Fundament til træterrasse

Hvis du ønsker dig en flot og stabil træterrasse, der kan holde i mange år fremover, er funderingen afgørende. Og der er mange muligheder, så vælg med omhu.

Hvad må funderingen koste?

Plastkiler, stolpesko, stolpesten og jordskruer er blot nogle af mulighederne. Ofte kan flere af mulighederne være lige gode til din terrasse – men de er ikke lige billige.

Helt simple plastkiler koster fx omkring to kroner pr. stk. Vælger du i stedet jordskruer til at understøtte din terrasse, skal du regne med 2-400 kroner pr. stk. Men valget er på ingen måde nemt, for der er andre væsentlige forskelle på produkterne.

I skemaet herunder får du et godt overblik over dine muligheder. Du kan blandt andet sammenligne priser, fordele og ulemper på tværs af materialerne.

Sammenlign (5 materialer)

Trykimprægneret stolpe

Beskrivelse

Trykimprægnerede stolper er den direkte og billigste vej til en fundering, du kan bygge videre på med det samme.

Priseksempel

  • 75 x 75 mm, 3 m lang: ca. 80 kr.
  • 97 x 97 mm, 3 m lang: ca. 135 kr.
  • Ø10 mm cylinderdrejet, 3 m lang: ca. 150 kroner

Opdateret januar 2025

Hvor bruges

Trykimprægnerede stolper kan bruges mange steder, fx til hegn, og ofte som bærende stolper til mindre konstruktioner som carporte, overdækkede terrasser og skure.

Fordele

  • Du kan bygge videre med det samme
  • Du behøver ikke ekstra materialer fx beton

Ulemper

  • Begrænset holdbarhed i jord, afhængigt af jordbundsforhold
  • Har tendens til at vride sig, når de tørrer

Styrke

Trykimprægnerede stolper er stærke og kan bære både hegnsbeklædning, terrasser og overdækninger mv.

Dimensioner

  • Tykkelse (firkantede): 75x75, 97x97, 125x125 og 150x150 mm
  • Tykkelse (runde): Ø8, 10, 12, 14, 16 og 18 cm
  • Længde: 210, 240, 270, 360 og 420 cm

Kiler

Beskrivelse

Kiler af plast fås i flere tykkelser til forskellige formål og i specialvarianter, blandt andet til understøtning af terrasser.

Priseksempel

  • 1-20 kroner pr. Stk.
  • Montagemix, 245 stk.: ca. 250 kroner
  • Terrassesæt (specialkiler), 50 stk: ca. 850 kroner

Opdateret januar 2025

Hvor bruges

Kiler af plast bruges blandt andet som understøtning for terrasser og gulve. Men de kan bruges til meget andet, fx fiksering af vinduesrammer.

Fordele

  • Lav pris (særligt de simple kiler)
  • Mange anvendelsesmuligheder
  • Skridsikre
  • Kapilarbrydende
  • Fås i alle byggemarkeder

Ulemper

  • Specialkiler er ofte ret dyre

Styrke

Plastkilerne er stærke, og monteret korrekt udgør de et solidt underlag for strøer.

Dimensioner

  • Længde: 90, 80 og 150 mm
  • Bredde: 30 og 45 mm
  • Højde (den tykke ende): 8, 10, 15 og 25 mm

Stolpesko

Beskrivelse

Stolpeskoen består af et stålspyd med en vinklet sko på toppen, som en stolpe eller en rem af fx spærtræ placeres i.

Priseksempel

  • U-formet 90 x 90 mm: ca. 50 kroner
  • L-formet 75 x 60 mm: ca. 40 kroner

Opdateret januar 2025

Hvor bruges

Stolpeskoen bruges til punktfundering af mindre byggerier som fx skure o.l.

Fordele

  • Nemme at justere ind i afstand og højde
  • Tidsbesparende i forhold til støbning af fuldt fundament

Ulemper

  • Mindre stabil end nedgravet stolpe, særligt ved hegn, der modsat et skur kun har to “hjørner”
  • Mindre velegnede til bygninger, hvor du ønsker et isoleret gulv

Styrke

Når stolpeskoen er støbt fast i et solidt fundament, er det en stærk løsning.

Dimensioner

  • Bredde: 50, 75, 90, 100 mm
  • Højde: 40, 70, 90 mm

Jordskrue

Beskrivelse

Jordskruen består af en overdimensioneret skrue, der borer sig solidt ned i jorden. Ovenpå kan du så fastgøre dit byggeri.

Priseksempel

  • 60 cm lange, til 70 x 70 mm stolper ca. 300 kroner
  • 75 cm lange, til 70 x 70 mm stolper: ca. 450 kroner

Opdateret januar 2025

Hvor bruges

Jordskruer bruges til fundering af alt fra hegn og tørrestativer til skure og huse.

Fordele

  • Lynhurtig at gøre fast
  • Ingen tørretid
  • Intet gravearbejde
  • Kan genanvendes

Ulemper

  • Dyrere end mange alternativer
  • Ikke mange forhandlere

Styrke

Skruefundamenter er superstærke. Afhængig af jordtype kan skruefundamenter bære et tryk på op til 15 tons.

Dimensioner

  • Skruediameter: 10-100 mm
  • Længde: 70-300 cm

Stolpesten

Beskrivelse

Stolpestenen består af en støbt betonklods med et stolpebeslag på toppen. Klodsen graves ned og fungerer som fundament.

Priseksempel

  • 80 cm sten med stolpesko: cirka 150 kroner

Opdateret januar 2025

Hvor bruges

Stolpesten bruges som punktfundamenter, der graves ned i jorden, hvorefter du blot kan bygge videre med det samme.

Fordele

  • Hurtig fundering uden støbning og tørretid
  • Nem at justere i højden

Ulemper

  • Tung at arbejde med
  • Dyrere end selv at støbe punkter
  • Svær at justere sideværts

Styrke

Stolpestenens styrke afhænger i høj grad af dens størrelse. De største er de mest solide.

Dimensioner

  • Højde: 30-80 cm
  • Bredde: 10-20 cm
  • Vægt: 20-50 kilo

Gør Det Selvs udvalgte

Billigst

Kiler

– holdbar fundering, hvis underlaget er fast

Stærkest

Jordskruer

– bundsolid og lynhurtig løsning

Hvor skal du bygge din terrasse?

En terrasse i ét dæk, uden trapper eller niveauforskelle er den nemmeste at bygge. Et afrettet og stampet gruslag eller en velfunderet fliseterrasse er gode udgangspunkter. Den type terrasse kan du fx fundere (klodse op) på plastkiler.

Er terrænet mere udfordrende, så du fx skal bygge terrassen i flere niveauer, er der flere andre muligheder.

Pas på, hvad du lægger under terrassen

Alt for ofte oplever man terrasser, der gynger, fordi dele af funderingen er brudt sammen. Det handler næsten altid om mangelfuld fundering, fx opklodsning af terrassens strøer på træklodser eller lignende materialer, som rådner på få år. Du skal altså vælge klogere end det.