Overdækket lounge med ståltag

En overdækning er guld værd for dig, der elsker udelivet. Med et overdækket hjørne i haven kan du også sidde ude, når det regner. Hyggehjørnet her bruges til lounge, men det kunne også være en spiseplads eller dit udekøkken, du havde sikret en tør plads.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 uge
Pris
9.000 kroner

Intro

I denne byggevejledning får du:

  • Trin for trin-vejledning
  • Arbejdstegning
  • Komplet materialeliste
  • Video

Vejledning

01
Stolper 5 Trin

Overdækningen består af fire kraftige stolper - to i hver side. I den ene side er stolperne lidt højere end i den anden side, så taget får hældning væk fra den mur, den bygges op ad.

Stolperne placeres i stolpesko, som er støbt ned i beton. Hvis du graver ca. 90 cm dybe huller og fylder dem med beton, er du sikker på, at stolperne står godt fast. Fordelen ved at sætte stolpen i en stolpesko støbt i beton - frem for at grave den ned i jorden - er, at træet ikke har direkte jordkontakt. Det giver træet en længere levetid.

1

Mål op, og grav ud til stolperne. Hullerne skal være ca. 90 cm dybe og fyldes med beton. Rundt om hullet lægges en kvadratisk ramme bygget af lister, så fundamentet får en pæn, kvadratisk afslutning foroven.

2

Sæt stolpesko i betonen, når du har målt op til den nøjagtige placering. Her er det 20 cm fra muren. Køb en færdigblandet beton, der blot skal blandes med vand. Lad den tørre et døgn, inden du sætter stolperne op.

3

Placér stolperne (A) i stolpeskoene, så du kan måle op til, hvor høje de skal være, og save hak til den tværgående rem (C). Hvis taget ikke må være højere end fx en mur, skal du huske at tage højde for det.

4

Sav et hak i stolperne (A) foroven, som remmen (C) kan lægges på. Hakket saves halvt ind i begge stolper, her 5 cm.

5

Tjek, om stolperne (A) er i lod, og skru dem fast, når de står rigtigt. Det er en god idé at sætte en hjælpeliste midlertidigt fast med stolpen i den rigtige position, indtil den er fastgjort til stolpeskoen med bolte.

02
Remme og spær 7 Trin

Mellem hvert sæt stolper er en kraftig rem. Den lægges oven på et hak i stolperne, hvilket giver en stærk konstruk-perne, perne, konstruk tion. Remmene fastgøres til stolperne med bolte, som du skal bore for til.

Fastgør først remmen i den ene side - den, hvor stolperne skal være højere end de andre, så du får fald på taget. Ved at lægge et spær midlertidigt op på remmen kan du bestemme, hvor stort et fald du ønsker. Her skal faldet være 5 pct. Oven på remmene placeres fem kraftige spær. De fastgøres med vinkelbeslag både til remmene og til muren.

1

Remmen (C) skæres til med et skråt snit, så den ikke virker så tung. Længden på remmen er her 330 cm, og den rager 82,5 cm ud over stolperne.

2

Læg remmen (C) op, så den hviler på hakkene i stolperne (A). Remmen er tung, så det er rart med en hjælpende hånd. Når den ligger præcist, mærker du op til placering af bolte, som remmen skal fastgøres med.

3

Fastgør remmen (C) med lange bolte, som bankes på plads gennem forborede huller. Remmen holdes på plads med tvinger, indtil bolten er skruet fast på bagsiden af remmen med møtrik og skive.

4

Placér et spær (D) midlertidigt på remmen, så du kan tjekke, at taget får den rigtige hældning. Når hældningen er passende, saver du stolperne (B) til og sætter rem op i den anden side også.

5

Spærene (D) skrues fast med vinkelbeslag til remmene (C). Her placeres spærene, så de stikker 30 cm ud over remmen ved muren og 20 cm ud over remmen i den anden ende.

6

Alle spærene (D) er monteret. De er placeret med en afstand på 72,5 cm og fastgjort med vinkelbeslag på begge sider af hvert enkelt spær (D).

7

Hvert spær (D) fastgøres også til muren med et enkelt vinkelbeslag, så overdækningen er godt forankret også her.

03
Tag 6 Trin

På taget her lægges mindre stålplader med struktur som tegl. Tagets konstruktion er tilpasset pladernes størrelse, så de kraftige spær kan bære taget og tyngden fra evt. sne, mens de tværgående lister også understøtter, men primært skal bruges til fastgørelse af pladerne.

Taget her støder op til en mur. Overgangen mellem mur og tag lukkes af med en fleksibel taginddækning, så den bliver helt tæt. Derudover monteres der profiler i siderne og en tagrende, så vandet kan løbe væk.

1

Fastgør tværgående lister til spærene. Listerne understøtter tagpladerne og sikrer, at du har noget at skrue dem fast til. Brug en hjælpeliste, der har den præcise afstand mellem listerne, til at måle op med.

