Indholdsoversigt
1. Værktøj
Det rigtige værktøj er det halve arbejde. Sørg for, at du kan finde det.
Tavle med plads til alt
Opbevaring, overblik og orden i ét. Med en god, stor værktøjstavle kan du let overskue og finde det værktøj, du skal bruge.
Hvis du hovedsagelig arbejder i værkstedet, giver en værktøjstavle, hvor skruetrækker, hammer, fastnøgler og alt det andet har en fast plads, et godt overblik og en let adgang til håndværktøjet. Du kan købe færdige tavler til formålet eller bygge en tavle selv. I begge tilfælde skal du tænke på, at der skal være plads til alt dit håndværktøj og gerne ekstra plads til at udvide sortimentet.
Værktøjet skal være nemt at få fat i
Det rigtige værktøj er det halve arbejde, siger man. Sandt nok, men man skal også kunne finde det! Sørg derfor altid for, at du har let adgang til håndværktøjet, når det skal bruges. Det er der rigtig mange løsninger på, og den rigtige løsning for dig afhænger meget af, hvor meget værktøj du har, og ikke mindst hvor og hvor tit du bruger det.
Værkstedsvognen - orden på hjul
Hvis du ikke har vægplads til en stor værktøjstavle, eller du har et meget stort værksted, kan en værkstedsvogn være en god løsning til opbevaring af håndværktøjet. Skabet kan trilles med rundt i værkstedet, så det altid er inden for rækkevidde. Og når skabet er lukket, er værktøjet samtidig beskyttet mod skidt og støv.
Værktøjskasser og -tasker
Værktøjskassen eller -tasken er den fleksible løsning. Den er mobil og giver let adgang til håndværktøjet, uanset om du er i gang i værkstedet, skal sætte hegn op i haven eller montere nyt køkken i sommerhuset. Værktøjskassen skal helst være inddelt i overskuelige rum med forskellige værktøjsholdere. Vælger du en ekstra stor model, er det en fordel, hvis den har hjul. Du får garanteret hurtigt samlet så meget værktøj, at den bliver tung at bære over længere afstande.
2. Opbevaring
Opbevaringsplads til værktøj og materialer får man aldrig nok af.
Læg låg på rodet
Det er rart at få tingene gemt lidt af vejen, når man rydder op. Men sørg for ikke at gemme dit grej alt for langt væk. Det skal være til at komme til, og du skal kunne finde det.
Al erfaring viser, at det skal være let og overskueligt, hvis intentionen om at holde orden og system på værkstedet skal holde i længden. Den opgave løser gennemsigtige plastkasser med låg. Låget betyder, at kasserne kan stå oven på hinanden. Det sparer ikke bare plads, men holder samtidig støv, skidt, vand og edderkopper ude. Den klare plast gør det nemt at finde den rigtige kasse, og kassen er let at tage med derhen, hvor indholdet skal bruges.
God reolplads kan man ikke få nok af
Har du pladsen til rådighed, er det altid smart at få stillet de lukkede kasser i en stor reol. I reolen skal du nemlig ikke flytte rundt på kasserne, når du skal bruge den nederste, og det bliver du glad for i længden.
Også selv om du vælger at stille de fleste ting i kasser oven på hinanden, er der altid brug for reolplads til en kabeltromle, en malerspand, en benzindunk og alle de andre ting, som ikke passer ned i en kasse.
Om du bygger en reol, sætter nogle hylder op på væggen eller klunser en gammel stigereol, er ikke afgørende. Det vigtigste er, at alt på værkstedet har en plads, væk fra arbejdsbordet.
Pladereol giver styr på stumperne
De fleste af os får lynhurtigt samlet en masse pladestumper. Med en simpel pladereol er det let at få overblik og vælge en plade ud uden at skulle flytte rundt på alle stumperne. Her er reolen suppleret med et rør, som holder styr på de korte lister.
