Læg 25 m2 brosten på én dag

Glem alt om tunge brosten, du skal banke på plads én for én. Med brosten på net er det nemt og hurtigt at lægge sten. Det tog os kun en dag at lave denne terrasse på 25 m2.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
3 dage
Pris
850 kr/m3

Intro

Tidligere var det hårdt arbejde for de mere erfarne hjemme-håndværkere at lægge brosten. Det var tungt, besværligt og langsommeligt. Men sådan er det ikke, hvis du vælger brosten på net. Her kan alle være med.

Husk at have underlaget i orden

På hvert net sidder 25 brosten på ca. 9 x 9 cm. Stenene er skåret i 3 cm tykke skiver, der er limet fast til et kraftigt nylonnet med en stærk epoxylim. Det giver en robust “flise” på ca. 50 x 50 cm, som du lægger på et afrettet gruslag ligesom almindelige fliser.

Det går langt hurtigere end traditionelle brosten, der skal bankes ned i gruset én for én på grund af de forskellige størrelser.

Men det er vigtigt, at underlaget er i orden, for at få et godt resultat. Du skal grave al muldjorden væk, typisk et til to spadestik. Kommer du længere ned end 20 cm, skal der være et lag bundsikringsgrus nederst, der skal komprimeres med en pladevibrator som de øvrige lag.

LÆS OGSÅ: Sådan bruger du epoxylim

Rustik overflade

Stenene er jetbrændte på oversiden. Det betyder, at de bliver varmet op, så der springer skaller af. Resultatet er en rustik og nubret overflade, der er skridsikker, men samtidig lige. Det gør stenene velegnede til terrasser – i modsætning til traditionelle brosten, der har en ujævn overflade, hvor have¬møblerne står og vipper.

Du kan nemt og hurtigt skære brostenene til med en vinkelsliber forsynet med en diamantskæreskive.

Vær omhyggelig med fugegruset

Du skal gøre dig umage med at lave fugerne, når du lægger brosten på net, for fugerne mellem brosten er knap 1 cm. Det er meget større end på en fliseterrasse med betonsten, så det kan blive til store myregange og megen ukrudt, hvis du sjusker.

Brostenene her er fuget med et materiale, der hedder Envirosand. Det består af kvartssand blandet med et organisk bindemiddel. Det fejes ned i fugerne som almindeligt fugegrus, vibreres og gøres vådt. Så bliver det til en klæbende masse, der efter et døgns hærdning er blevet til en hård, men stadig fleksibel fuge. Det støtter og forstærker belægningen og forsegler samtidig fugerne, så ukrudt og myrer får det svært. Det er specielt velegnet som fugegrus til brosten på net, fordi fugerne er forholdsvis store og stenene tynde og derfor godt kan bruge ekstra stabiliserende fuger. Men Envirosand er et dyrt fugemateriale. Det koster ca. det tredobbelte af almindeligt fugegrus i pose. Du skal regne med, at en 25 kg pose Envirosand til ca. 250 kr. rækker til 3 kvadratmeter. Du kan sagtens bruge almindeligt fugegrus og få et ordentligt resultat. Sørg blot for at komprimere fugegrsuset godt med pladevibratoren, og vedligehold belægningen med fejning og efter-fugning, hvis der mangler fugegrus. Fjern også ukrudt så hurtigt som muligt.

Vejledning

01
Sådan gør du 6 Trin

1

Grav ud til terrassen. Sæt pinde ca. 10 cm uden for hjørnerne af terrassens færdige mål, så der også er grus under de yderste sten. Spænd snor ud, og fjern al muld. Fyld hullet med 10 cm stabilgrus ad gangen (evt. også bundsikringsgrus).

2

Vibrer grundigt med en pladevibrator, så underlaget er fast. Læg 3-5 cm afretningsgrus oven på stabilgruset, og komprimer igen med pladevibratoren - både på kryds og tværs.

3

Placer stålrør i gruset med et par meters afstand. Kontroller, at der er et fald væk fra huset - min. 1 centimeter pr. meter. Træk gruset af med et lige bræt, der hviler på rørene, så fladen bliver helt plan. Fjern rørene, og fyld rillerne op med grus.

4

Læg den første række net ud efter en snor. Det næste net lægger du oven på det foregående net. Træk så nettet forsigtigt ud over kanten, så det falder på plads.

5

Spred fugesand over hele fladen, når alle sten er lagt. Fordel det med en kost, så alle fuger fyldes. Vi bruger her et specialprodukt, men almindeligt fugegrus kan også bruges.

VIGTIGT! Brug aldrig strandsand til fugerne.

6

Kør igen med pladevibratoren, skiftevis på langs og tværs. Efterfyld fugerne, og fej så brostenene rene. Bruger du Envirosand, skal du overbruse fugerne med vand, så de er fugtige - det aktiverer bindemidlet.

Materialer

• Brosten på net
• Stabilgrus
• Afretningsgrus
• Fugegrus (fx Envirosand)
• Evt. bundsikringsgrus

Specialværktøj:

• Pladevibrator, ca. 70 kg
• Vinkelsliber med diamantskæreskive
• Stålrør

Tidsforbrug

1-2 dage til at grave ud 1 dag til at lægge 25 m²

Pris

600-850 kroner pr. m²

Sværhedsgrad

Det er betydeligt lettere end at lægge almindelige brosten. Men underlaget og faldet skal være i orden.

Video

TEKNIK: Afretningslag til fliser

Med to rør og et lige bræt bliver det helt plant

TEKNIK: Fugning af sten og fliser

Med rigtigt fugesand bliver belægningen stærk

VÆRKTØJ: Sådan bruger du pladevibratoren

Pladevibrationen er en relativ simpel maskine, til gengæld er den helt uundværlig, når du skal sikre en fast og jævn bund under fliser og belægningssten. I denne video kan du se, hvordan du betjener maskinen.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Fliseterrasse