Smart automat til dåserne

Dåseautomaten er genial til at opbevare de dåser, du bruger rigtig mange af: Fyld de nye dåser ind foroven, så kommer de ældste dåser frem forneden.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
150 kroner

Intro

Konservesdåser har det med at blive væk bagest i skabet, og bruger du mange af samme slags, er reolen her rigtig smart til at holde styr på dem og sikre, at du bruger den ældste først. Inspirationen kommer fra USA, hvor det er meget udbredt at udstyre køkkenet med en dåsereol efter princippet “først ind – først ud”: Du stopper hver type dåse ind ét sted, og så triller de på rad og række gennem reolen og dukker op i samme orden, som de blev lagt ind i.

Dåsereolen kan rumme mange dåser på lidt plads, i alt cirka 35 dåser. Har du brug for mere plads, bygger du flere reoler og stabler dem oven på hinanden. Husk at kontrollere målene på det skab, som reolen eller reolerne skal sidde i, for der er forskel på de indvendige mål i skabene.

Reolen bygges på en eftermiddag af nogle stykker MDF-plade eller krydsfiner, der samles med lim og dykkere. Du kan male reolen, lakere den eller blot lade den stå, som den er.

Vejledning

01
Mål op og skær ud 4 Trin

De mange stykker plade til dåsereolen er lige til at skære ud efter listen, du ser under tegningen, uanset om du som her bruger MDF-plade, eller om du vælger at skære ud i krydsfiner.

De skrå flader, som får dåserne til at trille ned i kø foran udgangshullet, opstår først, når hylderne (F-L) placeres inde mellem sider (A) og skillerum (B). Alle dele skæres derfor som helt regulære firkanter med rette vinkler.

For at få hylderne til at sidde på skrå streger vi derefter deres placering op på sider og skillerum. Eller mere præcist placeringen af hyldernes underkant.

1

Skær alle dele ud, og streg de skrå hylders plads op. På siderne (A) sidder de øverste hylder (F og H) 15 cm fra bunden ved reolens front og 12,5 cm fra bunden ved bagsiden. Samme mål for nederste hylde er 1 og 3,5 cm. Forbind punkterne med streger.

2

På skillerummene (B) tegnes op til de skrå hylder på begge sider. Da skillerummene sidder oven på bundpladen, skal du her sætte mål og streger 1 cm tættere på bundkanten, end da du stregede op på siderne lige før.

3

Placeringen af skillerummene (B) tegnes på bund- og topplade (C) på indersiden. Afstanden måles ud fra venstre side set forfra. På ydersiden streger vi derpå op til stifter midt ud for skillerummene, altså hhv. 13 og 23,5 cm fra venstre side. Sæt en pil, der peger mod reolens forside.

4

For at strege underkanten af de skrå hylder op på sider (A) og skillerum (B) måler du op fra bunden af pladestykket ude i enderne og forbinder punkterne.

02
Huller til fingrene 2 Trin

1

På sider (A) og skillevægge (B) streger vi op til udskæringer, der gør det nemt at få fingre i dåserne. En halvcirkel tegnes ved forkanten med 5 cm i diameter. På siderne er centrum 6,5 cm fra bunden, på skillevæggene er centrum 5,5 cm fra bunden.

2

De halvrunde huller skæres ud med stiksav på siderne (A) og på skillerummene (B). Kanterne glattes med slibepapir – er de lidt ujævne, begynder du med en rundfil eller groft slibepapir.

03
Flotte halve huller med hulbor 3 Trin

Har du et hulbor på 50 mm, kan du lave udskæringerne med det – og her hjælper et klassisk snedkerfif dig til på én gang at gøre det meget nemt og hurtigt og at sikre et meget præcist og elegant resultat, flottere, end du kan gøre det med en stiksav.

Ideen er ganske enkel: Den kant, hvor der skæres et indsnit, stødes sammen med en tilsvarende plade, så centerboret kan styre ned midt mellem de to, og hulboret kan arbejde sig ned uden at løbe skævt. Ved dåsereolen slår du to fluer med et smæk: Siderne og skillerummene stødes parvis sammen, så begge halve huller bruges.

Er dit hulbor større eller mindre, flyttes det, så hullet stadig er 4 cm fra bunden.

1

Læg de to sider (A) med forkanterne mod hinanden, og find, hvor centrum skal være.

2

Spænd siderne sammen oven på nogle stykker affaldstræ, som du kan bore i – så flosser bagsiden ikke. Sæt en skruetvinge mellem top og bund, så de ikke skrider.