Lukket skab beskytter mod skidt og støv
Det vil næsten altid støve og svine, når du arbejder på dit værksted. Derfor er det en fordel med så mange lukkede og glatte flader som muligt. Et skab er derfor at foretrække frem for én åben reol.
Når alt er gemt bag en glat dør, er det beskyttet mod skidt og støv. Værkstedet ser desuden altid ryddeligt ud, og så er det meget lettere at holde rent.
Opbevaringsmulighed i loftshøjde
Lister, rør og andre emner, som er så lange, at de ikke kan stå lodret. Du kender dem, de er besværlige at opbevare!
En god løsning er at hænge dem op under loftet, og en “listereol” kan indrettes på mange måder: lige fra et par store vinkler på væggen helt oppe under loftet til langt mere avancerede systemer, ophængt i loftet. På billedet er vist en større model i træ og armeringsnet, som giver opbevaring i flere etager.
Det vigtigste er dog, at reolen er åben, så du har et godt overblik over materialerne, og så skal ophænget helst være sådan konstrueret, at det kan bære mange forskellige længder.
3. Arbejdsbord
Tænk på, at arbejdsbordet er ethvert værksteds operationsbord og alter.
Få tjek på værkstedets alter
Hvis du også har siddet på hug på gulvet med et gør det selv-projekt, kan du nok nikke genkendende til følgende: Et ryddeligt arbejdsbord er lykken og kan i den grad gøre en forskel på humøret i værkstedet.
Arbejdsbordet er værkstedets absolut vigtigste element. Det er her, du bruger - eller kommer til at bruge - massevis af timer på dine projekter, og det er omdrejningspunktet for resten af den indretning, som tilsammen definerer dit værksted.
Et arbejdsbord kan være stort eller lille - og mere eller mindre avanceret. Men der er en række krav, som dit værkstedsbord skal kunne opfylde, før det fungerer som den praktiske arbejdsplads, det bør være. Helt grundlæggende skal du sørge for, at bordet står stabilt, og at det har en arbejdshøjde, som passer perfekt til dig. Tænk også over placeringen i rummet, eller lav eventuelt et bord på hjul, så du har mulighed for at flytte rundt, afhængigt af opgaven. Endelig er det også en god idé at få lavet nogle opbevaringsmuligheder i arbejdsbordet.
Arbejdsbordet skal stå fast og stabilt
Hvis du selv bygger dit arbejdsbord, er det en god idé at bygge det i kraftige materialer og med en god afstivning. Det gamle klap- eller campingbord dur altså ikke. For et arbejdsbord skal have en god arbejdshøjde, og lige så vigtigt skal det kunne stå fast og være stabilt. Der er ikke noget mere irriterende end et bord, som rokker og svajer i takt med sav og fil. Du kan godt bruge et gammelt spise- eller havebord som understel til et arbejdsbord. Men det skal forhøjes, fx med en ny bordplade, og det er tit nødvendigt at stive det af.
Hylde til opbevaring kan afstive bordet
Plads til opbevaring får man som bekendt aldrig nok af, og du kan også sagtens tænke opbevaring ind i dit arbejdsbord.
Hvis du eksempelvis sætter en hylde op mellem benene på værkstedsbordet, får du en praktisk opbevaringsplads lige ved hånden. Hylden fungerer samtidig som en afstivning, der gør bordet ekstra stabilt.
En ekstra bordplade til de “rene” projekter
Selve bordpladen på værkstedsbordet er oftest udsat for lidt af hvert. Der bankes, limes, males og spildes lidt olie osv. Det er jo formålet med et arbejdsbord - og helt fint, men nogle gange har man brug for et rent bord.
Der er fx ikke meget ved at bruge arbejdsbordet, når der skal sættes nyt stof på stolesæderne, hvis stoffet hænger i og bliver plettet og beskidt. Lav en ekstra bordplade, som passer oven på arbejdsbordet. Så er du altid klar til at forvandle det beskidte bord til en ren arbejdsplads.
