Praktisk reol giver PERFEKT brænde

Reolen her gør det let altid at have tørt og lunt brænde ved ovnen. Den er enkel at bygge – og kan bruges som bænk.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
400 kroner

Ved at male kassetterne sorte får du dem til at “forsvinde”, så brændet for øjnene nærmest svæver inde i reolerne.

Intro

Hemmeligheden ved effektiv og ren forbrænding er tørt brænde. Kløvet nåletræ skal tørre mindst et år, løvtræ helst to. Selvom træet er tørret til under 20 procent som anbefalet, vil det i efteråret og vinteren suge fugt i overfladen.

Henter du træet direkte ind til fyring, bruges energi på at fordampe den fugt og varme træet op. Det giver en dårlig forbrænding. Har brændet ligget inde nogle dage, får du lettere optænding, mindre sod, mere varme og bedre fyringsøkonomi.

Altid tørt brænde på lager

Reolen her sikrer, at du altid har lunt og tørt brænde lige ved hånden. De to reoler med hver to kassetter fungerer sådan, at når du har tømt ét rum, går du ud i brændeskuret og fylder den tomme kassette op og stiller den tilbage på plads. Så kan brændet i den tørre i nogle dage, mens du fyrer fra de andre kassetter.

Kassetterne sikrer god luftcirkulation omkring brændet, og det meste af “drysset” bliver ude i skuret.

LÆS OGSÅ: 3 TIPS: Tjek om dit brænde er tørt!

Vejledning

01
Skær alle dele ud fra begyndelsen 4 Trin

Det er smart at skære alle dele ud først, og her er det en stor hjælp at udnytte sin kapsav rigtigt. Skal der skæres mange emner af samme længde, betaler det sig at at lave et stop i den rette afstand fra klingen fremfor at strege hver enkelt snit op. Opskæringen går lettere og hurtigere, og stykkerne bliver præcis lige lange. Har du en arbejdsstation til kapsaven, er det nummer ét, men ellers kan du fint klare dig med nogle klodser og et par skruetvinger.

1

Vi skærer de lange dele ud på kapsaven. Det går lynhurtigt, fordi vi skruer kapsaven fast og så spænder et stop op, som listen stødes op mod, før den skæres. Skær lidt af enden først, så du har rene snit overalt.

2

De kortere stykker kan du skære med et stop sat på kapsaven, hvis den ikke har indbygget et længdestop.

3

Listerne (E og F) til hjørneprofiler samles, før de skæres til i længden. Hjørne profilerne skal holde sammen på reolerne og samtidig være “glideskinner” for kassetterne. Sæt 2 skruer i hvert 30 cm stykke.

4

Hjørneprofilerne skæres til på kapsaven, når limen har fået tid til at tørre en times tid.

02
Kassetterne samles og males 5 Trin

Når alle delene er skåret til, slibes ender og snitflader til, så finishen bliver flot, og tingene bliver rare at røre ved.

Derefter samler vi kassetterne. Vi vil nemlig male både kassetter og hjørnelister sorte, så de for blikket nærmest forsvinder i skyggen - det vil få brændet til at ”svæve” inde i reolen.

Før vi limer og skruer delene sammen, laver vi en meget enkel “skabelon” - en vinkel af to lister (X), skruet fast på vores arbejdsplade. Så er det nemt at holde delene i ret vinkel, mens de samles.

1

Vi borer for til skruerne til kassetterne og undersænker skruehovederne, så træet ikke flækker, når vi samler delene.

2

Kassetternes rammer skrues sammen med lim i alle samlinger, så kassetterne kan holde til mange års brug, selvom vi skruer i endetræ. For at få plads til skruemaskinen i skabelonen lægger vi en klods (V) ind først.

3

Vi laver et par hjælperedskaber, et par “køer”, af hver to stykker liste (Y og Z), som gør det nemt at holde en fast afstand på 14 cm, når rammerne samles. Bredden på listerne er også 46 mm.

4

Rammerne til kassetterne skrues sammen med de tværgående vanger (J), som kommer til at fungere som bæregreb. Bredden på koen, 46 mm, retter afstanden fra hjørnet til vangen til.

5

Så skal der males. Vi giver brædderne til reolen olie og maler al indmaden - kassetterne og hjørneprofilerne - sorte. Så passer kasserne til lyse gulve, mens resten forsvinder lidt for vores øjne, så det hele synes lettere.

03
Reolerne samles på hjørneprofilerne 6 Trin

Dagen efter er delene tørre, og vi kan samle reolerne. Det sker hele vejen med hjørneprofilerne som bindeled.

De solide hjørneprofiler betyder, at vi kan holde en smule luft imellem sidebrædderne og brædderne i toppen og bunden - det får hele reolen til at virke ekstra luftig. Det er grunden til, at brædderne til skillevæggene er lidt længere end brædderne i siderne.

1

Bundbrædderne (A) samles ved hjælp af hjørneprofilerne (F/E). Brædderne lægges i skabelonen (X) med forskalling (W) som afstandsklods. Hjørneprofilet limes og skrues fast indefra et bræts bredde fra enderne.

2

Sidestykkerne (B) limes og skrues på hjørneprofilerne (E/F). Læg en strimmel 6 mm finér som afstandsklods under dem, så de holder lidt luft til bundbrædderne (A).

3

Skillevæggen (C) gøres fast via sit hjørneprofil. Profilet placeres 46 cm fra den fjerneste kant, så skillevæggen (C) lander i midten. Skær af bageste bræt til væggen (C1), så der er plads til bagpladen (D).

4

Endnu et hjørneprofil skrues fast på den anden side af skillevægsbrædderne (C).

5

Toppen af reolen samles som bunden og føjes til. Også her lægger vi 6 mm afstandsfinér på enderne af sidebrædderne (B).

6

De sidste skruer gøres fast, efter at alle delene er samlet - nu mangler vi kun at rette endeligt i vinkel og føje bagpladen (D) til.

Bagpladen (D) limes og skrues på kanterne. Vi sænker den ind mellem brædderne i top og bund, så den låser vinklen fast.

Materialer

2 reoler:

21 x 95 mm høvlet forskalling:

  • 12 top-/bundstykker (A) a 90 cm
  • 12 sidestykker (B) a 40,6 cm
  • 6 skillerumsbrædder (C) a 41,8 cm

12 mm krydsfiner:

  • 2 bagplader (D) a 30 x 41,8 cm

21 x 95 mm forskalling,
skåret igennem til 2 lister på hhv. 56 mm (E) og 36 mm (F). De samles, før de skæres til i længden til:

  • 16 hjørneprofiler (E+F) a 29,7 cm

4 kassetter:

21 x 95 mm forskalling,*skåret igennem til to lister på 46 mm:*

  • 16 top-/bundstykker (G) a 37 cm
  • 16 sider (H) a 32,9 cm
  • 16 vanger/håndtag (J) a 24 cm

Desuden:

  • Skruer: 325 stk. 4 x 40 mm
  • Hvid snedkerlim
  • Sort maling og olie

Tidsforbrug

Ca. 6 timer til at skære op, slibe, samle kassetter og male første dag og 3 timer til resten næste dag.

Pris

Cirka 400 kroner plus evt. maling.

Sværhedsgrad

Nem og overkommelig opgave, især hvis du har en kapsav og en bordrundsav eller dyksav.

Tegning

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Brændeovn