3

Bor gennem de to sider på én gang. MDF er hårdt at bore i, og hullet bliver let varmt og misfarvet, så brug lav hastighed, og løft ofte boret op og pust støvet væk.

04
Kassen samles 10 Trin

Nu er alle dele klar til at blive samlet.

Vi limer alt og støtter med stifter, der holder tingene på plads, mens limen tørrer – så kommer vi hurtigt videre.

De skrå hylder limer vi til sidst, og for at få dem placeret rigtigt sætter vi stifter i sider og skillevægge, som hylderne kan ligge på, mens limen tørrer. Stifterne sættes i borede huller, så de er lige til at pille ud, når hylderne sidder fast.

For at være sikker på, at alt passer tæt sammen, samler vi tingene en smule bagvendt, hvor skillerummene først spændes sammen om et par hylder uden lim, og derefter bygges de øvrige dele på.

1

I alle sider (A) og skillerum (B) bores huller til de stifter, som hylderne skal hvile på, mens de limes. Hullerne bores for hver 10 cm i de streger, vi tidligere har sat ved underkanten af hylderne, med et 1,5 mm bor. Yderste hul sættes 2 cm fra hyldernes ende.

2

Sæt stifter igennem hullerne i siderne (A) og skillerummene (B). Nu kan hylderne hvile på dem, mens limen tørrer, så de sidder helt rigtigt.

3

De to skillerum (B) samles uden lim. Læg midterrummets nederste hylde (K) oven på stifterne (lim ikke endnu), og saml de to skillerum om hylden med et par spændetvinger.

4

Toppladen (C) limes og stiftes fast. Læg den øverste hylde (G) løst på dens stifter, smør lim på den øverste kant af skillerummene, og sæt toppladen på. Sørg for, at skillerummene følger de streger, du har trukket på toppladens inderside.

5

Limen følges op med stifter. Her sætter vi dem i med trykluft, men du kan også slå dykkere i med en hammer. I så fald er det en god idé at slå dem halvt ned, før du samler tingene. Vend reolen om, og gør bundpladen (C) fast på samme måde.

6

Bagpladen (D) og siderne (A) gøres fast. Igen bruger vi både lim og stifter – og vi begynder med bagpladen (D) og sætter til sidst de to sider på.

7

Siderne føjes til, når bagpladen er på plads.

8

Hylderne (F-L) limes fast. Tjek, at alle stifter rager lidt ud alle steder, hvor hylderne skal hvile. Smør lim på siderne af hylderne, og sæt dem i spænd, så de hviler på stifterne. Pas på, at de øverste ikke glider – hold dem evt. fast med malertape.

9

Til sidst limer vi forkanten (E) fast. Her bakker vi ikke op med stifter, det er den mest synlige del af reolen, hvis den står i et skab. Reolen pudses, og kanterne rundes lidt. Vil du male den, og skal den stå i et åbent skab, kan du nøjes med de synlige kanter.

10

Dåsereolen har nu fundet sin plads i skabet og skabt orden i dåserne.

Materialer

10 mm MDF eller krydsfiner

  • 2 sider (A) a 26 x 54,5 cm
  • 2 skillerum (B), 24 x 53,5 cm
  • 2 top-/bundstykker (C), 30,5 x 54,5 cm
  • 1 bagstykke (D), 24 x 30,5 cm
  • 1 forstykke (E), 4 x 32,5 cm

6 mm MDF eller krydsfiner

  • Hylde (F), 12,5 x 45 cm
  • Hylde (G), 9,5 x 45 cm
  • Hylde (H), 6,5 x 45 cm
  • Hylde (J), 12,5 x 53,5 cm
  • Hylde (K), 9,5 x 53,5 cm
  • Hylde (L), 6,5 x 53,5 cm

Desuden

  • Trælim
  • 1,2 x 20 mm dykkere (evt. 20 mm stifter til sømpistol)
  • Evt. maling

Tidsforbrug

En god eftermiddag.

Pris

Cirka 150 kroner.

Sværhedsgrad

Lige til at gå til, selvom du skal holde tungen lige i munden, når delene limes sammen. En stor hjælp er at få alt skåret ud på trælasten.

Tegning

VIDEO

Sådan bruger du stiksaven

I videoen her lærer du alt om om stiksavens muligheder, klinger og funktioner. Med den rigtige indstilling kan saven klare næsten alle opgaver: kurvede snit, lige snit, vinklede snit og hurtige, grove snit. Og med den rigtige klinge kan du save i både træ, plast, metal og sarte overflader.

Video

TIP: Nem maling af kanter

Video

TIP: Luk for varmen når du maler

Video

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.