Sørg for et godt udhæng på bordet
Bordpladen på værkstedsbordet skal være stærk. Men det er mindst lige så vigtigt, at den stikker så meget ud over understellet, at der er god plads til fastspænding. Det gælder fx en skruestik, men et udhæng på bordpladen giver også en uundværlig mulighed for at spænde emner fast med en skruetvinge på bordkanten.
Find den helt rigtige placering til bordet
Det er vigtigt, at du tænker over placeringen af arbejdsbordet. Er der vindue i rummet, kan det være en fordel at stille bordet, så du får dagslys til arbejdet. Arbejder du mest med mindre emner, kan du spare plads ved at stille bordet op ad en væg. Arbejder du ofte med større emner, plader, møbler og lignende, er det en fordel at få bordet ud midt i rummet. Det kræver plads, men giver dig mulighed for at komme hele vejen rundt. Hvis pladsen er begrænset, kan et mobilt bord med hjul være en god, fleksibel og alsidig løsning.
Gem væk i skuffer
En skuffe er en god og støvsikker opbevaringsplads til værktøj og alle mulige andre småting. Er du fiks på fingrene, kan du bygge et par skuffer og hænge dem op under bordpladen.
Er der en hylde under bordpladen, kan du også sætte hjul under skufferne og trille dem ind på hylden. En anden smart løsning kunne være at sætte en gammel kommode, eller et andet skuffemøbel, ind under bordet.
Maskiner på plader
Det optimale er selvsagt at have et værksted, der er så stort, at der er bordplads nok til, at du kan have alle dine maskiner monteret permanent. Imidlertid er det nok kun ønsketænkning for de fleste af os. Så i stedet kan du montere bænksliber, søjleboremaskine og fx skruestik på plader. Som på billedet kan du lave en løsning, hvor pladerne skrues fast i bordets forkant. Men du kan også lave pladerne lidt længere og blot sætte dem på med et par skruetvinger, når du skal bruge dem. På den måde kan du have en hel maskinpark og samtidig have et helt ”rent” bord, når der er behov for det.
4. Strøm
Værktøj på batteri har ikke gjort stikkontakten arbejdsløs. Tværtimod.
Få skik på stikkene
Når du begynder at hente strøm ind fra andre steder i huset eller har forlængerledninger, som ligger på kryds og tværs over værkstedsgulvet, er det på tide at få styr på strømmen.
Strøm skal der til. Ikke mindst på nutidens værksteder, hvor det i den grad bugner med maskiner, der kræver masser af energi.
For selv om bore- og slibemaskinen måske ikke længere er forsynet med en ledning, kræver de tilhørende batterier jævnligt en pause i opladeren og dermed også en fornuftig adgang til en stikkontakt. Når det gælder stikkontakter, kan du tænke på værkstedet på samme måde som i et køkken: Man kan ikke få for mange!
Sørg for let adgang til strøm i værkstedet
Et absolut minimum af strøm på værkstedet må være en 230 volt stikkontakt i nærheden af arbejdsbordet og gerne en model med jord. Hvis der ikke er en stikkontakt i det rum, hvor du vil lave - eller har - dit værksted, skal du have en elektriker til at trække et kabel og montere stikket. Tal eventuelt med elektrikeren om at få en særskilt gruppe til strømmen på værkstedet. Så er du helt sikker på, at du ikke overbelaster den eksisterende installation, og du har masser af strøm til selv de mest strømslugende maskiner.
En god forlængerledning er et must
Uanset hvor mange stikkontakter du installerer på værkstedet, får du alligevel jævnligt brug for en god forlængerledning.
Har du kun få stikkontakter til rådighed, kan du med fordel vælge en ledning med en stikdåse med flere indgange. Så kan du også bruge forlængeren, når der skal tilsluttes flere værktøjer på samme tid, og det får du med sikkerhed hurtigt brug for.
