Intro
Vejledning
01
Gangbro
3
Trin
Har du ikke en gangbro på loftet, er det en god idé at benytte lejligheden til at bygge en, når du alligevel skal i gang med at isolere. Her viser vi dig, hvordan du kan bygge underliggende vanger først, som er lette at få op på loftet, hvor de foldes ud, og plader monteres ovenpå.
Har du allerede en gangbro, skal du starte med at forhøje den, så du kan bevæge dig rundt på loftet uden at ødelægge isoleringen. Det gøres lettest ved at isolere oven på den eksisterende gangbro med trykfaste batts. Oven på den “hårde isolering” kan du lægge et lag nye gulvplader.
Byg de underliggende gangbrofag. De består af to lange, kraftige vanger, der holdes sammen af tværgående lægter. Lægterne monteres blot med en enkelt skrue, så gangbroen kan foldes sammen.
Gangbroen foldes ud og placeres på loftet. Den skal ligge oven på spærene, som den skrues fast til med lange skruer. Fjern isoleringen ved de tværgående vanger, så de kan fastgøres ordentligt til spærene.
02
Klargøring
5
Trin
Inden du for alvor kan gå i gang med isoleringen, skal du lige gennemgå den eksisterende isolering og tjekke, om der evt. er huller, du skal have lukket. Hvis der ligger løse dele oven på isoleringen, skal de også fjernes, og du skal have styr på evt. ledninger på loftet.
Hvis det bliver nødvendigt at bevæge dig rundt på isoleringen, skal du bruge en stor plade, som du kan sætte dig på. Den fordeler trykket fra din vægt, så isoleringen ikke bliver beskadiget - enten ved at den blive trykket flad eller åbner sig i samlingerne.
Ryd loftet, og fjern alt det, der har hobet sig op. Loftsrummet skal være tomt og fuldstændig ryddet, så du kan komme til at arbejde uden forhindringer.
Få styr på rør, kabler og andre installationer. Arrangér dem, så de ligger så fladt som muligt på den eksisterende isolering. Brug evt. en plade til at fordele vægten, hvis du skal bevæge dig rundt oven på isoleringen.
Ret den eksisterende isolering til, så den bliver så plan som muligt. Er der steder, hvor der mangler isolering, skal du lægge en “lap” i, så der ikke opstår hulrum under den nye isolering.
Fyld revner og huller i den eksisterende isolering, fx omkring spær og bjælker, med granulat, så alle utætheder lukkes. Granulat lukker effektivt og er let at fylde i selv de sværeste steder.
03
Isolering
5
Trin
Når du har klargjort underlaget, hævet eller bygget gangbroen og sikret ventilationen, er selve isoleringen relativt hurtigt overstået.
Ved en taghældning under 20 grader som her er det svært at komme helt ud under tagfoden. Sørg derfor for at bruge en plade til at fordele din vægt, når du kravler rundt på isoleringen. Brug evt. også en tynd, glat plade, fx en masonitplade, til at skubbe det nye lag isolering på plads med, helt ud under tagfoden. De steder, hvor det ikke går op med hele isoleringsbatts, lukkes der med granulat, så du har en hel, lukket flade.
Start i et hjørne ude ved tagfoden. Mål op, og planlæg isoleringen, så du får mindst muligt spild. Typisk betyder det, at du skal vende det nye lag isolering modsat af det øverste af de eksisterende lag.
Sørg for, at de enkelte batts ligger tæt op ad hinanden og i helt lige rækker, så de ikke vrider sig. Så undgår du nemlig sprækker i samlingerne.
Vær omhyggelig med tilskæringen, så du får helt tætte samlinger, når isoleringen lægges på plads. Der findes særlige knive til isolering, der gør tilskæringsarbejdet lettere og resultatet bedre.
Samlingen skal også være helt tæt omkring spærene og evt. rør, kabler og andre forhindringer. Du kan vælge at skære isoleringen helt præcist til efter spæret, så der bliver lukket helt af.
04
Granulat til de svære steder
3
Trin
Granulat er isolering i findelte stykker. Det købes i blokke, hvor isoleringen er presset sammen. Når den findeles til små stykker, er den ideel til at “lappe” huller i eksisterende isolering eller som supplement til nye hele batts, hvis der er nogle besværlige steder, hvor det ikke lige går op.
Granulatet puttes op i en stor balje. Det købes i store blokke, som du kan brække stykker af og findele til mindre stykker lidt ad gangen.
Rør rundt i baljen med et piskeris i boremaskinen, så granulatet bliver “løsnet” til små stykker, der passer ind alle steder.
05
Sådan laver du ventilation
2
Trin
Når du lægger et tykkere lag isolering ind på loftet, er der risiko for, at du får blokeret for den ventilation, som skal holde loftsrummet tørt og sundt. Det er vigtigt, at der kommer luft op gennem udhænget, og at den kan trække uhindret op på oversiden af isoleringen. Du kan sikre en god ventilation ved hjælp af en stump masonitplade (A) og tre stykker reglar (B), der monteres til hvert spærfag og sikrer, at den forhøjede isolering (D) ikke lukker af for ventilationen.
Et stykke masonitplade (A) passes til, så det passer på længden mellem spærene. Pladen sømmes fast til to lange og et kort stykke lægte (B).
Materialer
- Isoleringsbatts
- Isoleringsgranulat
Specialværktøj
- Isoleringskniv
- Piskeris til boremaskine
Tidsforbrug
Ca. 2-3 dage.
Pris
Ca. 30 kr. pr. kvm.
Sværhedsgrad
Det er ikke svært at isolere, men det kan være meget ubehageligt, hvis der er varmt på loftet, og du ikke er klædt på til opgaven.