Brændeovnen er utæt

Er brændeovnslågens pakning slidt, kan røgen slippe ud. Heldigvis er det nemt at skifte den gamle, utætte pakning, og arbejdet kan klares på en times tid.

Det skal du bruge

Værktøj

  • Ligekærvet skruetrækker
  • Hobbykniv
  • Håndkost

Materialer

  • Pakning
  • Ildfast lim

Video

Her kan du se, hvordan du nemt løser problemet.

Videoen er på dansk, og den viser hele processen fra start til slut.

Video

Trin for trin

Pakninger til brændeovne er af glasfiber, der kan tåle meget høje temperaturer. De fås i dimensioner fra 5-6 til 15 mm. De mest almindelige er 8 og 10 mm. Tag den gamle pakning med i byggemarkedet eller pejsecenteret, hvis du er i tvivl om størrelsen.

Her bruger vi en pakning, der købes sammen med ildfast speciallim - til en pakkepris på under 100 kroner. Der findes dog også selvklæbende pakninger.

Utæt brændeovn 1

Pil lågen af, og læg den på et blødt underlag, fx et håndklæde eller noget bobleplast. Så risikerer du ikke at beskadige glasset eller ridse lågens front.

Pakning til brændeovn 2

Fjern den gamle pakning. Rens falsen grundigt for limrester med en skruetrækker eller lignende. Det er vigtigt, at du får det hele med. Ellers vil den nye pakning ikke slutte tæt.

Tætningsbånd til brændeovn 3

Fjern støv og snavs fra falsen. Hvis falsen ikke er ren, kan den nye lim ikke hæfte, og den nye pakning vil hurtigt gå løs.

Tætningssnor til brændeovn 4

Påfør den friske lim. Den nye pakning limes fast med en ildfast speciallim. Du skal ikke spare på limen. Især i hjørnerne skal der være rigeligt. Du kan med fordel glatte limen med en pind eller lignende, så du er sikker på, at limen er godt fordelt hele vejen rundt.

Snor til brændeovn 5

Tryk pakningen fast i limen. Pakningen er fleksibel og kan sagtens gå rundt om hjørnet. Tjek, at pakningen sidder korrekt, inden du skærer den til med en hobbykniv.

Glasfiberpakning brændeovn 6

Sæt lågen på igen, og luk den, så den nye pakning sidder i spænd. Limen skal tørre et døgns tid, før du tænder op i ovnen.

Se flere reparationer af brændeovnen

Når du alligevel er i gang med brændeovnen, kan du med fordel tjekke, om de ildfaste plader inde i ovnen er intakte. Stenene holder på varmen, så er en eller flere af dem knækkede, får du ikke det optimale ud af din brændeovn.

Hvis ruden i lågen er sort af fastbrændt sod, eller hvis der er ridser eller måske endda revner i ruden, så gælder det om at få skiftet den ud.