Silikonefugemasse

Silikonefuger af silikonefugemasse er særligt gode i fugtige omgivelser. Vær opmærksom på, at der findes flere typer – og at ingen af dem kan bruges til alle typer af fugearbejde.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Silikonefugemasse

Silikonefugen er meget elastisk og samtidig modstandsdygtig overfor vand. Derfor er den oplagt i vådrum og akvarier – hvis du vælger den rigtige type.

Den klassiske silikonefugemasse er den eddikesyreholdige med sin karakteristiske lugt. I dag fås silkonefuge også i syrefri udgaver, der er vandbaserede. Når fugen er hærdet er der generelt set ingen forskel på, om den er syreholdig eller ej.

Priseksempel

Patron med 300 ml: ca. 100 kroner

Opdateret januar 2025

Købes i patroner, der passer til en fugepistol.

Jo længere fugen holder, før den bliver angrebet af skimmel eller af andre grunde skal skiftes, desto bedre. Så gå efter en mærkevare, også selvom den måske er lidt dyrere.

Hvor bruges: Silikonefugemasse

I vådrumszoner og andre våde omgivelser

Silikonefuger er det bedste valg til fuger i våde omgivelser, og i vådrumszoner er de ifølge byggeanvisningerne et ufravigeligt krav.

I en bruseniche skal fugerne mellem bygningsdele, fx i hjørnet mellem to vægge, være af silikone. Silikone er elastisk og kan tåle bygningsdelenes bevægelser uden at revne.

Skal du fuge på glas, fx en bruseafskærmning eller et akvarium, er silikone også et sikkert valg. I forhold til akvarier skal du dog vælge en type, der er decideret beregnet til netop det formål, så fiskene ikke tager skade.

Byggesilikone kan bruges til høj-elastiske fuger både inde og ude. Du skal bare huske, at silikonefuger ikke kan males over.

Fordele

  • Meget elastisk
  • Særdeles god vedhæftning
  • Tåler konstant vandpåvirkning

Ulemper

  • Kan ikke males over
  • Syreholdige udgaver skal fjernes med acetone inden hærdning
  • Sværere at arbejde med end fx MS-byggefugemasser.

Holdbarhed

Mindst 10 år. (I vådrum er holdbarheden begrænset, ofte til ca. 5-7 år.)

Gulner fugen, eller bliver den angrebet af skimmel, skal den skæres ud og erstattes af en ny fuge.

En åben patron, der lukkes lufttæt, kan holde i op til et år.

Dimensioner

  • 300 ml

Silikonefugemasse fås i patroner, der passer til en fugepistol.

Se alternativer til silikonefugemasse

Vi har samlet byggematerialer i grupper. Her kan du sammenligne flere lignende materialer i et overskueligt skema og få inspiration til og overblik over dine muligheder.

Du kan blandt andet se priser, fordele og ulemper på tværs, så du kan vælge det materiale, der passer bedst til dit projekt.

Princip

Den optimale silikonefuge har sliptape i bunden, så den kun hæfter på to flader. Så virker den som en elastik, der kan strækkes og trække sig sammen.

Montering

Elastiske fuger bør ligge på et bagstop, som er en strimmel kunststof, som sikrer, at fugen får den helt rette form, så den kan strække sig så meget som muligt.
Men i vådrum er der sjældent plads til bagstop, så fugen fungerer her mest som tætning. Men med sliptape, som du lægger ind under fugen, hjælper du den lidt på vej.

Du gør klogt i at tape på begge sider af den planlagte fuge, for silikonefugemasse er noget fedtet stads at fjerne igen.

Der vil altid være lidt for meget fugemasse, så du skal trække fugen af. Det er nemmest med en fugebrik af silikone. Træk i så lange stræk som muligt, inden du må tørre overskydende fuge af fugebrikken.

Husk at fjerne malertapen inden fugen hærder, så tapen ikke ender med at sidde fast. Fjern tapen forsigtigt, så du ikke smører silikonefugemasse ud over det hele.

Varianter

Der findes flere typer silikonefugemasse, afhængigt af hvilke omgivelser, fugen skal virke i. De fås samtidigt i flere farver, typisk klar, hvid, grå og sort.

Sanitetssilikone: Er forsynet med mug- og skimmelbekæmpende midler, så fugen i brusenichen eller omkring håndvasken ikke bliver grim at se på de første år af fugens liv.

Byggesilikone: Har samme grundlæggende egenskaber som sanitetssilikone, men er ikke tilsat mug- og skimmelbekæmpende midler. Mange producenter har kun én udgave, som oftest kaldet "Sanitets- og byggesilikone”.

Glassilikone: Silikonefugemasse fås i flere udgaver til glas, afhængigt af producenten. Nogle af typerne er specifikt lavet til akvarier, andre til akvarier og til brug i nærheden af fødevarer. Den type indeholder hverken skimmelmidler eller andre giftige stoffer.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal fuge med silikonefuge.

FAQ