Det skal du bruge
Video
Her kan du se, hvordan du nemt løser problemet.
Videoen er på dansk, og den viser hele processen fra start til slut.
Trin for trin
En bordplade af træ kan stort set altid fikses. Det kræver tålmodighed og grundighed, men til gengæld får du noget, der ligner en splinterny bordplade.
Selvom det lyder omstændeligt, så betaler det sig at starte med groft slibepapir og så arbejde sig frem med stadigt finere slibepapir, til overfladen er helt glat. Starter du med for fint slibepapir, vil fedt og olie lynhurtigt "pakke sig" i papiret, så slibeevnen forringes.
Rens bordpladen. Start med at vaske bordpladen grundigt. Brug trærens og en skuresvamp for at være sikker på, at alt fedt og skidt er væk. Trærensen skal blandes med lunkent vand inden brug.
Et skrabejern er vejen frem, hvis fladen er meget fedtet. Uden det vil det koste alt for meget tid og slibepapir.
Begynd at slibe, når fladen er tør. Brug en excentersliber til de store flader. I hjørnerne kan der med fordel anvendes en trekantsliber. Start med at slibe med korn 60-80, til du rammer rent træ.
Når bordpladen er slebet i bund med det grove slibepapir, er det tid til at slette slibesporene. Start med at mellemslibe pladen med korn 120, tør fladen af med en fugtig klud, og slib så hele bordpladen igen – denne gang med korn 180. Denne fremgangsmåde fortsættes, til du er tilfreds. Rækkefølgen kan hedde 80, 120, 180, 240, 320, 400.
Inden oliering skal alt støv fjernes. Støvsugeren tager det meste, men de sidste fine partikler skal fjernes med en hårdt opvredet, fnugfri klud.