Fliseklæb

Fliseklæber kan klæbe på forskellige materialer. Først og fremmest fliser og klinker, men den dur også til også betonsten, gasbeton mm. Der findes flere varianter afhængigt af opgaven.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Fliseklæb

Fliseklæb er en stærkt klæbende cementmørtel. Nogle typer dur kun til indendørs brug, mens andre typer kan bruges både inde og ude.

Der findes flere varianter af fliseklæber, og valget afhænger af opgaven.

Kan underlaget give sig lidt? Så skal du vælge en fleksibel plastbaseret fliseklæber, der kan følge med bevægelserne.

Skal fliserne sidde på gulvet i et vådrum? Så skal du vælge en vådrumsklæber. Og skal der være gulvvarme under, så er det vigtigt at tjekke, om klæberen er beregnet til det.

Vil der være risiko for, at der trænger fugt op gennem underlaget, kan du med fordel bruge en epoxybaseret klæber. Den kan du også bruge i poolen og til at fuge med.

Priseksempel

  • 5 kg: fra 50 kroner
  • 18-20 kg: fra 95 kroner

Opdateret januar 2025

Det meste fliseklæb fås også i hurtigtørrende varianter. De koster typisk knap 3 gange så meget som de almindelige fliseklæbere, men tørretiden går fra 1-2 døgn til 3 timer.

Man kan også købe en såkaldt støvreduceret variant. Den koster fra 280 kroner for en sæk med 15 kg.

Hvor bruges: Fliseklæb

Fliseklæb kan bruges både indendørs og udendørs. På vægge og gulve, i vådrum, til betontrapper og i poolen mm. Klæber på næsten alt fra beton og gamle fliser til vinylgulve.

Ud over at man anvender fliseklæber til fliser og mosaikker, så er den også rigtig god til montering af fx isoleringsplader, og den hæfter på stort set alt inkl. glas og vinyl.

Man kan klæbe fliser på stort set alt, når bare underlaget ikke giver sig så meget, at flisen eller klinken knækker. Det handler om at finde en klæber, der egner sig til underlaget.

På et gammelt vinylgulv, på gamle fliser og på et gulv med gulvvarme bruges en særlig fleksibel fliseklæb, der er forstærket med kunststof (plast).

Den klæber, der skal bruges på væggene i køkkenet, behøver hverken at kunne tåle fugt eller frost. Men gælder det vægge og gulve i badeværelset, skal klæberen naturligvis kunne tåle fugt.

Fliseklæb, der skal bruges udendørs fx på trapper eller langs en udendørs pool, skal kunne tåle både vand og frost.

Endelig skal man bruge en epoxyklæber (og -fuge) nede i poolen, så du er stensikker på, den er tæt og kan tåle konstant påvirkning af (klor-)vand.

Fordele

  • Mulighed for at justere på fliserne under opsætningen
  • Klæber på næsten alt, selv glas
  • Kan påføres i op til 10 mm tykkelse

Ulemper

  • Støver under oprøring
  • Spildt fliseklæb skal fjernes omgående
  • Skal anvendes senest 45 minutter efter oprøring

Rækkeevne

1,5-3 kg pr. kvadratmeter

Det konkrete forbrug afhænger af tykkelsen på fliseklæberens lag. Og det afhænger igen af, hvor store fliser/klinker der er tale om, og hvor jævnt underlaget er.

Dimensioner

  • 5 kg
  • 18 kg
  • 20 kg

Princip

Fliseklæb skal fordeles med en tandspartel på hele underlaget. Så er du sikker på, at laget af klæbemasse bliver ensartet i tykkelsen.

Regn med at laget bliver halvt så tykt som tandspartlens tænder, når flisen er trykket fast.

Tændernes størrelse på spartlen afgør lagets tykkelse. Jo større fliser/klinker, du skal lægge, desto tykke lag klæber (og altså større tænder) skal du bruge.

Til fliser op til 5 cm lange bruges en tandspartel med 3 mm tænder. Til fliser fra 5-11 cm skal spartlens tænder være 4 mm. Til fliser fra 11-20 cm bruges en 6 mm tandspartel, men du skal have fat i en 8 mm tandspartel til store fliser over 20 cm.

Hvis bagsiden er ujævn skal du regne med at gå en størrelse op. Vælg den rigtige størrelse tandspartel.

Montering

Fliseklæb røres op med vand til konsistens som tykt flødeskum. Brug røreværk eller piskeris på skruemaskinen.

Rør ikke mere op, end du kan bruge på 30-45 minutter. Og gør spanden ren umiddelbart brug, for hærdet fliseklæber er umuligt at få af.

Fliseklæben trækkes på med en tandspartel med den størrelse tænder, der passer til flisens størrelse.

Hold tandspartlen i en vinkel på cirka 45 grader i forhold til underlaget. Det sikrer, at laget får en ensartet tykkelse, dvs. ca. halvdelen af tændernes afstand, når fliserne er trykket på plads.

Du kan tjekke, om der er nok fliseklæber på ved at tag en flise op igen, efter at den er lagt. Klæberen skal dække hele flisen uden huller - på eksemplet her mangler der lidt klæber.

Flisen lægges på plads i klæberen. Store fliser (som her) påføres også klæber på bagsiden for at sikre, at der er tilstrækkelig god vedhæftning.

Klæberen skal have lov til at hærde, før du går på den, og før du fuger. Typisk vil det være 1-2 døgn. Vælger du en hurtigttørrende klæber, vil du dog kunne fuge efter få timer.

Fliseklæber er perfekt, hvis du vil bygge en udendørs trappe af beton- eller brosten. Her skal du bare huske at bruge en fliseklæber, der kan tåle vand og frost.

Klæberen smøres på stenene med en tandspartel i et tykt lag, og stenene trykkes på plads. Når klæberen er hærdet, fyldes fugerne ud med fugesand eller jordfugtig beton.

Varianter

Støvreduceret fliseklæber: Fliseklæber er et cementprodukt, der støver. Dog er der dukket nye produkter op, der støver mindre - og som heller ikke belaster miljøet så meget som de traditionelle fliseklæbere.

Epoxy-fliseklæb/fugemasse: I professionelle køkkener og badeområder er det udbredt at epoxy-masse (både som klæber og fuge). Fliserne sidder urokkeligt fast, og fugerne kan tåle selv de skrappeste rengøringsmidler. Denne variant sælges også til private. Prisen ligger i den meget dyre ende; regn med mindst 850 kroner for 3 kg.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med fliseklæb.

FAQ