Intro
Vejledning
01
Montér plader og fræs spor i dem
9
Trin
Nogle gange findes det produkt, du står og mangler, bare ikke, og så er der kun en vej frem. Lav det, du mangler, selv. Her er vi ved at lave et badeværelse i et eksisterende rum.
Der skal være gulvvarme, men da betonlaget allerede er støbt, vælger vi at montere slangerne i 50 mm armerede skumplastplader til vådrum (her fra Wedi).
Pladerne findes faktisk med spor i, men de passer ikke til denne opgave. I stedet vælger vi at montere almindelige skumplastplader, og så fræser vi selv spor til varmeslangerne.
Den første plade (1) lægges ved den skæve væg. Pladen har indbygget fald og afløbsrende mod afløbet nær den skæve væg. Derfor skal pladen være intakt, og resten af pladerne må tilpasses den.
Placér den næste plade (2) langs en lige væg. Træk pladen ind over den første plade (1), og markér med en vinkel, hvor pladen skal skæres til, så den passer mellem væggen og den første plade.
Skær plade 2 og 3 til, og begynd at montere. De resterende plader skal ligge parallelt med anden plade (2). Pladerne monteres med fliseklæber på gulvet og speciallim i samlingerne mellem pladerne.
Påbegynd fræsearbejdet. Først skal du tegne op, hvor gulvvarmeslangerne skal ligge. Bagefter kan du begynde at fræse render i pladerne. Her til 16 mm PEX-rør, som skal ligge med ca. 20 cm afstand.
Forbind lange lige spor med bløde kurver. Find en cylinder, fx en spand, med en diameter på 20 cm. Brug den som skabelon til at tegne de kurver, der forbinder de lige fræsespor.
Fræs kurverne fra begge sider. Hvis du har svært ved at fræse pæne halvcirkler, så lav dem i to etaper, hvor du fræser fra begge sider af halvcirklen, så sporene mødes på midten af kurven.
Forbind den første plade (1) korrekt. Da pladen falder mod afløbet, der ligger langs væggen, er pladen kun plan med resten af gulvet på en side. Det er der, du skal fræse forbindelsen til resten af gulvet.
Tryk PEX-rør på plads i sporene. Når du er færdig med at fræse, kan du stille og roligt trykke et 16 mm PEX-rør ned i de hjemmefræsede sporplader.
Materialer
- 50 mm skumplastplader
- 50 mm skumplastplade med fald
- Speciallim til tætning af skumplastplader
- Alu-PEX Ø 16 mm
- Fliseklæber
Specialværktøj
- Overfræser
Tidsforbrug
2 dage.
Pris
Ca. 6.500 kr. for 9 m2
Sværhedsgrad
Køb en ekstra plade til at øve dig på, så skal resten nok lykkes.