2

Montér taglister på hele taget. Her er afstanden 32 cm mellem hver - bortset fra den forreste liste. Den skal bruges til at montere en tagrende på, og derfor sidder de to forreste lister tættere på hinanden.

3

Tagpladerne lægges op. Her er det et ståltag i mindre plader, som afstanden mellem listerne er tilpasset efter. Start i den lave ende. Pladerne her kan skæres til med en pladesaks, hvor det er nødvendigt.

4

Sørg for, at pladerne overlapper hinanden, både i siderne og i længderetningen. Det er vigtigt, du følger producentens anvisninger, så konstruktionen bliver så tæt og stærk som muligt.

5

En fleksibel taginddækning monteres i overgangen mellem tag og mur. Inddækningen går ca. 15 cm ud over taget og fastgøres med en aluminiumsliste og skruer til muren.

6

Til sidst monteres aluminiumsprofiler i tagets sider. De beskytter de yderste spær mod vand og giver en pæn afslutning. Profilerne skrues fast til spæret både foroven og i siden.

04
Beklædning og terrasse 6 Trin

Overdækningen er allerede lukket af i den ene side, da den er bygget op ad en mur. Men også bagsiden skal lukkes af, så der bliver godt med læ. Hvis du bygger en overdækning i skel som her, skal du sikre dig, at du overholder gældende byggeregler i din kommune.

Der skal bygges en træterrasse som underlag i loungehjørnet. Den skal tilpasses i højden, så den kommer til at flugte med den fliseterrasse, den skal støde op til. Under terrassen lægges en fiberdug, så der ikke kan vokse ukrudt op mellem brædderne.

1

Der bygges et træskelet til beklædning (H) på bagsiden. Lister (G) monteres vandret i fem rækker samt lodret i hjørner/på midten, og brædderne (H) sættes op. Tværstiveren (E) sættes op mellem stolperne (B).

2

Gør underlaget klar. De gamle fliser er fjernet, så den nye træterrasse kan komme ned i niveau med den fliseterrasse, den skal støde op til. Gruset jævnes ud. Ved bagbeklædningen er bygget en lille repos.

3

Mål op til træterrassen. Vi finder højden på den nye terrasse ved at lægge et langt, lige bræt mellem den gamle fliseterrasse og den nye bagbeklædning, hvorimellem terrassen skal være.

4

Strøerne (J og K) klodses op og fastgøres, så terrassen har den ønskede højde. Her er brugt et særligt system med klodser, der blot lægges på underlaget. Strøerne justeres let på plads, så underlaget er vandret.

5

Terrassebrædderne (L) skrues fast, når de er skåret til. For enden placeres en retskin-ne, brædderne lægges op til, så de ligger på en lige linje. Brug afstandsklodser, der sikrer samme afstand mellem brædderne.

6

Alt træ har fået en gang træbeskyttelse - en mørk lød skaber ekstra hygge i loungehjørnet.

Materialer

Til overdækning: 10 x 10-cm-stolper:

  • 2 stolper, bagerst (A) a 255 cm
  • 2 stolper, forrest (B) a 220 cm

10 x 20-cm-tømmer:

  • 2 remme (C) a 330 cm
  • 5 spær (D) a 400 cm
  • 1 tværstiver (E), 155 cm

25 x 50-mm-lister:

  • 13 taglister (F) a 330 cm

Til beklædning/træterrasse: 21 x 45-mm-lister:

  • Lister (G) til træskelet, ca. 30 m

19 x 100-mm-profilbrædder:

  • Beklædningsbrædder (H)

45 x 95-mm-reglar:

  • 2 strøer (J) a 360 cm
  • 6 strøer (K) a 380 cm

28 x 120-mm-terrassebrædder:

  • Terrassebrædder (L) a 175 cm(til ca. 6,5 kvm træterrasse)

Desuden:

  • Stolpesko
  • Tørbeton
  • Skruer, 35 x 48 mm
  • Bolte inkl. møtrikker og skiver (M10 x 170 mm)
  • Vinkelbeslag
  • Tagplader i stål
  • Taginddækning
  • Aluliste
  • AluprofilerRendejern
  • Tagrende
  • Nedløbsrør
  • Opklodsningssystem til træterrasse
  • Træbeskyttelse, transparent

Specialværktøj

  • Pladesaks Retskinne

Tidsforbrug

En uges tid.

Pris

Ca. 9.000 kr.

Sværhedsgrad

Et lidt større projekt, hvor det vil være fint, hvis du har erfaring med at bygge i træ.

Tegning

Overdækningens konstruktion

Den bærende konstruktion består af to sæt stolper med en rem imellem. Oven på remmene sættes kraftige spær, hvor de tværgående taglister fastgøres - og så kan der lægges tagplader.

Overdækningens konstruktion

Video

Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

Montering af vinkelbeslag

Vend beslaget rigtigt og giv samlingen optimal styrke

Vrid træet i form

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Overdækket terrasse