Hurtig, nem og stor besparelse med rørisolering

Mangler dine rør isolering? Rørisolering hører til det nemmeste, billigste og hurtigste gør det selv-arbejde. Og det kan aflæses på varmeregningen med det samme.

Det kan blive en meget indbringende skattejagt at lede efter uisolerede eller dårligt isolerede rør i dit hus.

Udbyttet af rørisolering kan nemt tælles i mange tusind kroners besparelse på den årlige varmeregning, og arbejdet er så nemt, at enhver kan gøre det selv.

Klik på linket og kom direkte til afsnittet længere nede i artiklen.

Rørisolering i lige samling

1. Mål først, hvor lang rørskålen skal være, og læg så 3-4 mm til dette mål for at sikre tætte samlinger mellem to rørskåle eller op mod en væg. Rørskålen skæres bedst til med en isoleringskniv.

2. Rørskålen sættes fast rundt om røret, og bagsidepapiret fra overlappet fjernes et stykke ad gangen. Herefter trykkes det selvklæbende overlap godt fast, så det slutter helt tæt.

3. Alle samlinger mellem rørskålene tætnes med alutape. Det er diffusionstæt og sikrer, at der ikke kommer luft ind, der kan danne kondens.

Til udsatte steder: Ekstra beskyttelse til rørene

Isolerede rør, der er placeret i en højde, hvor de er udsat for slitage og stød, fx ved gangarealer, kan med fordel sikres med en plastkappe.

Den er nem at krænge uden på rørisoleringen og holdes midlertidigt på plads med et par stykker ståltråd.

Når alle plastkapper er skåret til og er på plads uden på isoleringen, limes samlingerne med en PVC-rørlim (også kaldet tagrendelim).

Den tørrer på få sekunder.

Redaktionen anbefaler: Forkert isolering kan ødelægge dit hus

Rørisolering i T-samling

1. På et T-stykke (når et rør kommer vinkelret på et andet rør) presser man først det vandrette stykke forbi T-stykket. Mineralulden kan formes med fingrene, så det er ikke nødvendigt at skære ud.

2. Overlapningen klæbes sammen på samme måde som med det lige stykke. Dog klippes først to hakker, så man kommer uden om det lodrette rør. Samlingerne trykkes godt sammen.

3. Herefter sættes en rørskål på det lodrette rør. Man kan skære enden af skålen i facon som her, men det er ikke strengt nødvendigt, da mineralulden relativt nemt kan formes.

4. Rørskålen på det lodrette stykke samles med alutape, og til sidst tætnes samlingen mellem de to skåle.

Rørisolering i L-samling

1. Start med at trykke rørskålen sammen et par gange, så den bliver blød og er let at bøje i den ønskede vinkel.

2. Rørskålen sættes på, og overlapningen klæbes sammen. Til sidst vikles alutape om samlingen i hjørnet, da det ikke er sikkert, at tapen i overlapningen er nok.

Materialevalg: Billige eller dyre rørskåle?

Der findes to typer rørisolering: den grå i polyurethanskum og den aluminiumsbeklædte udgave. Den sidstnævnte opfatter mange som “den rigtige” isolering, og den er muligvis også en smule mere effektiv end skumudgaven. Til gengæld er den også langt dyrere. Det betyder, at det vil tage lidt længere tid, før investeringen er tjent hjem – men isolering af særligt uisolerede varmerør er så god en forretning, at der stadig kun er tale om måneder.

Ydermere opdagede vi under researchen til denne artikel, at den grå skumisolering er så dominerende på markedet, at den aluminiumsbeklædte mineraluldsudgave kan være endog meget svær at opdrive. Og den grå isolerer fint, hvis den er tyk nok.

Rørisolering med mineraluld
Rørskåle med mineraluldsisolering belagt med aluminiumsfolie med overlæg er de professionelles valg. Disse varianter følger rørenes bøjninger tæt og kan føres hen over fittings uden at skulle skæres til. De bindes med varmforzinket ståltråd eller alutape.

Hvis du isolerer rør med mineraluldsskåle, er det nemmest at vælge udgaven med klæbestrimmel. Så slipper du for en dyr og besværlig samling med alutape bagefter.

Pris: ca. 60 kroner pr. meter.

Rørisolering med skum
Rørskåle af plastskum er en noget billigere løsning, men de isolerer heller ikke helt så effektivt. Arbejdet med denne type rørskåle er relativt nemt – dog skal der skrabes ud indvendigt i dem, når der skal isoleres over fittings.

Hvis du isolerer rør med polyurethanskåle, skal du være opmærksom på, at der findes to udgaver: en med klæbestrimler i samlingen og en uden. Vælg den med klæbestrimmel.

Pris: ca. 20 kroner pr. meter.

Så meget sparer du, hvis du isolerer 10 meter rør

Ved en kWh-pris på ca. 68 øre. Isolering med skumskåle til ca. 20 kroner pr. meter.

Uden for klimaskærm (fx krybekælder eller skunk)

  • 22 mm uisoleret rør isoleret med 40 mm isolering giver en besparelse på 212 kWh pr. meter rør pr. år. 212 x 10 meter x 0,68 kr. = Du sparer 1442 kroner pr. år tjent ind på mindre end 2 måneder.

  • 22 mm rør med 10 mm isolering isoleres i stedet med 40 mm isolering. Det giver en besparelse på 34 kWh pr. meter rør pr. år.
    34 x 10 meter x 0,68 kr. = Du sparer 231 kroner pr. år tjent ind på mindre end 11 måneder.

Inden for klimaskærm (fx i kælder eller fyrrum)

  • 22 mm uisoleret rør isoleret med 40 mm isolering giver en besparelse på 85 kWh pr. meter rør pr. år. 85 x 10 meter x 0,68 kr. = Du sparer 578 kroner pr. år tjent ind på 4 måneder.

  • 22 mm rør med 10 mm isolering isoleres i stedet med 40 mm isolering. Det giver en besparelse på 24 kWh pr. meter rør pr. år. 24 x 10 meter x 0,68 kr. = Du sparer 163 kroner pr. år tjent ind på mindre end 15 måneder.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Isolering