Find den rigtige maling til indendørs træværk

Når det gælder maling til indendørs træværk er der meget mere at vælge imellem end blot akrylmaling og alkydmaling. Få overblikket her.

I denne artikel kigger vi nærmere på maling, der er velegnet til brug på indendørs træværk.

For langt de fleste af os vil det naturlige valg stå mellem akrylmaling og alkydmaling - populært kaldet plastmaling og oliemaling.

Akrylmaling har den fordel, at den ikke bliver gul som alkydmalingen gør med tiden. Til gengæld bliver overfladen ikke lige så hård som alkydmalingens, hvilket gør, at ting, der har stået på en akrylmalet overflade i længere tid, sætter mærker.

Hvis du ønsker en maling, der danner en hård overflade og som samtidig ikke gulner, så er en af de lidt mere ukendte varianter, fx akryl-emalje, måske en mulighed? Den er vandfortyndbar, nem at påføre, og løber sammen næsten lige så flot som alkydmaling.

REDAKTIONEN ANBEFALER: Sådan skal du male væg, hvis du vil undgå de klassiske fejl

Her gennemgår vi 5 varianter af maling til indendørs brug

5 varianter af træmaling

AKRYLMALING (PLASTIKMALING)

  • Glans: Fra halvmat til blank.
  • Antal lag påkrævet: 2.
  • Rækkevidde: 8 m² pr. liter.
  • Tørretid: 2 timer.
  • Overmalbar: Efter 12 timer.
  • Fortyndes/afrenses med: Vand.
  • Andet: Gulner ikke.

ALKYDMALING (OLIEMALING)

  • Glans: Fra halvblank til meget blank.
  • Antal lag påkrævet: 2.
  • Rækkevidde: 8 m² pr. liter.
  • Tørretid: 6-8 timer.
  • Overmalbar: Efter 24 timer.
  • Fortyndes/afrenses med: Terpentin.
  • Andet: Let at påføre uden striber.

LINOLIEMALING

  • Glans: Halvmat.
  • Antal lag påkrævet: 2 (gerne flere).
  • Rækkevidde: 12-14 m² pr. liter.
  • Overmalbar: Efter 24 timer.
  • Fortyndes med: Linoliefernis.
  • Afrenses med: Brun sæbe og vand.
  • Andet: Tynde lag. Tørrer langsomt.

AKRYL-EMALJE

  • Glans: Fra halvmat til helblank.
  • Antal lag påkrævet: 2.
  • Rækkevidde: 9 m² pr. liter.
  • Tørretid: 2-4 timer.
  • Overmalbar: Efter 20 timer.
  • Fortyndes/afrenses med: Vand.
  • Andet: Gulner ikke. Bliver hård.

POLYURETAN (PU-EMALJE)

  • Glans: Fra halvmat til helblank.
  • Antal lag påkrævet: 2.
  • Rækkevidde: 8-10 m² pr. liter.
  • Tørretid: 2 timer.
  • Overmalbar: Efter 6 timer.
  • Fortyndes/afrenses med: Vand.
  • Andet: Gulner ikke. Bliver hård.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Maling