Dét skal du vide om silikonefugemasse

Silikonefugemasse klæber på stort set alle overflader. Den hærdede fuge er sej, vandtæt og meget elastisk. Og så er overfladen nem at holde og gøre ren. Det gør silikonefuge oplagt til steder med direkte vandpåvirkning.

Silikonefuge: Dét skal du vide om silikonefugemasse

Silikonens smidige og glatte vand- og smudsafvisende overflade er uovertruffen.

Hvad bruger man silikonefugemasse til?

Silikonefuge kan bl.a. bruges i vådrum, på bordplader og omkring vaske. Silikonefugemasse kan både bruges til tætning indendørs og udendørs.

LÆS OGSÅ: Fjern skimmel i fuger med Protox Fugeren

SILIKONEFUGE TIL VÅDRUM
Silikonefugen kan tåle konstant påvirkning af vand og er derfor det perfekte valg til tætning af bevægelsesfuger i bryggers og badeværelse.

SILIKONEFUGE TIL VASKE OG BORDPLADER
I køkken og bryggers er der brug for vandtætte fuger mellem bordplade og væg. Og det er også en god idé at forsegle savsnittet til vasken med silikone.

SILIKONEFUGE TIL TÆTNING UDENDØRS
Silikonefugemasse bruges til tætning af udendørs fuger, der skal tåle store bevægelser og direkte vand, typisk ved vinduer og døre.

Hvordan bruger man silikonefugemasse?

Allerførst skal du sikre, at området, hvor du skal bruge silikonefuge, er helt rent og fri for fedt.

Acetone er god til affedtning, men husk god udluftning.

Når du er klar til at fuge, skærer du spidsen af fugepatronen med et skråt snit, så åbningen passer til silikonefugen. Åbningen skal kunne gabe over hele fugen.

Fyld fugen HELT op med silikonefugemasse.

Der må ikke være slip i siderne eller i fugen, så kan du arbejde i én bevægelse, er det bedst.

Tryk silikonefugen godt ind med en fugepind.

Det er vigtigt, at den får fat – også i bunden.

Til sidst skal silikonefugen glattes pænt.

Med lidt håndelag kan det gøres flot med en fugepind, men en fugebrik er også helt fin.

LÆS OGSÅ: 3 klassiske fuge-fælder

3 varianter af silikonefugemasse

  1. SANITETSSILIKONE Denne type silikonefugemasse kaldes også ofte vådrumssilikone og bruges ved fuger, der er meget udsatte for vand – i bad, køkken og bryggers. Den indeholder midler, der beskytter mod mug og svamp.
  2. BYGGESILIKONE Bruges både udendørs og indendørs til fuger, der skal klare store bevægelser (op til 25 procent). Især til døre og vinduer og som alternativ til byggefugemasser til udendørs tætningsopgaver.
  3. GLASSILIKONE Fugemasse til limning og tætning af akvarier, glasbyggesten, silikonetætningslister, drivhuse og til topforsegling af termoruder. Uegnet til bevægelsesfuger i vådrum pga. syreindholdet.

Silikonefuge: Farvevalg

Tidligere fandtes der ikke mange farver at vælge imellem, men i dag har du masser af muligheder.

Stort set alle fugemasseproducenter har silikonefugemasse i mange forskellige nuancer af hvid, beige og grå.

Nogle producenter har desuden et bredt udvalg af meget sprælske farver. Typisk kan du her få silikonefugemasse og cementbaseret fugemasse i de samme farver, så du kan få det hele til at matche flot.

Værktøj til fugning

I princippet kan du klare dig med en hobbykniv til at skære patronspidsen af med, en fugepistol til at fuge med og en finger til at glatte fugen med.

Med disse tre ting kan du godt lave en tæt fuge, men den er svær at få rigtig pæn. Pæne fuger kræver godt værktøj, og heldigvis behøver godt værktøj ikke at være særlig dyrt.

LÆS OGSÅ: Det skal du vide om fugepistolen

Specialtape, fx CornerTape, hjælper med at dække af, så silikonefugen rammer, præcis hvor den skal. Malertape er et alternativ.

Brug glittevæske i stedet for sæbe, så kan du fylde med silikonefuge, efter at fugen er glattet. Ny masse kan ikke få fat oven på sæbe.

En fugepind er god til at trykke silikonefugen godt ind i rillen med. Fås i forskellige bredder.

Fugebrikker af silikonegummi gør det nemt at lave flotte, ensartede overflader. Fås med forskellige profiler.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Fugemasse