PROBLEM:
Jeg skal til at lægge fliser i min entre. Jeg har tænkt mig at lægge dem diagonalt, så der bliver en del lange snit. Jeg har lavet et par “knækkeprøver” med min fliseskærer, men de mislykkedes desværre, så nu frygter jeg, at jeg bliver nødt til at skære dem alle sammen med en vinkelsliber.
LØSNING:
Det er normalt ikke det store problem at skære fliser til med en god fliseskærer. Men nogle hårdtbrændte fliser kan være temmelig genstridige. Det er typisk fliseskærerens knækkefunktion, der er problemet, hvis flisen er meget hård. Lav derfor ridsesporet med fliseskæreren, men knæk flisen over en hård, fast kant. Hold flisen ca. 10-15 cm fra kanten, og slå den ned mod, så den knækker.