1. Hvid er ikke bare hvid
Hvid maling fås nemlig i mange forskellige nuancer. Modehvid, kalkhvid og råhvid – kært barn har mange navne, og der er faktisk forskel på farven. Selv ikke hvis du vælger den hvide kaldet RAL 9010, som er branchens bud på en hvid maling, er du sikret den helt samme hvide farve. Der kan nemlig også være små variationer fra producent til producent.
2. Temperaturen er vigtig
Når du maler indenfor, er det en fordel at holde en konstant, lav temperatur. De fleste maler ved almindelig stuetemperatur (omkring 20-22 grader), men det er faktisk for varmt. Hvis du kan male i en temperatur på cirka 15 grader, flyder malingen pænere sammen.
3. Den dyre maling er ikke altid den bedste
Det er oplagt at tænke, at dyrest er bedst, men i Gør Det Selv nummer 10/2019 testede vi 14 forskellige hvide malinger, og vinderen var ikke feltets dyreste. Testvinderen blev en maling til 8,41 kroner pr. m² eller 360 kroner for 10 liter.
SE TESTEN: Gør Det Selv kårer Danmarks bedste vægmaling
4. Der er forskel på glans 10
Når du vælger maling, vælger du også en glans, altså hvor mat eller hvor skinnende malingen skal være. Jo lavere glans, desto mattere er farven. Men desværre kan du ikke altid regne med, at det er det samme fra producent til producent. Det varierer fra maling til maling, hvor mat den er. Hold dig altid til den samme maling på alle vægge i rummet.
5. Nyt træ skal også grundes
Det er oplagt at forestille sig, at nyt træ er klar til at blive malet med det samme. Bum, færdig! Men sådan forholder det sig ikke. Nyt træ skal nemlig males med grundmaling, inden du maler med slutmalingen. Grundmaling sikrer en bedre vedhæftning, og det betyder, at du skal male færre lag slutmaling. Det sparer dig også for en del penge, for grundmaling er nemlig billigere end slutmaling.
6. Du kan godt male på rust
Rust er ikke pænt, men heldigvis kan du godt male over det. Al løstsiddende rust og maling skal fjernes med en stålbørste, og bagefter kan du male på det rustne metal med maling som Hammerite.
LÆS OGSÅ: Maling af vægge - her er de typiske 10 fejl, og hvordan du undgår dem
7. Bindemidlet giver navn til typerne
Maling består af fire ting: pigment, fyldstof, opløsningsmiddel og bindemiddel. Det er bindemidlets opgave at holde sammen på pigment og fyldstof, og derfor udgør bindemidlet også en vigtig del af malingen. De hyppigst anvendte former for bindemiddel er alkyd eller akryl, og det er oftest de to grupper, man inddeler malingen i. Akrylmaling har plastformen akrylat som bindemiddel, mens alkydmaling har alkyd og olie som bindemiddel.
8. Maling kan blive for gammel
Det betyder vel ikke så meget, at malingen har stået i nogle år, tænker du måske. Men maling kan blive for gammel, og du er ikke i tvivl, hvis en maling har overskredet sidste salgsdato. Malingen stinker nemlig forfærdeligt af råd. Den skiller, og den fungerer ikke optimalt. Den kan ændre farve eller have problemer med at hærde ordentligt. Udløbsdatoen står på bøtten.