Sådan afdækker du ordentligt

Stort set alt gør det selv-arbejde sviner – noget naturligvis mere end andet. Heldigvis findes der masser af forskellige muligheder for at beskytte omgivelserne, uanset om man skal i gang med at male, slibe, rive ned eller skære hul i muren.

Afdækning: Sådan gør du

SPAR TID: Grundig afdækning tager tid, men det gør dig i stand til at arbejde mere effektivt. Og så slipper du for en masse rengøring.

HVILKE OPGAVER BRUGES AFDÆKNING TIL?

AFGRÆNSNING VED MALEROPGAVER
Ved maleropgaver kommer man ikke uden om malertape. Det bruges til afgrænsning, fx ved loft, vinduer og døre, og til at adskille områder ved farveskift.

AFDÆKNING AF MØBLER/OMRÅDER
Vil man forhindre sprøjtemaletåger og byggestøv i at sprede sig til hele huset, skal der dækkes af, typisk med plast eller tyndt afdækningspap.

BESKYTTELSE VED GROVE OPGAVER
Ved grove opgaver som fx nedrivning, spartling og pudsreparationer skal gulve og bordplader beskyttes mod slag og hak. Her skal afdækningen være ekstra robust.

Hvordan bruges afdækning på gulve?

Skal man bare male en enkelt væg, kan man klare sig med en bane malerfilt. Men er der tale om maling af et helt rum, kan det godt betale sig at dække hele gulvet ordentligt af for at sikre, at man ikke kommer til at slæbe malingen med rundt i hele huset. Afdækningsfilt er et sikkert valg, fordi det absorberer malingen. Læg evt. først baner af pap eller plast, som tapes i alle samlinger for det tilfælde, at der går hul på filten.

Til grove opgaver, fx nedrivning, risikerer man nemt, at det tunge værktøj og vægmaterialerne laver hak i gulvet. Her er filt og pap ikke tilstrækkelig beskyttelse. I stedet anbefaler vi 2-3 mm tynde træfiberplader (masonit), som tapes godt fast til gulvet med en bred, stærk tape.

LÆS OGSÅ: Masonitplade – masser af muligheder

VARIANTER AF AFDÆKNING:

GULVPAP
Pap i ruller er en billig løsning til afdækning af gulve. Det findes i flere udgaver fra helt tyndt “papir” til meget kraftigt og robust. Med afdækningsplast nedenunder er det en mulighed, fx når trægulvet skal males.

PLAST Afdækningsplast er en god forsikring mod byggestøv og malerstænk. Fås i en tynd udgave, der er nem at forme om møbler, og en kraftigere udgave, der er velegnet til at lægge på gulvet under pap eller plader.

TRÆFIBERPLADER Skal der fuldspartles eller rives en væg ned, er hårde 2,5-3 mm træfiberplader på 60 x 120 cm en oplagt løsning. De beskytter gulvet meget bedre mod slag og tryk end pap og filt.

FILT Filt er malerens favorit, fordi det er let at lægge og hurtigt opsuger spildt maling. Lidt dyrere end gulvpap; til gengæld kan det genbruges. Fås i forskellige kvaliteter – jo kraftigere, jo bedre sugende.

PLAST MED TAPEKANT En god løsning, når der skal males vægge. Denne type gør det muligt både at få præcise kanter og beskytte paneler og gulv mod malerstænk. Plasten er glat at gå på, så der skal gulvpap ovenpå.

PAPIR MED TAPEKANT Et fint alternativ til plast med tapekant. Denne type er praktisk til overgange, fx mellem fodpaneler og et gulv, der er dækket af malerfilt. Papiret er kraftigt og forhindrer gennemtrængning af maling.

MALERTAPE Mest almindeligt er den gule tape til indendørs brug og den blå uv-bestandige til flader, der udsættes for sollys (både ude og inde). Specielle udgaver til kurver, glatte flader og sarte flader findes også.

TIPS: Støvvægge og sprøjte-“kabiner” af plast

En simpel sprøjtekabine er nem at lave af tynd (og billig) afdækningsplast, der tapes sammen. Husk også afdækning af loft og gulv.

Afdækningsplast er også genialt til at lukke effektivt af for byggestøv mellem to rum, fx hvis man skal rive en pudset mur ned eller slibe en fuldspartlet væg. Her er det en fordel at bruge en tyk og tung kvalitet, fx 400 gram pr. m².

Vigtigt om afdækning!

Fint murstøv fra nedrivningsog slibearbejde og tåger fra spraymaling (både fra malersprøjte og spraydåse) finder vej gennem ALLE sprækker og åbninger.

Her er det ikke nok at dække af. Man er også nødt til at tætne i alle samlinger på afdækningsmaterialet. Og husk også at tætne mellem gulvet og bunden af døren og hen over nøglehuller.

Jo grundigere afdækning, jo mindre bliver det efterfølgende rengøringsarbejde.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Materialer