Byg selv dine arbejdsbukke

Med to hjemmebyggede arbejdsbukke, der står solidt på spredte ben, og som kan justeres i højden, kan du altid sikre dig en optimal arbejdsstilling.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
300 kroner

Intro

De hjemmebyggede arbejdsbukke her fungerer lidt som en mobiltelefon: Den kan bruges til at tale i, men den kan også tage billeder, spille radio og holde styr på datoer og verdenshjørner.
På samme måde kan du lægge en plade oven på bukkene og dermed få et almindeligt arbejdsbord.

Men du kan også nemt sænke bukkenes højde, så store tunge emner kan løftes op fra jorden – uden at skulle helt op i bordhøjde. Med et par planker får du en hurtig siddeplads, og hæver du bukkene til 110 cm, får du den bedste højde for polere- og slibearbejde.

Arbejdsbukkens skrå ben giver stor stabilitet, men det gør den naturligvis også lidt mere kompliceret at bygge end en arbejdsbuk med lige ben. Men sørger du for at holde samme vinkel (15 grader) ved alle skrå snit, klarer du dig sikkert igennem.

Vejledning

01
Benene skæres ud 4 Trin

1

Streg op på til det første ben (A) efter skærepla nen. Fortsæt den lange skrå streg igennem hele brættet. Så har du markeringen til det skrå snit på næste ben. Benets sider skæres af med et 90 graders snit. De korte endestykker skæres på 15 grader.

2

Der, hvor benene hviler på jorden, skæres også af på 15 grader. Brug en smigvinkel til at indstille klingens vinkel. Der er flere snit på skrå (mærket med rødt på tegningen). Hen ad vejen finder du ud af, hvilken vej saven skal vende i hvert snit.

Når du skifter savens vinkel fra højre til venstre, er smigvinklen god at rette ind efter.

3

Endestykkerne (D) saves af en tyk plade, fx 22 mm. De lange sider skæres af på 90 grader, men enderne skæres skråt af på 15 grader. Sav lige midt i stregen, og sav langsomt, så saven ikke trækker skævt. Begge stykker skal være helt ens.

4

Vær forberedt på tilpasninger. Der er mange skæve vinkler at få til at passe sammen, og du skal være forberedt på at skulle rette til med høvl, rasp eller slibepapir. Det hører med!

02
Bukkene samles 7 Trin

1

Benene (A) skrues sammen to og to om endestykkerne (D). Bor for, hvis skruerne ikke har fræsespids. Det kan være vanskeligt at holde benene, men spænd eventuelt et bræt på dit arbejds­ bord, så du har noget at støde dem op mod.

2

Topstykket (B) tegnes op efter skæreplanen - og de samlede ben. Uanset hvor præcist du forsøger at arbejde, er det bedre at indrette topstykket efter de eksisterende ben. Sørg for, at der er lige stor afstand til ydersiden af benene.

3

Topstykket (B) saves ud med skrå kanter, hvor kanten skal følge de skråtstillede ben. Du kan stadig rette stiksaven ind efter smigvinklens 15 grader. Undervejs vinkles saven modsat. Midter hullet skæres med lige snit.

4

De to benpar samles om topstykket (B). Brug både lim og skruer, så bliver konstruktionen ekstra stabil.

TIPS: Skruerne bider bedst, hvis du borer for med et bor en smule mindre end kernediameteren - så er træet stærkest.

5

Nu er det tid til bundstykket (C). Gør det midlertidigt fast, og rejs derpå bukken op, så du kan afsætte midterhullet i bundstykket nøjagtig lige over hullet i topstykket (B). Skru bundstykket af igen, sav hullet, og skru det så endeligt fast.

Mål efter på den del af bukken, der allerede er samlet, inden du saver bundstykket (C) til.

6

Når limen er tør, pudses bukken over - skal der meget af for at få alt i plan, er en elektrisk høvl eller en skarp blokhøvl god. Selv om bukken er et arbejdsredskab til værkstedet, er det en tilfredsstillelse at gøre arbejdet ordentligt.

7

Dyvlerne (E) til at låse den lodrette stang i en bestemt højde gøres solidt fast til bundstykket (C). Snoren placeres ind i en kort dyvel (F), der limes ind i et hul i bundstykket.

Bor først med et 3 mm bor og så med et 5 mm bor, når det gennemgående hul i dyvlen (F) skal bores.

03
Hvis bukken vipper på benene 3 Trin

Hvis bukken ikke kan stå uden at vippe, kan du heldigvis sagtens rette op på det.

Find et plant underlag, og sæt kiler under benene, til toppladen er vandret på begge ledder.

Afmærk samme højde fra gulvet - fx med din tommestok som mål. Afsæt målet hele vejen rundt - på alle fire ben.

Sav benene af efter stregerne. Det er en stor hjælp, hvis målet er tydeligt afsat hele vejen rundt.

04
Bommen samles 4 Trin

1

Den lodrette stang (G) skæres til og forsynes med 12 mm huller, som dyvlerne (E) kan stikkes igennem - alt efter hvor højt bommen skal sidde. Ved at bore dem i tre forskudte rækker kan du placere dem med bare 15 mm’s forskel i højden.

2

Den vandrette bom (H) skrues på den lodrette stang (G) med et hængsel (J), så den kan vippes op. For at gøre bommen stabil sættes en dyvel (L) i overkanten på den lodrette del, så den passer i et hul i den vandrette bom.

3

Skærehængslet (K) skrues fast - lige langt fra hængslet på hhv. den lodrette stang og bommen. Beslaget, der fx holder vinduer oppe, er samlet med en nitte, og hvis hængslet med tiden skulle blive løst, kan man banke det sammen.

4

Gør det til en vane at regulere din arbejdshøjde efter opgaven – det letter arbejdet og din ryg.

Materialer

Til en savbuk bruges:
• Høvlet fyr 21 x 91 mm, i alt ca. 250 cm (A, B, C)
• 2 stk. 22 mm plade (D) a 12,6 x 15 cm
• 4,5 x 50 mm skruer (husk rustfri skruer, hvis bukkene skal bruges udendørs)
• 2 stk. 10 mm dyvler (E), 60-70 mm lange
• 2 stk. 10 mm dyvler (F), 30 mm lange

Til en bom:
• Høvlet fyr, 21 x 68 mm, 80 cm til lodret stang (G) med justeringshuller
• Høvlet fyr, 21 x 41 mm, 70 cm til vandret liste (H) – længde efter behov
• Hængsel (J), 20 mm bredt
• Skærehængsel (K)
• 1 stk. 10 mm dyvel (L), 30 mm lang
• 2 mm snor

Specialværktøj

• Smigvinkel og høvl
• Evt. båndpudser

Tidsforbrug

1 dag

Pris

200-300 kroner for to bukke

Sværhedsgrad

De skæve ben kan være lidt af en udfordring, så vær klar til at efterjustere undervejs.

Tegning

Buk med mange fine detaljer

Du kan sagtens bygge enklere bukke, men med de mange små detaljer, der er bygget ind i bukkene her, kan du bruge dem til meget mere - og dermed få mere glæde af dem. Desuden bruger de ikke så meget plads, når de ikke er i brug, fordi den vandrette bom kan klappes ned langs den lodrette stang. Har du god plads til opbevaring, kan du sagtens fravælge denne detalje.

Buk med mange fine detaljer

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Arbejdsbord