Montering af emhætte med ekstern motor

Skal emhætten fjerne stegeos og fugt effektivt, skal den som regel køre på fuld kraft - og det larmer! Det problem løser du, hvis du monterer et emhætte med en ekstern motor. Se hvordan du gør.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
4 timer
Pris
14.800 kroner

Intro

En traditionel emhætte med indbygget motor kan godt have problemer med at holde et åbent køkken (og stuerne) fri for mados. Den klarer det ofte kun, hvis den kører på fuld kraft med en masse irriterende støj til følge. Og det nytter ikke noget at åbne et vindue, fordi ideen med udsugning er at skabe et undertryk, som sørger for, at mados og damp ikke breder sig til resten af huset og samtidig trækker luft til fra de andre rum. Derved medvirker udsugningen til den nødvendige luftudskiftning i resten af huset.

Udsugningen er kort sagt en vigtig brik i et sundt indeklima, men støjen er en irriterende følgevirkning. Derfor kan du med fordel flytte selve motoren - og dermed støjen - ud af køkkenet. Her viser vi dig, hvordan du monterer en ny udsugning - et emfang - hvor motoren kommer op at stå på loftet, og støjen derfor fjernes fuldstændig fra køkkenet.

Løsningen med at lægge udsugningsmotoren på loftet er ikke billig - men den gør, at du kan få tilstrækkelig motorkraft til at holde huset fri for mados, uden at al samtale nødvendigvis må stoppe på grund af støjen.

I en køkkenforretning vil du kunne få hjælp til at vælge et emfang, der passer til køkkenet, en motor, der er kraftig nok, og rør eller flexslange, som har den rette dimension til motoren.

Flexslange eller glatte rør?

Jo længere der er fra emfang til motor og fra motor til taghætte, desto længere flexslange skal du bruge. Og på grund af flexslangens indvendige riller bliver luften bremset mere, jo længere den skal transporteres. Du bruger derfor mere strøm, fordi du skal skrue mere op for udsugningen for at få madosen ud.

Problemet kan afhjælpes, hvis du i stedet monterer glatte rør, som tillader luften at passere noget mere uhindret. Vi vil anbefale, at flexrør over 4 meter udskiftes med glatte rør.

Både flexslangen og de glatte rør skal isoleres mod kondens.

Flexslange

Glat rør

Vejledning

01
Monter emfanget 6 Trin

Når du køber flexslanger eller rør til em-fanget, skal du huske på, at hvis du bruger for små rør, får du støj fra dem, selv om motoren står på loftet.

Du skal montere så store rør som muligt, med en motor, der er dimensioneret til rørene, og så skal rørene lydisoleres.

Rør, der går gennem kolde eller uopvarmede rum (fx på loftet), skal desuden isoleres, så der ikke dannes kondens inde i rørene. Det samme skal motoren, der her monteres i en kondens- og lydisolerende flamingokasse, som leveres med motoren. Kondensisolering er vigtigt, da du ellers kan ende med et emfang, der drypper ned i gryderne.

1

Start med at lave et hul, som passer til den nye flexslange/røret, i loftet. Lav også hul i oversiden af overskabet.

2

Monter en liste i hver side indvendigt i overskabet. Listerne skal bære emfanget, der skrues fast nedefra.

3

Skru emfangets overdel fast i listerne nedefra gennem de forborede huller. Afhængigt af hvilken model emfang du har valgt, vil ophængningen kunne afvige fra den viste.

4

Skru nu underdelen på overdelen. Fastgør flexslangen/røret på rør-flangen bag elektronikboksen med et spændebånd. Husk, at den ene ledning skal trækkes op på loftet. Den anden skal forbindes til et strømudtag af elektrikeren.

5

Tegn flexslangen/røret op på hylderne, og streg lige ned langs cirklen vha. en vinkel, så du får en stor “hestesko” at save efter.

6

Skær rundt i “hesteskoformen” med en stiksav. Slib snitfladerne med slibepapir, og hylderne er klar.

02
Monter motoren 6 Trin

1

På denne motor suges luften ind i siden og sendes videre ud fra toppen. Ledningen på motoren skal forbindes med den ledning, der kommer op nede fra emfanget.

2

Monter den side af motoren, hvor f lexslangen fra emfanget skal sidde. Fjern de tre skruer, der holder motoren, og sæt indsugningsflangen på, før du sætter skruerne i igen.

3

Gør nederste del af den lyd- og kondensisolerende flamingo-kasse fast til loftbrædderne med to skruer med store spændskiver. Her er isoleringen rundt om fjernet.

4

Sæt motoren og den øverste del af flamingokassen på plads. Monter derefter flexslangen/røret, der skal gå mellem motor og taghætte.

5

Stik de medfølgende spændebånd af plast ind under flamingokassen forneden. Saml dem over kassen, og stram dem til uden at mase kassen.

6

Sæt flexslangen/røret fra emfanget fast på motoren. Nu skal der bare gøres rent, så er der klar til at fylde op med isolering på loftet.

Materialer

  • Emfang
  • Motor til loftmontering
  • Isoleret flexslange
  • Spændebånd
  • Evt. taghætte
  • 2 lister, fx 21 x 43 mm
  • Skruer

Den viste model hedder Thermex Pompei. Se mere på: www.thermex.dk

Tidsforbrug

2-4 timer, afhængigt af om den eksisterende taghætte er stor nok.

Pris

Emfang cirka 9000 kr. Motor cirka 5500 kr. Isoleret flexslange cirka 300 kr./m

Sværhedsgrad

Medmindre det store hul til slangen støder på en bjælke, er der ingen problemer.

Tegning

Motoren ud af køkkenet

Motoren til emfanget kan monteres på flere måder. I artiklen har vi placeret den på loftet (1) , men den kan også sidde på taget (2) eller på en ydervæg (3).

Motoren ud af køkkenet

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Emhætte