Akustikpanel

Akustikpaneler er dekorative lyddæmpende paneler til vægge og lofter. Udvalget spænder vidt, så sørg for at vælge den helt rette model.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Akustikpaneler

Akustikpaneler består af lister monteret på en lydabsorberende dug. Panelerne kan placeres i lofter eller på vægge.

Akustikpaneler er en dekorativ måde at dæmpe støj på, særligt i store rum.

I et højloftet køkken-alrum med mange hårde flader vil det fx ofte være en udfordring at undgå, at lydene kastes frem og tilbage mellem gulve, vægge og lofter. Det kan gøre det svært at føre en almindelig samtale.

Her vil akustikpaneler på vægge eller i loftet kunne hjælpe. Panelerne kan enten dække hele eller blot dele af vægge og loft.

Priseksempel

  • 240 - 700 kroner pr. kvadratmeter (afhængig af producent/type)

Opdateret januar 2025

Priserne varierer en del afhængigt af producent (kvaliteten kan også være varierende). Herunder ses 3 priseksempler:

  • 16 mm, 30 x 240 cm, egefiner: 500 kroner
  • 18 mm, 52 x 244 cm, egefiner: 300 kroner
  • 21 mm, 60 x 240 cm, egefiner: 849 kroner

Hvor bruges: Akustikpaneler

Akustikpaneler bruges på lofter og vægge til at dæmpe støj, særligt i store rum med hårde flader.

Akustikpaneler bruges både som dekoration og lyddæmpning. Bag lamellerne sidder der en polyesterdug, der opsuger meget af den lyd, der ellers ville blive kastet tilbage fra vægge eller lofter og skabe dårlig akustik i rummet.

Du kan både vælge at sætte panelerne op enkeltvis, i små sammenhængende sektioner eller som en total beklædning af fx loftet. I forhold til akustikken vil paneler på udvalgte steder ofte løse de værste akustikproblemer.

Fordele

  • Forbedrer akustikken markant
  • Dekorative
  • Ofte er enkelte paneler i loft og/eller på væg nok
  • Fås i mange sorter

Ulemper

  • Svært at gennemskue kvalitets/prisforhold for de mange mærker
  • Forholdsvis dyre

Styrke

Høj

Akustikpaneler består af forholdsvis kraftige trælister eller MDF-lister, der kan holde til det meste.

Holdbarhed

Ikke relevant

Med mindre der opstår skader på panelerne, kan de holde lige så længe som dit hus.

Vedligeholdelse

De finerede paneler skal blot tørres af, hvis de bliver støvede. Ellers ingen vedligeholdelse.

Massivt træ kan olieres eller males.

Dimensioner

  • Tykkelse: 16, 18 og 21 mm
  • Længde: 240 og 300 cm
  • Bredde: 30, 52 og 60 cm

Målene kan variere afhængigt af producent.

Se alternativer til akustikpanel

Vi har samlet byggematerialer i grupper. Her kan du sammenligne flere lignende materialer i et overskueligt skema og få inspiration til og overblik over dine muligheder.

Du kan blandt andet se priser, fordele og ulemper på tværs, så du kan vælge det materiale, der passer bedst til dit projekt.

Akustikpanel er med i disse grupper:

Princip

Monteringen varierer lidt fra producent til producent. Fælles for akustikpanelerne er dog, at der skal være et skruefast underlag. Mineraluld bag panelerne gør panelerne ekstra lyddæmpende.

På vægge vil dette ofte være nemt. På lofter vil du typisk skulle montere forskallingsbrædder, som panelerne kan skrues fast til.

Følg producentens vejledning, og husk at overholde krav om antal skruer. Dette er selvsagt særligt vigtigt i forhold til lofter.

Varianter

Den umiddelbare største variation mellem forskellige akustikpaneler findes i den træsort, som listerne består af eller - hvis listerne består af MDF-lameller - den finer, er beklædt med. Herunder er fire eksempler.

Lys eg

Grå eg

Røget eg

Olieret eg

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med akustikpaneler.

FAQ