10 ting du skal tjekke, når du vælger træ

Se dig for, når du vælger træ i byggemarkedet. Går du efter det bedste træ – uden skævheder, revner eller knaster – får du det flotteste og mest holdbare resultat.

Langt det meste træ, der står i byggemarkeder og trælaster på vores breddegrader, er fyr eller gran. Det er billigt og let at bearbejde. Men træet påvirkes dog nemt af de temperaturudsving, der opstår med årstidernes skiften, når det står i byggemarkedet under et halvtag eller i uisolerede haller.

LÆS OGSÅ: Hvad er reglar egentlig?

Det kan føre til, at træet “slår” sig og bliver skævt. Hvis der er lidt fugtigt, kan der komme skimmel- og svampesporer på træet. Og nogle gange får det en lidt for hård medfart, så det fx har revner i den ene ende.

Derfor bør du tjekke det træ, du køber, grundigt, inden du tager det med, så du får de bedste stolper, lægter, reglar, terrassebrædder, eller hvad det nu er, du skal bruge.

LÆS OGSÅ: Superwood er det miljøvenlige alternativ

Det betaler sig at være omhyggelig med at udvælge træet, for vælger du det bedste, får du også det flotteste og mest solide resultat.

10 ting du skal tjekke

1. HULLER
Har træet mange gamle, hårde knaster, risikerer du at få huller i træet, fordi knasterne kan falde ud, når træet tørrer. Huller svækker træet, så styr uden om dem.

2. FARVEFORSKELLE
Du kan være uheldig, at træ har store farveforskelle. Hvis det skal stå råt eller have en behandling, hvor træstrukturen er synlig, er “stribet” træ måske ikke lige det, du drømmer om. Skal det alligevel males, har det ikke den store betydning. Det er et rent kosmetisk problem, for træ med farveforskelle har samme styrke som træ uden.

3. HARPIKSPLETTER
Er der synlige harpiksklatter på træet, skal du være opmærksom på, at steder, hvor træet “safter”, skal forsegles, hvis træet skal males. Så risikerer du nemlig ikke, at harpiksen trænger ud gennem malingen, hvilket den sagtens kan – også gennem flere lag. Skal træet ikke males, men bruges til konstruktion, fx som strøer til en træterrasse, gør det ikke noget, at der er harpikspletter på træet. De svækker ikke træet

4. REVNER
Hold øje med, om træet har revner eller er flækket, typisk i enderne. Så er det klart svækket og skal skæres af. Men hvis du alligevel køber dit træ i en dimension, der er lidt i overstørrelse, og du skal skære fx 30 cm af, og det er her, revnen er, kan du godt bruge det. I kraftigt tømmer kan der være såkaldte svindrevner. De svækker ikke træet.

5. SKIMMEL
Træ, der har været udsat for fugt, kan godt have skimmel- og svampesporer på sig. Det kan være sundhedsskadeligt og kan også svække træet på længere sigt, hvis det udvikler sig. Derfor skal du tjekke, om der skulle være mørke plamager fra skimmelsporer på træet, og gå langt uden om det.

6. DÅRLIG LIMNING
Når du køber stavlimede bordplader eller limtræsplader, er det en god idé at tjekke samlingerne. Hvis samlingerne er tydelige, tyder det på, at limningen ikke er god nok. Og er det så grelt, at du kan få fx en spartel ned i en revne, er det en virkelig dårlig limning, som du ikke skal købe. På en perfekt limet plade vil du stort set ikke lægge mærke til samlingerne, fordi de er helt tætte.

7. KRUMNINGER
Brædder, der er krumme på midten, kan give problemer. Terrassebrædder, hvor kanterne krummer opad, vil holde på vandet. Beklædningsbrædder, hvor kanterne krummer udad, er heller ikke kønt. Så gå uden om dem. Står du alligevel med et, så sørg for at vende krumningen opad eller udad, så kanterne ikke “stritter”. En reglar kan også bue på midten, hvis den holdes lodret. Er du kommet til at tage sådan en, skal du sørge for at vende buen opad, fx som strø, så terrassebrædderne ovenpå kan tynge buen ned.

8. KNASTER
Gå uden om træ med mange knaster. Det er svært at save, sømme og skrue lige ved en knast, fordi træet er hårdt. Knaster kan også svække træet, så opdager du en knast i træ, du bygger med, så vend den opad de steder, hvor træet støttes i enderne og belastes oppefra. Så er træet stærkere, end hvis knasten vender nedad.

9. SKÆVHEDER
Er træet skævt, kan det nemt give dig nogle ekstra udfordringer. Hvor stort problemet er, afhænger dog af, hvad du skal bruge træet til. Skal du fx fastgøre en reglar på en mur til en overdækning, gør det ikke så meget, da skævheden forsvinder, når den fastgøres. Derimod dur det ikke, hvis fx et tagspær er skævt.

10. BARKKANTER
Tjek altid træet på alle sider. Et bræt, der står med den ene side udad, kan sagtens have en flot forside, men en grim bagkant, fx med barkkanter. Synlige barkkanter går ikke ud over træets styrke, og konstruktionen bliver stærk nok, hvis du bygger med det. Det er udelukkende et kosmetisk problem.

    Andre læser lige nu ...