Vinkelbeslag: Byg med vinkelbeslag

Vinkelbeslag er det allermest udbredte bygningsbeslag, og der findes et væld af varianter og størrelser. Bruges vinkelbeslag korrekt opnår man superstærke samlinger med vinkler. Her viser vi en række af de mest solgte varianter og fortæller, hvordan de bruges.

Vinkelbeslag: Sådan bruges de

RÅSTYRKE: Med et lille udvalg af vinkelbeslag liggende på værkstedet kommer du langt, når det gælder om at lave stærke samlinger.

HVAD BRUGES VINKELBESLAG TIL?

VINKELBESLAG: TØMMERKONSTRUKTIONER
Vinkelbeslag er et nemt og stærkt alternativ, når man skal samle elementer i tømmerkonstruktioner, fx skelettet til et skur, en terrasse eller en udendørs trappe.

VINKELBESLAG: FORANKRING
Når en trækonstruktion skal gøres fast til “jorden”, er vinkelbeslag uundværlige, fx når skurets skelet skal forankres solidt til betonfundamentet.

VINKELBESLAG: MØBLER, KØKKENBORDE M.M.
Vinkelbeslag fås i mange dimensioner, og de mindre udgaver kan fx erstatte komplicerede tap-, lameleller dyvelsamlinger i møbler.

HVORDAN BRUGES VINKELBESLAG?

Når man bruger vinkelbeslag, gælder det som regel om at sætte skruerne så tæt som muligt på bukket. Dog skal man sørge for ikke at placere skruerne for tæt på endetræ og kanter, for så er der stor risiko for, at skruerne vil flække træet.

På øverste tegning er der tale om en konstruktion, hvor vinden kan trække en rem (den vandrette bjælke) opad. Her er belastningen størst i bukket på den vandrette flig, og derfor sættes skruer i alle huller der.

Nederste tegning viser en konstruktion, hvor vinkelbeslaget skal forhindre to elementer i at vride sig i forhold til hinanden. Her støtter man bedst ved at sprede belastningen ud til vinklens kanter og ved at fiksere vinklen inde i bukket.

Læs mere om beslag

VIGTIGT! Vinkelbeslag

Ved en konstruktion med lodrette stolper kan det være fristende kun at sætte et enkelt vinkelbeslag pr. stolpe. Vinkelbeslaget er stærk, og ved første øjekast står stolpen jo fint. Men der er ikke meget stabilitet i konstruktionen med kun én vinkel. Først når et vinkelbeslag monteres på modsatte side, opnås en samling med optimal styrke.

VARIANTER AF VINKELBESLAG

VINKELBESLAG: ALMINDELIG VINKEL
Til lette konstruktioner bruges et vinkelbeslag med huller i to dimensioner. De små på 5 mm er til kamsøm/-skruer, og de store på 8 mm er til bræddebolte. Fås i mange forskellige størrelser.

VINKELBESLAG: VINKEL TIL KRAFTIG BELASTNING
Vinklbeslag forstærket med en ribbe på midten er meget stærke og klarer kraftig belastning. Fås i flere varianter med forskellig hulplacering og til forskellige størrelser bræddebolte (8,5-13 mm).

VINKELBESLAG: KANTFORSTÆRKET VINKEL
Vinkelbeslag til kraftig belastning fås også i en variant, hvor forstærkningen sidder i kanterne. Det har gjort det muligt at bruge en spinklere tykkelse jern, så vinklen har en lavere vægt.

VINKELBESLAG: VINKEL TIL RUNDTØMMER
Til konstruktioner af rundtømmer, fx et raftehegn med en rund overligger, bruges et buet vinkelbeslag. Fås i to størrelser til tømmer på henholdsvis 60-120 mm i diameter og 80-140 mm i diameter.

VINKELBESLAG: BETONANKER
Når træ skal forankres til beton, fx når en bundrem skal gøres fast til et støbt fundament, bruges et betonanker. Det aflange hul på den korte flig gør det muligt at justere vinklens placering på gulvet.

VINKELBESLAG: MØBELVINKEL/RIGLEJERN
Disse vinkelbeslag bruges fx til skabe og køkkenbordplader. Det aflange hul giver mulighed for justering. Fås i elforzinket og hvidlakeret, i flere størrelser og med det aflange hul både på langs og på tværs.

VINKELBESLAG: FJEDRENDE VINKEL TIL POREBETON
Når en væg af porebeton (multiplade), fx til en bruseniche, skal gøres fast til loft eller væg, skal man bruge eT fjedrende vinkelbeslag. Den afbøder bevægelserne i de to forskellige konstruktioner.

LÆS OGSÅ: Hvilke bjælkesko skal jeg vælge?

Skruer eller søm til fastgørelse af vinkelbeslag?

Den bedste fastgørelse af vinkler får du med beslagskruer. De er 4 mm tykke, mens halsen måler 5 mm og passer stramt i beslagenes huller. Skruemaskine med moment anbefales til monteringen. Så kan hastigheden styres, og man undgår, at skruerne knækker, når halsen rammer beslagets huller.

Runde, rillede kamsøm eller beslagsøm, som de også kaldes, kan også bruges. De er ikke helt så nemme at anvende som skruer og egner sig også primært til hulplader. Sømmene er 4 mm tykke, mens halsen lige under hovedet er 5 mm og passer stramt i beslagets huller.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Beslag