Endelig er det en rigtig god idé at vælge en gummiledning i en kraftig kvalitet og ikke mindst en med slagfaste stik. Så er der større chance for, at ledningen kan klare det hårde liv på værkstedet, og samtidig kan du også have glæde af den udendørs.
Fastmonteret stikdåse over bordet
Særligt ved arbejdsbordet er det rart at have stikdåser eller stikkontakter nok til ladere, værktøj og lamper. Har du slet ingen strøm ved bordet, skal du have elektrikeren på besøg og få ham til at sætte en række stikkontakter op. Har du i forvejen en stikkontakt, er en fastmonteret stikdåse en brugbar løsning, og den kan du selv tilslutte.
Strøm på tromle
Du kan sagtens klare dig med en almindelig løs forlængerledning, men allerede når den er bare 10 meter lang, bliver den besværlig at ”rulle” ud og ind. Det bøvl slipper du let over ved at investere i en kabeltromle. Vælg eventuelt en model, som kan nå det fjerneste hjørne af haven. Men husk samtidig at rulle kablet helt ud, når du sætter meget strømforbrugende maskiner til. De viklede ledninger på tromlen kan nemlig blive meget varme.
5. Belysning
Se, hvad du laver. Et godt lys er en forudsætning for et godt resultat.
Lav godt arbejdslys
I rigtig mange værksteder er der blot opsat en nødtørftig belysning. Ikke desto mindre kan et godt arbejdslys gøre en stor forskel - både i forhold til resultat og arbejdsglæde.
Selv det mest tjekkede arbejdsbord er ikke meget værd, hvis du ikke kan se, hvad du laver. Det er logisk nok, men hvor er vi mange, der alligevel har stået og knebet øjnene sammen i de mørke vinteraftener. Dårligt arbejdslys kan simpelthen afholde en fra at gå i værkstedet. Men det er heldigvis let at gøre noget ved, også selv om dagslys ofte er en mangelvare i skuret eller i kælderen, hvor værkstedsbordet oftest står.
Arkitektlampen er en klassiker
Med en god grundbelysning kan du klare dig i langt de fleste situationer. Men nogle opgaver kræver ekstra meget lys, og her er en arbejdslampe, som kan justeres præcist ned på det emne, du arbejder på, en stor fordel. En almindelig arkitektlampe eller tilsvarende justerbar bordlampe på bordet løser fint den opgave.
Håndlampe eller lommelygte
En mobil lygte som en håndlampe med ledning eller en helt almindelig lommelygte med batterier er næsten uundværlig på et værksted. Den kaster lys over sagen, når du har brug for at se ned i et rør, op under skjoldet på græsslåmaskinen eller andre steder, hvor lyset fra de faste lamper har svært ved at komme ind.
Godt og rigeligt lys i hele rummet
En god grundbelysning er et minimum for et godt værksted, og en pære, som hænger i en stump ledning, eller en enkelt skrotlampe på væggen er ikke nok. Et godt og jævnt fordelt lys kræver et vist antal lyskilder, og her er lysstofarmaturer et godt valg. Hvor mange og hvor store afhænger af rummets størrelse, højden til loftet, hvor kraftige rør du vælger at sætte i, og ikke mindst farven på vægge, loft og gulv. Som tommelfingerregel skal der så mange armaturer op, at du får et jævnt fordelt lys, og her er det ofte en fordel med flere rør på fx 18 watt end færre på eksempelvis 36 watt.
Få dagslyset ind hvis det er muligt
Det kan synes trivielt, men at arbejde i dagslys giver bare mere energi. Det er derfor vigtigt, at du sørger for at få så meget dagslys ind i værkstedet som muligt. Skift eksempelvis den blyindfattede eller matterede rude ud med klart glas. Eller sæt et ovenlysvindue i taget. Nogle kan også skifte den lukkede dør ud med en model med en klar glasrude i.