt. Det sværeste er at fræse plads til metalpladen.