Isolering: Hurtige løsninger

Selvom du ikke har mod på at kaste dig over store renoveringsprojekter som isolering af hele vægge og gulve, er der ofte mange steder, du kan isolere og tætne med en minimal indsats.

Billigt, men effektivt: en ny liste stopper træk fra vinduet.

En ny hoveddør til at erstatte den gamle, utætte model er dyr. Men nye tætningslister kan købes for få hundrede kroner og gøre en kæmpe forskel for både varmeregning og komfort.

Har du uisolerede rør siddende i kælderen eller oppe på et uisoleret loft, er det også et nemt sted at spare: Simple rørskåle kan klæbes på i løbet af minutter og alligevel give dig massive besparelser på varmeregningen.

Endelig er der alle de små skjulte steder, hvor isolering og tætning faktisk gør en forskel, selvom det rent gør det selv-mæssigt hører til i småtingsafdelingen. Et eksempel er hulrummet under en vinduesplade. Her kan gammel isolering – eller ingen isolering – erstattes af ny.

Gå på jagt i dit hus, så finder du måske lignende steder, hvor en smule isolering eller en tætningsliste kan forbedre dit indeklima og spare dig for at fyre for gråspurvene.

Tætningslister

Der findes et utal af tætningslister, formet til at passe præcis til én opgave. Det kan fx være i bagkanten af en dør, i karmen til et vindue eller under hoveddøren.

Du kan også købe tætningsbånd, der er mere universelle; det væsentlige er, at du sørger for, at vinduer og døre slutter helt tæt, så det ikke trækker fra dem, og så varmen ikke fiser ud.

LÆS OGSÅ: Find den rigtige tætningsliste

1

Der findes tætningslister til ethvert formål. I de fleste tilfælde giver det bedst mening at tage en stump af den gamle liste – eller et foto af den – med i byggemarkedet, så du kan finde en liste magen til.

2

Vinduer. En simpel selvklæbende tætningsliste i falsen af vinduet kan sikre, at det lukker tæt. Til nogle typer af vinduer skal du bruge specielle tætningslister.

3

Yderdøre. Her sikrer en særlig træ­liste med en gummikant, at yderdøren slutter tæt til karmen, når den lukkes. Der findes et utal af lister til døre.

Isolering af vinduesplade

Ét af de mange steder, hvor isolering i særligt ældre huse kan være mangelfuld, er under vinduespladen (vindueskarmen). Det er til gengæld ret nemt at løse.

Fjern eventuelt gammelt isoleringsmateriale, og erstat det med nyt.

Du kan købe mineraluld i strimler, som passer til isolering af døre og vinduer – og altså også under vinduesplader.

1

Fjern vinduespladen, og fjern den gamle isolering. Stop gerne huller mv. ud med mineraluld.

2

Læg ny isolering. Det er nemt med mineraluldsstrimler, men du kan også skære passende stykker ud af isoleringsbatts.

Rørisolering

Det er helt utrolig nemt, men ikke desto mindre helt utrolig effektivt: Har du uisolerede varme- eller vandrør, er der mange penge at spare ved blot at pakke dem ind i rørskåle.

Det tager få minutter, men effekten er mærkbar:
Isolerer du 20 meter uisoleret radiatorrør med 40 mm isolering, kan du opnå en besparelse tæt på 10.000 kr. pr. år.

Der findes to typer rørskåle:

  • Den billigste er af gråt skum. Den isolerer, men ikke overvældende meget.
  • Den anden er af mineraluld omviklet med reflekterende folie. Den er lidt dyrere, men isolerer bedre.
1

De grå rørskåle af polyurethanskum er de billigste, men de isolerer ikke så effektivt som de dyrere af mineraluld. Husk at vælge en diameter, der passer rundt om dine rør.

2

Isolér med skum: Sæt rørskålen uden på røret. Fjern beskyttelsesstrimlen i samlingen, og klem de to dele sammen. Næste rørskål skal skubbes tæt op til den første.

3

Isolér med mineraluld: Sæt rørskålen uden på røret. Fjern beskyttelsesstrimlen, så limen på folien er fri.

4

Klem delene sammen, og tryk den klæbende del af folien oven på den anden side. Næste rørskål skubbes sammen med den første, og det hele omvikles med alutape.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Isolering