SÅDAN: Flotte metrofliser i bruseren

Det er lidt af et puslespil at sætte metrofliser op i en bruseniche, men de historiske fliser belønner dig med et usædvanligt spil med lyset.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
4 dage
Pris
350 kr/m²
Metrofliser - sådan sætter du dem op

Selv i et rum, hvor alt er hvidt i hvidt, bliver væggene levende, når de mange facetter på fliserne reflekterer lyset i utallige nuancer.

Intro

Facetterne på de populære metrofliser spiller elegant med lyset i rummet, og selv om det er et puslespil at sætte dem op, er det hele umagen værd. Flisen er i sin tid designet netop til at reflektere det sparsomme lys i metroen i Paris, og den giver et særegent spil og en flot retrostil til badeværelset.

Metrofliser kan drille lidt

Men de skrå kanter kan drille, både når du sætter fliserne op, og når du fuger dem. Det er heller ikke helt nemt at skære fliserne pænt til, der er mange af dem, og hvis de reflekterende kanter skal komme til deres ret, skal det flotte mønster også gå op i en højere enhed.

Læs også: Fliser på fliser - sparer dig besværet

Metrofliser er kort sagt ikke den letteste løsning i en lille bruseniche, og det er helt afgørende at disponere rigtigt fra starten. Men kommer du godt i gang, skal du bare være omhyggelig hele vejen, så bliver resultatet lysende flot.

Vejledning

01
Første række må pusles på plads 7 Trin

Du må altid regne med at skulle tilpasse den nederste række fliser på underkanten for at følge gulvet, samtidig med at deres overside danner en helt vandret linje.

På en normal væg skruer man ofte en liste op på væggen, som den næstnederste fliserække stilles op på, når den klæbes fast. Men for at bevare vådrumssikringen vælger vi at pusle den nederste række fliser på plads enkeltvis først, skåret til på undersiden og løftet fri af gulvet, så der er plads til en fuge.

1

Vi begynder det dybeste sted i rummet, hvor vi stiller en flise op på 4 mm afstandsklodser, så der er plads til en fuge mellem gulv og væg. Det laveste sted er nede ved det lange afløb i nichens ene side.

2

En vandret streg i højde med den første flise trækkes ud fra overkanten af den første flise. Linjen viser, hvor oversiden af første række fliser skal være. Her i nichen er gulvet lagt med fald ned mod afløbet.

3

Ud fra den vandrette streg skærer vi alle fliserne i nederste række til i deres underkant, så der under dem alle bliver plads til den planlagte 4 mm brede fuge.

4

Fliseklæberen røres op og trækkes på væggen med en 4 mm tandspartel. Vi tester konsistensen ved at trykke en flise ind i klæberen og løfte den af - så bør mindst 80 procent af flisen være fugtig.

5

De første fliser klæbes op. De stilles i første omgang på 4 mm afstandsklodser, så der er plads til fugen.

6

En ny vandret linje trækkes lidt højere oppe på væggen. Den giver os noget nemt og sikkert at styre efter, nu hvor klæberen har dækket den oprindelige vandrette streg.

7

Flisernes placering rettes evt. til med nye afstandsklodser eller andet, så deres overkant holder præcis samme afstand til den vandrette linje. Afstanden mellem fliserne justeres samtidig ind til 4 mm.

02
Væggen bygges op på nederste række 2 Trin

Selv om klæberen holder fliserne fast på væggen, kan den ikke hindre, at de skrider en smule, inden den er hærdet. Men med den nederste række fliser på plads har du en vandret kant, som de øvrige fliser kan støtte på - adskilt i hver række af en 4 mm fugesnor. Ligesom hvis du bruger flisekryds vil den bære fliserne ovenover - men du kan med snoren justere en smule i fugens bredde, og den er nem at fjerne, når klæberen kan bære fliserne alene.

Er klæberen for tør, griber den ikke fast. Er den for blød, skrider fliserne.

1

Fugesnoren støtter fliserne i de næste rækker perfekt. Den fås i mange tykkelser, her har vi valgt 4 mm fuger til de små og elegante fliser. Snoren er nem og hurtig at bruge - og endnu nemmere at fjerne.

2

Fugerne renses omhyggeligt, inden klæberen er helt tør. Hvor der er presset lidt klæber ud i fugen, må du endelig få den væk, før den hærder, for den vil ses gennem den lyse fugemørtel. Brug evt en malerpind.

03
Fugerne kræver tid og grundighed 3 Trin

1

Træk fugemørtel på med et gummibræt, når klæberen har hærdet. Massen arbejdes godt ned i fugen. De skrå kanter kræver omhu, tålmodighed, et blødt gummibræt - og at du kun rører lidt mørtel op ad gangen.

2

Overskydende mørtel fjernes med en fugtig svamp, når fugen er blevet fast. Et rullespandsæt kan ikke undværes. Den opskårne svamp fjerner den ekstra mørtel, og to ruller er geniale at trykke vandet ud på.

3

Den sidste matte hinde af kalk tørres af med en tør bomuldsklud, når fugen har sat sig - typisk efter 20-30 minutter. Undgå renseprodukter med afkalker til arbejdet, de trækker ind i fugerne og gør dem porøse.

Materialer

  • Metrofliser 7,5 x 15 cm (fra Evers)
  • Blå fliseklæb (fra LIP)
  • Hvid fugemasse (fra Mapei)

Specialværktøj

  • Flisesnor (4 mm)
  • Flisefugesæt med rullespand og opskåret skumbræt
  • Blødt gummibræt
  • Fliseskærer

Tidsforbrug

3-4 dage med tørretider.

Pris

Cirka 350 kr. pr. m² inkl. lim og fuge.

Sværhedsgrad

De elegante fliser er ikke svære at sætte op, men du belønnes for at arbejde omhyggeligt og tålmodigt.

Video

TEKNIK: Del fliser

Med en fliseskærer går det både nemt og hurtigt

TEKNIK: Fliser på udvendige hjørner

Skær kanten skrå, så fliserne kan mødes i en fuge.

TEKNIK: Fugning af fliser

Arbejd diagonalt på fliserne, så bliver fugerne flot fyldte.

TIPS: Den rigtige fugemasse til fliserne

TIPS: Beskyt badeværelsesfliserne

Tips & Tricks

Historisk flise med nye toner

I de over 100 år gamle stationer i metroen i Paris ser du først og fremmest den helt originale lyse metroflise, der er dobbelt så bred, som den er høj – men der er også farvede fliser, kvadratiske fliser og fine mosaikker.

Den tradition har fliseproducenterne taget til sig i de senere år, hvor fliserne for alvor er kommet op på væggene i de moderne køkkener og badeværelser, og du finder i dag de karakteristiske skråt affasede kanter på fliser i mange kulører og formater.

Den sorte udgave af metroflisen giver et helt anderledes spil med lyset end den hvide, og farvede fliser kan også lægges ind som mønster i en anden farve.

Designerne har virkelig taget de klassiske metrofliser til sig, og de optræder både i en enkel, hvid grundudgave og i helt nye farveskalaer.

De første metrofliser blev skabt til Paris i 1900, hvor de ud over at være lette at lægge på buede vægge udmærkede sig ved at være solide og rimelig enkle at holde rene - og ved at udnytte det sparsomme lys optimalt.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...